Tro bevægede ham til handling!

MIDTVEJS mellem Den Persiske Bugt og byen Baghdad ligger en rodet bunke murbrokker. I piskende sandstorme og stikkende sol vogter denne ruin et stort, goldt ørkenområde som en enlig skildvagt. Den dybe stilhed brydes kun af uglernes tuden. Dette er alt hvad der er tilbage af Ur, den engang så mægtige stad.

Men lad os gå fire tusind år tilbage. På Eufratflodens østlige bred ligger Ur, en by i rivende udvikling. Skinnende, hvidkalkede huse og butikker kanter dens snoede gader. Købmænd og kunder tinger om priserne i basarerne. Arbejdere slider dag og nat med at spinde mælkehvidt garn af store skyer af uld. Slaver slæber sig ned ad skibenes knirkende landgangsbroer, sammenbøjede under vægten af importerede herligheder.

Dette liv og røre udfolder sig i skyggen af en knejsende ziggurat der rager op over byens tage som et vartegn. Folk kommer til denne helligdom for at tilbede den gud som de mener har skænket byen dens velstand — måneguden Nanna eller Sin.

I én mands næsebor er lugten af de ofre der bringes på toppen af dette pyramideformede tempel, imidlertid en vanhellig stank. Hans navn er Abram (senere får han navnet Abraham). Hans fader, Tara, har måske på et tidspunkt deltaget i denne afgudsdyrkelse. (Jævnfør Josua 24:2, 14, 15.) Men nu har Abram lært den sande Gud, Jehova, at kende. Hvordan? Efter alt at dømme gennem samvær med Sem, der overlevede Vandfloden på Noas tid.

Snart får Abram lejlighed til at bevise at hans tro på Jehova er aktiv og levende. Gud ’viser’ sig for ham og giver ham denne befaling: „Rejs bort fra dit land og fra dine slægtninge og fra din faders hus til det land som jeg vil vise dig; og jeg vil gøre dig til en stor nation og jeg vil velsigne dig og jeg vil gøre dit navn stort; og vær en velsignelse. Og jeg vil velsigne dem der velsigner dig, og den der nedkalder ondt over dig vil jeg forbande, og ved dig skal alle jordens slægter velsigne sig.“ — 1 Mosebog 12:1-3; Apostelgerninger 7:2-4.

Abrams reaktion

Skal Abram virkelig forlade denne blomstrende by, kaldæernes Ur? Nogle af husene i byen er dejlige toetages murstensbygninger med op til 14 værelser omkring en gårdsplads! Det er ikke så mærkeligt at den franske historiker Henri Gaubert mente at Abram var en almindelig nomade. Han havde svært ved at tro at Abram kunne have forladt et „hus i Ur hvis værelser var møbleret med divaner og hynder, en komfortabel bolig der var kølig om sommeren og varm om vinteren, en velforsynet kælder, en kilde med køligt ferskvand“. Forlade alt dette og begynde at leve som nomade? Umuligt!

Tænk også på at Abram måtte lade nogle af sine slægtninge tilbage. I Mellemøsten er familiebåndene så stærke at en tvungen adskillelse fra familien betragtes som en dødsdom. Hvordan skal Abram dog kunne lade alt dette bag sig, når han ikke har andet end nogle løfter at holde sig til? Hvordan vil Gud gøre denne mand — der endnu er barnløs — til „en stor nation“? Og hvor ligger det land Gud har lovet at give ham?

Abram har en stærk tro, ’en sikker forventning om ting der håbes på’. (Hebræerne 11:1) Fortidige begivenheder som for eksempel den jordomspændende vandflod har overbevist ham om at det altid går som Gud har sagt. Han lader sig ikke skræmme af at han ikke ved nøjagtig hvordan, hvornår eller hvor Guds løfter vil blive indfriet. For Abram kan intet måle sig med venskabet med Jehova — heller ikke et dejligt hjem, en tryg tilværelse eller et nært familieforhold. Derfor vakler han ikke et øjeblik i sin beslutning om at adlyde Gud og rejse fra Ur.

Bevæger din tro også dig til handling? Vi tilskyndes ofte til at gøre en større indsats i forkyndelsen. Nogle følger denne opfordring ved at blive heltidsforkyndere. Holder andre kristne sig mon tilbage fordi de inderst inde tvivler på Guds løfte om at han vil sørge for dem der søger Riget først? (Mattæus 6:33) Abrams tro bevægede ham til handling. Han satsede sin fremtid på Guds løfter!

Fra Ur til Karan

Abram er ikke alene da han drager af sted. Ligesom det er tilfældet med mange af Jehovas vidner i dag, har han uden tvivl fortalt sine slægtninge om Gud og hans løfter. Det er derfor ikke overraskende at Abrams kone, Saraj, og en faderløs nevø ved navn Lot også føler sig tilskyndet til at følge Guds befaling.a Selv Tara, Abrams fader, som nogle mener var afgudsdyrker, drager med. — 1 Mosebog 11:31.

Abrams familie og hjorde samles uden for Urs mure. Så gives afgangssignalet, og karavanen drager af sted i ro og orden. Under den brændende sol vandrer og rider de ad en vej langs Eufratflodens østlige bred, sandsynligvis til den ringlende lyd af klokker som er bundet om halsen på deres kameler.

De følger Eufratflodens krumning og drager mod nordvest. Efter mange, mange dage har de tilbagelagt næsten 1000 kilometer, og det er uden tvivl med stor glæde de trætte rejsende får øje på de bikubeformede hytter der omgiver byen Karan. Det er et sted hvor mange karavaner gør holdt. — 1 Mosebog 11:31.

Over Eufrat

Abram slår sig ned i Karan, sikkert af hensyn til Tara, der er en gammel mand. Han nyder Jehovas bevågenhed og bliver meget velstående. (Jævnfør Prædikeren 5:19.) Og hvor ofte har Jehova ikke også i dag dækket de materielle behov hos dem der for Rigets skyld ’har forladt hus, brødre, søstre, moder, fader, børn eller marker’! — Markus 10:29, 30.

Bibelen oplyser at Abram også ’erhverver sig sjæle’ i Karan — det vil sige tjenestefolk. (1 Mosebog 12:5) Jerusalem-targumerne og den kaldæiske parafrase siger at han hverver proselytter eller ’fører dem ind under loven’. (Jævnfør Første Mosebog 18:19.) Ja, hans tro bevæger ham til at forkynde for andre, ligesom Jehovas vidner også gør i dag.

„Taras dage blev efterhånden to hundrede og fem år. Derpå døde Tara i Karan.“ (1 Mosebog 11:32) Abram sørger over sin faders død, men da sørgetiden er omme lægger han igen planer om at rejse. „Abram var femoghalvfjerds år gammel da han drog ud fra Karan.“ — 1 Mosebog 12:4.

„Så tog Abram sin hustru Saraj og sin brodersøn Lot og alle de ejendele som de havde samlet sig og de sjæle som de havde erhvervet sig i Karan, og de begav sig på vej ud for at rejse til Kana’ans land.“ (1 Mosebog 12:5) De gør sandsynligvis ophold ved Eufrat 90 kilometer vest for Karan, over for handelscenteret Karkemisj. Her er der et overgangssted som benyttes meget af karavaner.

Hvilken dato var dette? Det var den 14. nisan år 1943 f.v.t. Samme dato 430 år senere vil Abrams efterkommere blive udfriet fra trældommen i Ægypten. (2 Mosebog 12:40, 41) Og næsten to tusind år senere vil hans afkom, Jesus Kristus, på samme dato indstifte „en pagt . . . om et rige“, en pagt hvorved „alle jordens slægter“ skal velsigne sig! — Lukas 22:1, 28, 29.

Med en trosgerning — nemlig Abrams overgang over Eufrat — begynder Guds løfter til ham at gå i opfyldelse. Abram kan levende forestille sig ’byen som har faste grundvolde’, en retfærdig regering over menneskeheden. Med nogle ganske få holdepunkter er han begyndt at kunne skimte omridset af Guds hensigt: at genløse den døende menneskehed. Profetiens flamme har tændt en håbets fakkel i hans sind! — Hebræerne 11:10.

Jehovas vidner har i dag et større grundlag for tro end Abram havde. Stadig flere vidnesbyrd viser at „byen“, det himmelske rige som Abram så frem til, nu er oprettet. Men bevæger vor tro på dette os til at forkynde nidkært, til at følge Guds anvisninger, til at forfølge åndelige mål i stedet for at stræbe efter materiel komfort? Det vil den gøre hvis vi har samme tro som Abram. Hans tro bevægede ham til handling!

[Fodnote]

[Kort/​illustrationer på side 26]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Abrahams rejse

Ur

Karan

Karkemisj

KANA’AN

Middelhavet

[Kildeangivelse]

Udarbejdet efter et kort fra Pictorial Archive (Near Eastern History) Est. and Survey of Israel

[Illustration]

Eufratfloden i nærheden af Ur

[Illustration]

Karan i dag

[Illustration]

Eufratfloden nær Karkemisj