Fra vore læsere
Kommunikation i familien
Jeg glædede mig over artiklen: „Kommunikationen i familien — Hvorfor står det så dårligt til?“ (22. april 1985) Især afsnittet om hvordan TV, videobåndoptagere og videospil stjæler den tid vi skulle bruge til at tale sammen som familie. Nu da jeg er blevet klar over dette lader jeg fjernsynet være slukket når vi alle er samlet, for eksempel til et måltid.
C. O., England
Når man mister en man holder af
Dette for at takke jer for de gode artikler: „Når man mister en man holder af . . .“ (8. august 1985) Da sygdom i januar 1984 gjorde ende på min moders liv, havde jeg mange af de reaktioner på sorg som I behandlede. I nævnte at et brev fra en ven ofte kan hjælpe. Det er sandt. En kær ven skrev et brev og udtrykte medfølelse over det tab jeg havde lidt, og det var så opmuntrende at jeg siden mange gange har læst brevet når jeg har tænkt på min moder. Jeg vil gerne give det råd at man, efter at have mistet en man holder af, vender tilbage til den normale rutine så hurtigt som muligt. Jeg er nu travlt optaget af heltidstjenesten, og det har hjulpet mig kolossalt.
A. M., Oklahoma
Tak for de vidunderlige oplysninger i artiklerne: „Når man mister en man holder af . . .“ Jeg er blevet opdraget af min bedstemoder, og da hun døde i januar troede jeg at jeg ville gå fra forstanden. Til trods for at jeg havde opstandelseshåbet, følte jeg mig vred og forvirret. Det generede mig at jeg, en mand, åbenlyst græd ved begravelsen. Siden da har jeg været plaget af skyldfølelse. Jeres artikler var lige hvad jeg havde brug for. Til dem der stadig har deres forældre vil jeg gerne sige: Fortæl dem så ofte du kan at du elsker dem. En skønne dag vil du måske ikke længere have muligheden.
P. W., New York
Om ’bare at være venner’
Jeg er overhovedet ikke enig med jer i det synspunkt I giver udtryk for i artiklen: „Unge spørger: Kan en dreng og en pige ’bare være venner’?“ (22. september 1985) Jeg har mange venner blandt drenge som jeg ikke føler noget for rent seksuelt. Bibelen siger at man skal behandle en dreng som sin broder. I lader til at vende op og ned på dette ved at sige at det er forkert at have nære venner blandt drenge. Jeg er helt sikker på at drenge og piger „bare kan være venner“.
D. B., Alabama
Ja, det kan være sundt for ens udvikling at have flere venner af begge køn. Den omtalte artikel behandlede især det at en dreng eller en pige måske tror at han eller hun kan have én nær, fortrolig ven af det modsatte køn, og alligevel holde forholdet på et rent platonisk plan. Det er urealistisk at tro at man kan opdyrke et sådant nært venskab med blot én af det modsatte køn, uden at blive følelsesmæssigt engageret. — RED.