Unge spørger:
Hvordan undgår jeg at føle mig så ensom?
ER DU bange for at blive forkølet? Sikkert ikke. Du ved at en forkølelse går over igen. Men hvad nu hvis forkølelsen ikke går over? Så er det måske noget alvorligere man fejler, og så er det klogt at få noget gjort ved det.
Det samme gør sig gældende hvis man føler sig ensom. For det meste er en sådan følelse af midlertidig karakter.a Men i nogle tilfælde går den nagende ensomhedsfølelse ikke over, og det er som om man ikke kan gøre noget ved det.
Ronny, der går i gymnasiet, fortæller: „Jeg har gået i skole i dette område i otte år, men i al den tid er det ikke lykkedes mig at få en eneste ven! . . . Der er ingen der ved hvor ensom jeg føler mig, og de er sikkert også ligeglade. Nogle gange føler jeg simpelt hen ikke at jeg kan holde det ud mere!“ — Preparing for Adolescence.
Mange teenagere lider, ligesom Ronny, af det der ofte bliver kaldt for kronisk ensomhedsfølelse. Måske har du også denne smertende tomhedsfornemmelse. Hvis du har, da fortvivl ikke. Sandt nok skal man ikke bagatellisere kronisk ensomhedsfølelse, da den er alvorligere end den midlertidige ensomhedsfølelse — ifølge forskere er disse to former for ensomhedsfølelse faktisk „lige så forskellige som en almindelig forkølelse og en lungebetændelse“ — men ligesom man kan helbrede lungebetændelse kan man også bekæmpe en kronisk følelse af ensomhed. Hvordan?
Uanset om man kun føler sig ensom en gang imellem eller man lider af kronisk ensomhedsfølelse, må man først og fremmest finde ud af årsagen hertil. Kong Salomon skrev: „Forstandig er den der skaffer sig kyndig vejledning.“ — Ordsprogene 1:5.
Rhonda på 16 peger på hvad der er den mest almindelige årsag til at nogle altid føler sig ensomme: „Jeg tror jeg føler mig så ensom fordi — ja, man kan jo ikke få venner hvis man har det dårligt med sig selv. Og jeg tror ikke at jeg bryder mig særlig meget om mig selv.“ — Lonely in America.
Rhondas ensomhedsfølelse kommer altså indefra. Hendes manglende selvagtelse hindrer hende i at åbne sig for andre og skaffe sig venner. Har du det på samme måde? En forsker udtaler: „Mange kronisk ensomme mennesker tænker om sig selv: ’Jeg er ikke særlig pæn,’ ’Jeg er uinteressant,’ eller: ’Jeg duer ikke til noget.’“
Manglende selvagtelse kan også bevirke at man er bange for at blive afvist. Steven siger: „Jeg ville gerne tale med nogen om min ensomhed, men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle komme i gang. Jeg var bange for at folk ville grine ad mig eller at de ikke ville tage mig alvorligt. Blot det at åbne sig for andre var svært.“ Det er grunden til at nogle teenagere bliver indadvendte og foretrækker at lide i stilhed. Hvordan kan man løse dette problem?
Styrk din selvrespekt
Nøglen til at overvinde sin ensomhedsfølelse ligger i at styrke sin selvrespekt. Apostelen Paulus skrev: „Ved den ufortjente godhed der er skænket mig siger jeg nemlig til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke.“ (Romerne 12:3; jævnfør Mattæus 19:19.) Dette viser at det er nødvendigt med en vis selvrespekt. Bibelen advarer altså ikke blot imod at man tænker for meget om sig selv, men også imod at man tænker for lidt.
Gud har udstyret mennesket med egenskaber der ligner hans. (1 Mosebog 1:26) Det vil sige at også du sidder inde med et vist mål af disse tiltalende egenskaber. Er du ydmyg, beskeden og lærvillig? Og gavmild, medfølende og venlig? Undervurdér ikke værdien af sådanne egenskaber. Måske kunne du også udvikle andre gode egenskaber. I stedet for at gå og være ked af noget som ikke lader sig ændre, som for eksempel dit udseende, er det langt bedre at du forsøger at ændre det der kan ændres. Det kan være uheldige træk ved din personlighed, såsom utålmodighed, selviskhed, eller et hidsigt temperament. Brug tid på at udvikle det Bibelen kalder „den nye personlighed“, der kendetegnes af venlighed, ydmyghed og mildhed. (Kolossenserne 3:9-12) Så vil din selvrespekt vokse!
Når du først lærer at kunne lide dig selv, vil andre også føle sig tiltrukket af dine tiltalende egenskaber. Men ligesom man først kan se alle farverne på en blomst når den er sprunget helt ud, sådan kan andre også først fuldt ud værdsætte dine egenskaber når du åbner dig helt for dem. „Men hvordan bærer jeg mig ad med det?“ spørger du måske.
Lær at ’udvide’ over for andre
’Det bedste råd man kan give et ensomt menneske er at engagere sig i andre mennesker,’ hedder det i en publikation der for nylig er blevet udgivet af USAs Nationale Institut for Mentalhygiejne. Dette råd harmonerer med Bibelens tilskyndelse til at vise medfølelse og empati over for andre, eller „udvide“ sit hjerte for dem. (2 Korinther 6:11-13; 1 Peter 3:8) Det virker. En undersøgelse der blev offentliggjort i bladet Adolescence viste at ’teenagere der viser interesse for hvordan det går andre, er mindre ensomme end dem der ikke gør det’. Hvorfor? Fordi det at bekymre sig om andre bortleder opmærksomheden fra ens egen ensomhedsfølelse og tilskynder andre til at vise én selv interesse. Andre vil ofte gengælde ens venlighed. (Ordsprogene 11:25) Men hvordan får man begyndt?
Bryd isen
Natalie, der er 19 år, besluttede at hun ikke blot ville vente passivt på at folk skulle komme og hilse på hende. ’Jeg må også være imødekommende,’ siger hun, ’ellers vil folk bare tro at jeg er storsnudet.’ Begynd med et smil. Så vil andre måske også sende dig et smil.
Næste skridt er straks vanskeligere: at få en samtale i gang. Lillian på 15 siger: „Første gang jeg skulle henvende mig til nogle helt fremmede var jeg virkelig nervøs. Jeg var bange for at de ikke ville tale med mig.“ Hvordan får Lillian indledt en samtale? „Jeg stiller folk nogle enkle spørgsmål,“ siger hun, „såsom: ’Hvor kommer du fra? Kender du den og den?’ Måske har man fælles bekendte, og inden længe er man i gang med en samtale.“ Det kan også bryde isen hvis man har haft nogle fælles oplevelser. Anne på 18 tilføjer: „I begyndelsen taler jeg aldrig om noget personligt, for ikke at stille den anden i forlegenhed. Ellers vil vedkommende måske blive forskrækket og for eftertiden søge at undgå mig.“ Det vil derfor være klogest ikke at kaste sig ud i en dyb, fortrolig samtale lige med det samme.
Men hvad hvis man nogle gange simpelt hen ikke kan finde på noget at sige? Så er der sikkert et eller andet man kan gøre. Bibelen fortæller om en kvinde ved navn Dorkas og siger at „de gode gerninger og barmhjertighedsgaver som hun ydede [trængende enker] var mangfoldige“. Da hun døde græd enkerne af sorg. (Apostelgerninger 9:36-39) Dorkas’ gode gerninger havde gjort hende afholdt. Gode gerninger og en gavmild ånd kan på samme måde hjælpe dig til at opbygge dyrebare venskaber.
Men vær realistisk. Lær at forstå at det ikke er alle mennesker der vil besvare dit smil eller din venlige hilsen. I sådanne tilfælde er det imidlertid dem og ikke dig der er noget galt med.
Gør noget ved det!
De fleste teenagere føler sig fra tid til anden ensomme. Husk derfor på at det ofte kun er midlertidigt og at det kan skyldes omstændigheder som du ikke har indflydelse på. Med tiden vil det ofte blive lettere at klare sig igennem de ensomme stunder. Ensomhedsfølelsen vil efterhånden forsvinde.
Den kroniske ensomhedsfølelse kommer imidlertid indefra og skyldes ofte manglende selvrespekt. Hvis dette gælder dig, så gør noget ved det! ’Forny dit sind’ og ’ifør dig den nye personlighed’, står der i Guds ord. (Romerne 12:2; Efeserne 4:23, 24) Ja, styrk din selvrespekt ved at udvikle de tiltalende egenskaber du er i besiddelse af. Hvis du gør noget for andre, vil de sædvanligvis reagere positivt.
Men uanset hvordan folk reagerer kan du få en ven som aldrig vil svigte dig. Hvem er det? Jesus Kristus sagde til sine disciple: „I skal spredes hver til sit og vil efterlade mig alene; og dog er jeg ikke alene, for Faderen er hos mig.“ (Johannes 16:32) Jesu nære forhold til Jehova styrkede ham når han var overladt til sig selv. Jehova kan også blive din ven. Lær hans personlighed at kende ved at læse i Bibelen og ved at betragte hans skaberværk. Styrk dit venskab med ham gennem bønnen. Så vil du hurtigt opdage at venskab med Jehova Gud er det bedste middel mod ensomhed.
[Fodnote]
a Se artiklen „Unge spørger: Hvorfor føler jeg mig så ensom?“ i Vågn op! for 22. juni 1987.
[Illustrationer på side 21]
Hvis du er opmærksom på dit ydre og din fremtræden, kan det have indflydelse på hvordan andre betragter dig