Unge spørger:
Hvordan kan jeg blive mere udadvendt?
„Jeg har aldrig været særlig snakkesalig. Jeg har altid følt at folk ville undgå mig hvis jeg sagde noget. Min mor er meget genert, og jeg tror det er grunden til at jeg også er blevet det.“ — Artie.
VILLE du somme tider ønske at du var lidt mindre genert — og lidt mere venlig og udadvendt? Som det blev nævnt i den foregående artikel i denne serie, er mange generte.a Så der er ikke noget egentlig galt med dig hvis du har en tilbøjelighed til at være stille, alvorlig eller reserveret. Men ekstrem generthed kan være et stort problem. Den kan i hvert fald hindre dig i at få venner. Og den kan bevirke at du har svært ved at slappe af eller optræde normalt når du er sammen med andre.
Ofte må voksne også slås med generthed. Barryb er ældste i den kristne menighed, men mange gange siger han ikke ret meget når han er i en gruppe. Han fortæller: „Jeg føler ikke at jeg har noget som helst relevant at fortælle.“ Hans kone, Diane, har et lignende problem. Men hun har fundet en løsning og siger: „Jeg kan lide at være sammen med udadvendte mennesker fordi jeg føler at de kan tage ordet.“ I det følgende er der nogle råd som kan hjælpe dig til at blive mere udadvendt.
Hold op med at nedvurdere dig selv
Måske trænger du først og fremmest til at tage dit syn på dig selv op til revision. Nedvurderer du hele tiden dig selv ved at bilde dig ind at andre ikke vil bryde sig om dig, eller at du ikke kan bidrage med noget nævneværdigt i en samtale? Når du har negative tanker om dig selv, vil det automatisk hindre dig i at være udadvendt. Jesus sagde jo: „Du skal elske din næste som dig selv“ — ikke i stedet for dig selv! (Mattæus 19:19) Det er altså godt og rigtigt at elske sig selv i et rimeligt omfang. Det kan give én den nødvendige selvsikkerhed til at søge kontakt med andre.
Hvis du lider af lav selvagtelse, vil det måske være gavnligt for dig at læse kapitel 12 i bogen Unge spørger — Svar der duer,c „Hvorfor kan jeg ikke lide mig selv?“ Oplysningerne vil sikkert hjælpe dig til at se at du har meget at give. At du er kristen, gør at Gud ser noget værdifuldt i dig. Jesus sagde jo: „Ingen kan komme til mig, medmindre Faderen, som har sendt mig, drager ham.“ — Johannes 6:44.
Vis interesse for andre
Ordsprogene 18:1 giver følgende advarsel: „Den der holder sig for sig selv, søger kun det han selv længes efter.“ Hvis man holder sig for sig selv, vil man sandsynligvis fokusere for meget på sig selv. Filipperbrevet 2:4 opfordrer os til ’ikke blot at have øje for vore egne interesser, men også hver især for de andres’. Hvis du retter din opmærksomhed mod andres interesser og behov, bliver du mindre usikker på dig selv. Og jo mere du interesserer dig for andre, des større er sandsynligheden for at du får lyst til at tage initiativet til at lære dem at kende.
Tænk for eksempel på Lydia, en kvinde der er blevet kendt som et symbol på venlighed og gæstfrihed. Efter at hun havde hørt apostelen Paulus’ ord og var blevet døbt, bønfaldt hun ifølge Bibelen Paulus og hans ledsagere: „Hvis I har bedømt mig til at være trofast mod Jehova, så tag ind i mit hus.“ (Apostelgerninger 16:11-15) Lydia var nyomvendt; alligevel tog hun initiativ til at lære disse brødre at kende — og som følge heraf har hun sikkert modtaget mange velsignelser. Hvor gik Paulus og Silas hen efter at de var blevet løsladt fra fængselet? Interessant nok gik de tilbage til Lydias hjem. — Apostelgerninger 16:35-40.
Du vil også finde ud af at de fleste mennesker gengælder den interesse du viser dem. Hvordan kan du komme i gang? I det følgende er der nogle nyttige forslag.
● Begynd i det små. Hvis du vil være udadvendt, betyder det ikke at du skal til at være en allestedsnærværende selskabspapegøje der vender vrangen ud på sig selv. Arbejd på at tale med folk enkeltvis. Du kunne sætte dig som mål at indlede en samtale med mindst én person hver gang du er til et kristent møde. Prøv at smile, og øv dig i at bevare øjenkontakten.
● Bryd isen. ’Hvordan?’ spørger du måske. Hvis man virkelig interesserer sig for andre mennesker, plejer det ikke at være vanskeligt at finde noget at tale om. En ung mand i Spanien ved navn Jorge siger: „Jeg har lagt mærke til at man lærer folk meget bedre at kende ved simpelt hen at spørge dem om hvordan de har det, eller hvad de arbejder med.“ En ung mand der hedder Fred, har følgende forslag: „Hvis du ikke ved hvad du skal sige, så begynd med at stille folk spørgsmål.“ Selvfølgelig ønsker man ikke at folk føler sig som i et forhør; hvis nogen lader til at have noget imod at besvare spørgsmål, kan man prøve at fortælle lidt om sig selv.
Mary, som er mor til en teenager, siger: „Jeg har fundet ud af at den bedste måde at få nogen til at slappe af på er at få dem til at tale om sig selv.“ En ung pige ved navn Kate tilføjer: „Det hjælper at rose folk for deres påklædning eller noget andet. Det får dem til at føle at man kan lide dem.“ Man bør naturligvis mene det man siger, og undgå tom smiger. (1 Thessaloniker 2:5) Almindeligvis vil folk reagere positivt på venlige ord som er ærligt ment. — Ordsprogene 16:24.
● Lyt opmærksomt. ’Vær hurtig til at høre, langsom til at tale,’ siger Bibelen. (Jakob 1:19) En samtale er jo en dialog, eller udveksling af synspunkter — ikke en monolog. Så hvis du plejer at være genert ved at tale, kan det faktisk vise sig at være en fordel. Folk sætter pris på dem der er gode til at lytte.
● Deltag. Når du har lært at føre en samtale med én, kan du prøve at tale med flere ad gangen. Her er de kristne møder igen det ideelle sted til at opøve denne færdighed. Den nemmeste måde at tage del i snakken på er somme tider ved at slutte sig til en samtale som allerede er i gang. Her er dømmekraft og gode manerer selvfølgelig en nødvendighed. Du skal ikke bryde ind i en samtale som åbenbart er af privat karakter. Men når en gruppe tydeligvis bare snakker om løst og fast, bør du prøve at tage del i snakken. Du bør dog være taktfuld; lad være med at afbryde eller at dominere. Prøv at lytte et stykke tid. Efterhånden som du slapper af, vil du måske have lettere ved at komme med nogle få bemærkninger.
● Forvent ikke at du skal være fuldkommen. Undertiden er unge alt for bange for at sige noget forkert. En italiensk pige ved navn Elisa fortæller: „Jeg frygtede altid at det ville komme til at lyde helt forkert hvis jeg sagde noget.“ Men Bibelen minder os om at vi alle er ufuldkomne. Det vil derfor være umuligt aldrig at sige noget forkert. (Romerne 3:23; jævnfør Jakob 3:2.) Elisa siger: „Dem jeg taler med, er jo mine venner. Derfor vil de også have forståelse for det hvis jeg siger noget forkert.“
● Bevar din humoristiske sans. Det er selvfølgelig flovt når man dummer sig. Men som Fred bemærker: „Når blot man er afslappet og ler ad sig selv, er det pinlige øjeblik hurtigt overstået. Hvis man bliver forfjamsket, frustreret eller bekymret over den slags, gør man en myg til en elefant.“
● Vær tålmodig. Man må gøre sig klart at det ikke er alle der reagerer på det man siger, med det samme. Hvis samtalen går lidt i stå, behøver det ikke at være ensbetydende med at den du taler med, ikke kan lide dig, eller at du bør opgive dine forsøg på at sige noget. Nogle gange er folk bare åndsfraværende — eller generte ligesom dig selv. I sådanne situationer hjælper det måske at give den pågældende mere tid til at vænne sig til dig.
● Prøv at tale med voksne. Undertiden viser voksne, især modne kristne, stor forståelse for unge som kæmper med generthed. Derfor bør du ikke være bange for at indlede en samtale med en som er ældre end dig. Kate siger: „Jeg kan være afslappet sammen med voksne fordi jeg ved at voksne ikke vil være fordømmende, gøre nar af mig eller prøve på at få mig ned med nakken, sådan som unge på min egen alder kunne finde på at gøre.“
Motiveret af kærlighed
Selv om disse forslag kan være en hjælp, findes der ingen let løsning på hvordan man overvinder generthed. Når alt kommer til alt, drejer det sig ikke om at anvende en eller anden smart teknik eller fremgangsmåde. I sidste ende handler det om at ’elske sin næste som sig selv’. (Jakob 2:8) Du må lære at interessere dig for andre — især dine kristne brødre og søstre. (Galaterne 6:10) Hvis du i dit hjerte har ægte kærlighed, vil du overvinde angsten og usikkerheden og gøre en indsats for at komme i kontakt med andre. Jesus sagde: „Af hjertets overflod taler munden.“ — Mattæus 12:34.
Barry, der er omtalt i begyndelsen af artiklen, bemærker: „Jo bedre jeg lærer folk at kende, des nemmere er det for mig at tale med dem.“ Med andre ord: Jo mere du øver dig i at være udadvendt, des nemmere vil det blive for dig. Og efterhånden som du får nye venner og føler dig mere accepteret, vil du erfare at resultatet har været anstrengelserne værd.
[Fodnoter]
a Se artiklen „Unge spørger: Hvorfor kan jeg ikke være mere udadvendt?“ i Vågn op! for 22. oktober 1999.
b Nogle af navnene er ændret.
c Udgivet af Jehovas Vidner.
[Illustration på side 13]
Tag initiativ til at tage del i samtaler