Unge spørger:
Hvad er det der sker med mig?
PUBERTETEN kan være en spændende periode i dit liv. Du forvandles gradvis fra barn til voksen!
Men måske har dine forældre ikke fået fortalt dig hvad der vil ske med dig. Og selv om de har forklaret dig et og andet, kan det være at der sker noget i din krop som du ikke havde regnet med. Måske begynder du at spekulere på om der er noget alvorligt i vejen med dig. Men du er højst sandsynlig helt normal og fuldstændig rask!
Menstruationen — forbandelse eller velsignelse?
Cirka to år efter pubertetens begyndelse sker der en betydningsfuld forandring med en ung pige — hun får menstruation. Hvis hun ikke er forberedt på det, bliver hun måske forskrækket.a „Jeg er meget bange,“ skriver en pige ved navn Paula. „For cirka tre måneder siden begyndte jeg at bløde nogle dage hver måned. Har jeg mon kræft? . . . Jeg er så urolig over de blødninger at jeg græder og ryster over det hele.“
Bogen Adolescents and Youth fortæller at nogle piger endda bliver skamfulde når de får menstruation første gang. Det er derfor ikke så mærkeligt at mange holder det hemmeligt. En ung pige fortæller: „Jeg var flov over at sige det til min mor. Hun havde aldrig fortalt mig om det, og jeg var ved at dø af skræk.“
Men der er ingen grund til at skamme sig over menstruationen. Den er bare et tegn på at dine forplantningsorganer er ved at modnes. Du kan nu blive gravid og føde et barn. Det varer ganske vist flere år før du kan påtage dig en mors forpligtelser, men du er godt på vej til at blive kvinde. Er dét noget at skamme sig over? Selvfølgelig ikke!
Desuden er menstruationen jo noget alle kvinder kender til. En kvinde der omtales i Bibelen hentydede til den med ordene: „Det går mig på kvinders vis.“ (1 Mosebog 31:35) Og i modsætning til hvad nogle mener, er den heller ikke en forbandelse.b Men måske kan nogle oplysninger om hvorfor du får menstruation og hvad der sker under din cyklus, berolige dig lidt.
„Det månedlige mirakel“
Ordet „menstruation“ kommer af det latinske ord for „måned“. En gang om måneden er dit legeme i stand til at undfange et barn. Først stiger hormonkoncentrationen i din krop som et signal til din livmoder. Den gør sig så rede til at modtage og sørge for et befrugtet æg; dens slimhinde fyldes med blod og næringsstoffer. Nær ved livmoderen ligger to mandelformede organer der kaldes æggestokkene. De indeholder tusinder af bittesmå æg der alle kan udvikle sig til et barn hvis de befrugtes af en sædcelle fra en mand. En gang om måneden modnes et æg og løsnes fra en af æggestokkene.
Blide „fingre“ fanger nu ægget og fører det ind i en af æggelederne, og det lille æg påbegynder den mellem fire og seks dage lange rejse frem til livmoderen. Hvis kvinden ikke bliver gravid i denne periode, vil ægget gå til grunde. Livmoderens blodfyldte slimhinde nedbrydes også. Livmoderen begynder at trække sig sammen, så slimhinden udstødes gennem skeden.
Menstruationen varer mellem to og syv dage (det varierer fra kvinde til kvinde). Derefter begynder processen forfra, måned efter måned, lige til kvinden kommer i overgangsalderen.c En forfatter har meget rammende beskrevet dette som „det månedlige mirakel“. Denne proces bærer tydeligt præg af en mesterlig skaberhånd og er endnu en grund til at sige som salmisten: „Jeg vil prise dig fordi jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt.“ — Salme 139:14.
Få svar på dine spørgsmål
Måske har du en hel del praktiske spørgsmål om menstruationen. Mange piger tænker for eksempel: ’Hvad nu hvis jeg får det mens jeg er i skole?’ Ja, det kan være lidt generende, og du risikerer at få pletter på tøjet. Men Lynda Madaras, der underviser i seksuallære, siger beroligende: „De fleste piger bløder ikke så meget første gang at det kan ses uden på tøjet.“ Alligevel vil det nok være rarest for dig at være forberedt.
Mange lægebøger giver en fornuftig vejledning. Men du skulle også tale med din mor, for hun kan uden tvivl give dig nogle gode, praktiske råd. „Min mor var som en veninde for mig,“ fortæller en ung pige. „Vi snakkede længe om det, og hun besvarede mine spørgsmål.“
Det skal indrømmes at nogle mødre har svært ved at tale om intime ting. Men hvis du henvender dig til din mor på en respektfuld måde og forklarer at det betyder meget for dig, kan hun sikkert overvinde sin modvilje. Og hvis det ikke lykkes, kan du måske betro dig til en moden, kristen kvinde som du har let ved at snakke med.
De fleste kvinder kan passe deres daglige arbejde under menstruationen, men bogen Changing Bodies, Changing Lives nævner at nogle får „hovedpine, rygsmerter, hudproblemer, humørsvingninger, depressioner, krampe, kvalme og vand i kroppen“. Som regel hjælper det at tage en almindelig hovedpinepille. (Din læge kan fortælle dig om du har brug for stærkere medicin.) Det er også en god idé at planlægge sine aktiviteter efter menstruationscyklussen, så man undgår unødig stress i den periode.
Natlige sædudtømmelser
Hvis du er dreng, vil der også ske nogle forandringer med dig når dine forplantningsorganer modnes. Dine kønsorganer begynder for eksempel at producere en væske der kaldes sæd og som indeholder millioner af mikroskopiske sædceller. Hver enkelt af dem kan, hvis de udløses under et samleje, befrugte et æg hos kvinden, så det udvikler sig til et barn.
Eftersom du ikke er gift, ophobes sæden blot. En del af den absorberes efterhånden af dit legeme, men engang imellem vil noget af den blive udtømt om natten mens du sover. Det kaldes natlig sædudtømmelse. Det sker af sig selv, somme tider ledsaget af en erotisk drøm.
Første gang en dreng har natlig sædudtømmelse, bliver han måske lidt urolig. „Det skete første gang for mig da jeg var cirka tolv et halvt,“ fortæller en ung mand. „Jeg anede ikke hvad det var for noget. . . . Da jeg vågnede var lagenet lidt vådt. Jeg troede at jeg havde tisset i sengen eller sådan noget.“ Men du skal vide at natlige sædudtømmelser er noget ganske normalt. De omtales også i Bibelen. (3 Mosebog 15:16, 17) De er et vidnesbyrd om at dit forplantningssystem fungerer normalt, og at du er på vej til at blive en voksen mand.
Måske tør du næsten ikke tænke på hvad der vil ske hvis din mor opdager den våde plet på lagenet. Højst sandsynligt bliver hun dog hverken chokeret eller overrasket. Det kan måske berolige dig at tale med din far eller en anden voksen mand om det. Eventuelt kan I sammen udtænke en løsning, så du ikke føler at dit privatliv krænkes på dette område.
Seksuel ophidselse
Når forplantningssystemet begynder at modnes har både drenge og piger ofte meget let ved at blive seksuelt ophidsede. Hos drenge resulterer dette i at det mandlige kønsorgan, penis, fyldes med blod, så det erigerer eller bliver stift. „Men mange erektioner har ikke seksuelle årsager — og somme tider synes de overhovedet ingen årsag at have,“ hedder det i The New Teenage Body Book. „Vibrationerne i en bus, stramtsiddende tøj, kulde, frygt og andre påvirkninger kan forårsage erektion.“ Unge piger kan også blive seksuelt ophidsede uden påviselig grund.
Uønsket seksuel ophidselse kan måske få dig til at føle dig forlegen. Men det er et led i udviklingen fra barn til voksen, og det sker måske ofte. Nogle unge pirrer deres kønsorganer for at få seksuel udløsning. Dette er forkert og kan på længere sigt skabe andre problemer.d Det er bedre at slappe af og tænke på noget andet. Så vil den seksuelle trang hurtigt forsvinde. Når din hormonbalance med tiden bliver mere stabil, vil du ikke så ofte føle dig seksuelt ophidset uden grund.
Puberteten varer ikke evigt. En dag vil du måske kunne le ad nogle af de problemer du har i øjeblikket. I mellemtiden må du trøste dig med at det der sker med dig er ganske normalt.
[Fodnoter]
a Tyve procent af en gruppe mødre der blev udspurgt ved en undersøgelse, havde ikke fortalt deres døtre spor om menstruationen, og ti procent havde kun fortalt det allernødvendigste.
b Det er sandt at en kvinde ifølge Moseloven var „uren“ under menstruationen. (3 Mosebog 15:19-33) Men der var kun tale om ceremoniel urenhed. Formålet med disse love var uden tvivl at lære israelitterne at respektere blodets hellighed. (3 Mosebog 17:10-12) Samtidig mindede lovene det jødiske folk om at menneskene er født i en syndig tilstand og har behov for en genløser.
c Der kan gå måneder eller år før menstruationen bliver helt regelmæssig.
d Se artiklerne om masturbation i Vågn op! for 8. september 1987, 8. november 1987 og 8. marts 1988.
[Illustration på side 15]
Med dine forældres hjælp kan du indstille dig på de forandringer der sker i puberteten