Unge spørger:
Hvordan gavner det mig at bede?
„Det var bøn der hjalp mig tilbage på sporet.“ — Brad.a
MANGE unge beder til Gud — måske flere end du tror. Ifølge en gallupundersøgelse blandt en gruppe 13- til 17-årige i USA beder 56 procent af dem bordbøn. En anden undersøgelse viste at 62 procent af de unge beder hver dag.
Men mange unge beder kun af vane. At bede er for dem blevet et tomt ritual. De fleste unge har ikke opnået „den nøjagtige kundskab om Gud“ som Bibelen taler om, og derfor har Gud ikke nogen særlig fremtrædende plads i deres liv. (Kolossenserne 1:9, 10) Da nogle teenagere blev spurgt om de nogen sinde havde bedt Gud om hjælp til at træffe en vigtig afgørelse, svarede en pige: „Hver gang jeg står over for en stor beslutning, beder jeg til Gud.“ Men så indrømmede hun: „Jeg kan ikke lige nu og her komme i tanker om sådan en beslutning.“ Mange unge regner åbenbart ikke med at det nytter at bede, eller at det vil virke i deres tilfælde.
Ikke desto mindre har tusinder af unge personligt erfaret det samme som Brad, der blev citeret i indledningen — at det virker at bede. Du kan gøre samme erfaring. En tidligere artikel i dette blad begrundede hvorfor vi kan stole på at Gud vil høre vores bønner.b Nu er spørgsmålet så: Hvordan kan det gavne dig at bede? Lad os først se på hvordan Gud svarer på vores bønner.
Hvordan Gud besvarer bønner
På den tid hvor Bibelen blev skrevet, fik nogle af dem der troede på Gud, deres bønner besvaret direkte og til tider endda mirakuløst. Kong Ezekias var et eksempel på dette. Da han fik at vide at han led af en dødelig sygdom, bad han indtrængende til Gud om at blive rask. Gud svarede: „Jeg har hørt din bøn. Jeg har set dine tårer. Se, jeg helbreder dig.“ (2 Kongebog 20:1-6) Gud greb også ind som svar på bønner fra andre gudfrygtige mænd og kvinder. — 1 Samuel 1:1-20; Daniel 10:2-12; Apostelgerninger 4:24-31; 10:1-7.
Men selv dengang var det undtagelsen at Gud greb direkte ind. Når Gud besvarede sine tjeneres bønner, gjorde han som regel ikke mirakler. Han hjalp dem i stedet til at blive „fyldt med den nøjagtige kundskab om hans vilje i al visdom og åndelig forståelse“. (Kolossenserne 1:9, 10) Ja, Gud styrkede dem åndeligt og moralsk ved at give dem visdom og kundskab så de kunne træffe kloge afgørelser. De kristne i det første århundrede blev ikke automatisk udfriet når de var i knibe. I stedet gav Gud dem ’en kraft som er ud over det normale’ sådan at de kunne udholde prøven. — 2 Korinther 4:7; 2 Timoteus 4:17.
Du skal heller ikke forvente at der sker noget dramatisk fordi du beder. Men ligesom Gud hjalp sine tjenere i fortiden, kan han også give dig kraft ved den hellige ånd så du kan klare alle livets forskellige udfordringer. (Galaterne 5:22, 23) Det kan vi belyse ved at se på fire specifikke områder hvor det hjælper at bede.
Hjælp til at træffe afgørelser
Karen kom sammen med en ung mand der tilsyneladende havde sat sig høje åndelige mål. „Han talte altid om at han gerne ville være ældste i menigheden,“ fortæller hun. Det lød jo meget godt. Men „han talte også meget om sit nye firma, og om alle de ting han ville kunne købe til mig. Jeg begyndte at tvivle på at han var helt ærlig.“ Karen nævnte det i sine bønner. „Jeg bad Jehova om at åbne mine øjne og vise mig det jeg havde brug for at vide om min ven.“
Alene det at bede kan være gavnligt, for det kan få dig til at standse op og overveje problemet set ud fra Jehovas synsvinkel. Karen havde også brug for et praktisk råd. Skulle hun regne med at få et mirakuløst svar? Det kan en episode fra kong Davids liv vise os noget om. Da David fandt ud af at hans fortrolige ven Akitofel var blevet rådgiver for hans forræderiske søn Absalom, bad han: „Jehova, gør dog Akitofels råd tåbeligt!“ (2 Samuel 15:31) Men David handlede også selv i harmoni med sin bøn. Han betroede sin ven Husjaj den opgave at modvirke Akitofels råd. (2 Samuel 15:34) Karen gjorde også noget — hun talte med en moden kristen ældste der kendte hendes ven. Ældstebroderen bekræftede hendes bange anelser: Vennen havde ikke gjort åndelige fremskridt.
Karen fortæller: „Det overbeviste mig om bønnens kraft.“ Sørgeligt nok satsede hendes tidligere ven så meget på at tjene penge at han holdt op med at tjene Gud. „Hvis jeg havde giftet mig med ham, havde jeg risikeret at jeg skulle tage alene til de kristne møder,“ siger Karen. At bede hjalp hende til at træffe en fornuftig afgørelse.
Hjælp til at styre dine følelser
„Tåben lader hele sin ånd fare frem,“ siges der i Ordsprogene 29:11, „men den vise holder den i ro til det sidste.“ Problemet er at mange i dag lever under et ekstremt stort følelsesmæssigt pres og ofte mister besindelsen — nogle gange med katastrofale følger. Brian fortæller: „Jeg havde problemer med en arbejdskammerat. En dag truede han mig med en kniv.“ Hvad ville du have gjort? Brian bad en bøn og kunne siden fortælle: „Jehova hjalp mig til at bevare roen, og jeg fik dysset min kollega ned. Han smed kniven fra sig og gik sin vej.“ Brian styrede sine følelser og undgik at hidse sig op. Det reddede sandsynligvis hans liv.
Du er højst sandsynligt aldrig blevet truet med en kniv, men du vil komme ud for mange situationer hvor du vil få brug for at styre dine følelser. Hvis du beder til Jehova, vil du lettere kunne bevare roen.
Hjælp når du er bekymret
Barbara husker en svær tid for nogle år siden. Hun fortæller: „Alt gik skævt for mig, både med job, familie og venner. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre.“ Instinktivt ønskede hun at bede Gud om hjælp, men der var et problem. Hun siger: „Jeg anede ikke hvad jeg skulle bede Jehova om. Til sidst bad jeg blot om at få fred i sindet. Hver aften bad jeg om at han ville hjælpe mig til ikke at bekymre mig om alting.“
Hvordan hjalp det hende at bede? Hun fortæller: „Nogle dage senere opdagede jeg at selv om mine problemer ikke var forsvundet, var jeg ikke mere så optaget af dem eller så bekymret over dem.“ Bibelen indeholder dette løfte: „Lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud . . .; og Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ — Filipperne 4:6, 7.
Hjælp til at komme nærmere til Gud
Tænk også over hvad du kan lære af det som Paul fortæller: „Jeg var lige flyttet ind hos noget familie, og en aften var jeg langt nede. Kort forinden var jeg blevet færdig med highschool, og jeg savnede alle mine venner. Jeg fik tårer i øjnene da jeg den aften tænkte på hvor sjovt vi havde haft det sammen.“ Hvad kunne Paul gøre? For første gang bad han inderligt til Gud. Han fortæller: „Jeg bad inderligt Jehova om at styrke mig og give mig fred i sindet.“
Hvad skete der? „Da jeg vågnede næste morgen, følte jeg mig mere lettet end nogen sinde før. Jeg var ikke længere deprimeret, men mærkede ’Guds fred, som overgår al forstand’.“ Nu hvor Paul ikke længere var trist til mode, kunne han se mere nøgternt på sin situation. Det varede ikke længe før han indså at ’de gode, gamle dage’ ikke havde været så gode endda. (Prædikeren 7:10) Faktisk havde de „venner“ han savnede så stærkt, ikke påvirket ham positivt.
Det vigtigste var at Paul tydeligt mærkede Jehovas omsorg for ham. Han blev klar over at det passer hvad der står i Jakob 4:8: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ Det var et afgørende vendepunkt i Pauls liv. Det fik ham til at sætte Jehova over alt andet og indvi sig til ham.
Tal med Gud!
De omtalte episoder viser at det også kan hjælpe dig at bede. Det gælder selvfølgelig kun hvis du virkelig ønsker at lære Gud at kende og opdyrke et venskab med ham. Desværre venter mange unge for længe med det. Carissa voksede op hos kristne forældre, men hun fortæller: „Jeg tror at det først er her i de senere år at jeg helt har forstået hvor utrolig vigtigt vores unikke forhold til Jehova er.“ Brad, der blev nævnt i indledningen, kommer også fra en kristen familie, men gik sine egne veje i nogle år. Han beretter: „Først da det gik op for mig hvad jeg havde mistet, søgte jeg Jehova. Nu ved jeg hvor koldt og tomt livet kan være uden et godt forhold til Gud.“
Men vent ikke til der opstår en krise før du kommer nærmere til Gud. Begynd at tale med ham nu. Og gør det ofte! (Lukas 11:9-13) „Udøs [dit] hjerte for ham.“ (Salme 62:8) Du vil hurtigt opdage at bøn kan gavne dig.
[Fodnoter]
a Nogle af navnene er ændret.
b Se artiklen „Unge spørger: Lytter Gud til mine bønner?“ i Vågn op! for 22. juni 2001.
[Tekstcitater/illustrationer på side 15]
Bøn kan hjælpe dig til at
● træffe kloge afgørelser
● bevare roen under pres
● bekymre dig mindre
● komme nærmere til Gud