“Du er en kvinde med et smukt udseende”

SARA stod midt i værelset og så sig omkring. Forestil dig en kvinde fra Mellemøsten med mørke og usædvanligt smukke og udtryksfulde øjne. Var der lidt vemod at spore i dem? Hvis det var tilfældet, er det ikke svært at forstå hvorfor. Der var mange minder forbundet med dette hus. Sammen med sin elskede mand, Abraham, havde hun tilbragt mange lykkelige timer her.a I fællesskab havde de gjort det til deres hjem.

De boede i Ur, en blomstrende by med mange kunstnere, håndværkere og købmænd, så de havde sikkert mange ejendele. Men for Sara var hendes hjem ikke bare et sted hvor hun havde sine ting. Her havde hun sammen med sin mand haft mange år med glæder og skuffelser. Her havde de utallige gange bedt til deres elskede Gud, Jehova. Det var med god grund at Sara elskede dette sted.

Alligevel var Sara villig til at rejse væk fra alt det hun var godt kendt med. Selvom hun måske var omkring 60 år gammel, var hun parat til at rejse til ukendte steder og begynde et liv fyldt med farer og vanskeligheder, uden udsigt til at vende tilbage. Hvad fik hende til at gøre en så gennemgribende forandring i sit liv? Og hvad kan vi i dag lære af hendes tro?

Sara voksede sandsynligvis op i Ur. Alt hvad der i dag er tilbage af denne by, er en øde ruin. Men på Saras tid var Eufratflodens vande og kanaler befærdet med handelsskibe der bragte værdifulde varer fra nær og fjern til denne velstående by. I Urs snævre, snoede gader myldrede det med folk, langs dens kajer kæmpede skibe om pladsen, og i dens basarer fandtes en overflod af varer. Forestil dig Sara vokse op i denne livlige og travle by, hvor hun lærte mange af dens indbyggere at kende ved navn. De lagde helt sikkert også mærke til hende, for hun var en usædvanligt smuk kvinde. Hun havde også en stor familie der.

Sara er kendt i Bibelen for sin stærke tro – men det var ikke en tro på den månegud mange tilbad i Ur, hvor en ziggurat for denne gud hævede sig op over byen. Saras far var på et tidspunkt afgudsdyrker, men hun tilbad den sande Gud, Jehova. Den inspirerede beretning fortæller ikke hvordan hun fik denne tro, men hvorom alting er, giftede hun sig med Abraham, en mand der var ti år ældre end hende selv.b (1 Mosebog 17:17) Abraham blev senere kendt som “fader til alle som tror”. (Romerne 4:11) De havde et godt og stærkt ægteskab, et der var kendetegnet af gensidig respekt, god kommunikation og villighed til sammen at klare vanskelige problemer. Men frem for alt var deres ægteskab præget af kærlighed til deres Gud.

Sara elskede sin mand højt, og de to slog sig ned blandt deres slægtninge i Ur. Men der gik ikke lang tid før de kom ud for en skuffelse. Bibelen siger at Sara var “ufrugtbar; hun havde ikke noget barn”. (1 Mosebog 11:30) I forhold til kulturen dengang var Saras situation særligt frustrerende. Men Sara forblev trofast mod sin Gud og sin mand. Deres faderløse nevø Lot blev åbenbart som en søn for dem. Livet gik videre – indtil den dag da alting ændrede sig.

Abraham kom hen til Sara ude af sig selv af begejstring. Han kunne næsten ikke tro det der lige var sket. Den Gud de tilbad, havde netop talt til ham – endda vist sig for ham, uden tvivl gennem en engel! Forestil dig Sara, der med sine smukke øjne intenst rettet mod sin mand åndeløst spørger: “Hvad sagde han til dig? Fortæl, fortæl!” Måske satte Abraham sig først ned for at samle sine tanker, hvorpå han fortalte hende hvad Jehova havde sagt: “Rejs ud fra dit land og fra dine slægtninge og kom her til det land som jeg vil vise dig.” (Apostelgerninger 7:2, 3) Efter at den første begejstring havde lagt sig, begyndte de at overveje hvad den opgave Jehova nu gav dem, ville indebære. De skulle forlade deres stabile, komfortable liv og leve som nomader. Hvordan ville Sara reagere? Uden tvivl iagttog Abraham hende nøje. Ville hun villigt støtte ham i forbindelse med en så stor forandring i deres liv?

Det valg Sara stod over for, har vi måske svært ved at sætte os ind i. Det kan være vi tænker: ‘Gud har da aldrig bedt mig eller min ægtefælle om at gøre noget som helst i den retning.’ Men står vi ikke alle over for et lignende valg? Vi lever i en materialistisk verden, der opmuntrer os til kun at tage hensyn til vores egen bekvemmelighed, vores ejendele og vores behov for tryghed. Bibelen tilskynder os imidlertid til at vælge at gøre noget andet – at søge de åndelige ting først ved først og fremmest at glæde Gud. (Mattæus 6:33) Når vi tænker på hvad Sara gjorde, kunne vi spørge os selv: ‘Hvilket valg vil jeg træffe i livet?’

Da Sara pakkede sine ting, stod hun i et dilemma med hensyn til hvad hun skulle tage med, og hvad hun skulle efterlade. Hun kunne ikke beholde noget der var for stort til at en karavane af æsler og kameler kunne bære det, intet som ville være upraktisk i et liv som nomade. Mange af deres ejendele måtte uden tvivl sælges eller gives væk. Forbi var også komforten ved at leve i en by – den lette adgang til markeder eller basarer hvor hun kunne købe korn, kød, frugt, tøj og andre ting der var nødvendige og gjorde livet behageligt.

Måske var det sværere for Sara at skulle opgive selve hjemmet. Hvis det var ligesom mange af de huse som arkæologer har udgravet i Ur, stod hun over for at miste mange bekvemmeligheder. I nogle af disse huse var der tolv værelser eller flere, såvel som indlagt vand og andre sanitære installationer. Selv et beskedent hus kunne have et solidt tag, vægge og en dør der kunne lukkes med en slå. Kunne et telt yde samme beskyttelse mod tyve? Eller mod løver, leoparder, bjørne og ulve – dyr der på den tid var almindelige i de lande Bibelen omtaler?

Og hvad med familien? Hvem ville Sara være nødt til at efterlade? Guds befaling “Rejs bort fra dit land og fra dine slægtninge” kan have været en særlig udfordring for hende. Hun var en kærlig og omsorgsfuld kvinde og har sikkert haft brødre og søstre, niecer og nevøer og tanter og onkler som hun var nært knyttet til og måske aldrig ville se igen. Alligevel fortsatte Sara tappert dag efter dag med at gøre alt klar til afrejsen.

Trods udfordringerne havde Sara pakket og var parat til at rejse den planlagte dag. Familiens patriark, Tara, der var omkring 200 år gammel, skulle rejse sammen med Abraham og Sara. (1 Mosebog 11:31) Sara ville uden tvivl have meget at gøre med at tage sig af sin aldrende far. Lot sluttede sig også til dem da de ‘rejste ud fra kaldæernes land’ i lydighed mod Jehova. – Apostelgerninger 7:4.

Karavanen drog først til Karan, omkring 1.000 kilometer i nordvestlig retning, og fulgte Eufratflodens løb. I Karan slog familien sig ned for en tid. Tara kan have haft et skrantende helbred på dette tidspunkt og var måske ude af stand til at rejse videre. Familien blev der indtil han døde i en alder af 205 år. På et tidspunkt inden rejsens næste fase talte Jehova igen til Abraham og sagde endnu en gang at han skulle forlade landet og rejse videre til det land Jehova ville vise ham. Nu tilføjede Jehova imidlertid et storslået løfte: “Jeg vil gøre dig til en stor nation.” (1 Mosebog 12:2-4) Men da de forlod Karan, var Abraham 75, og Sara 65, og de var barnløse. Hvordan kunne en nation fremstå gennem Abraham? Ville han tage sig endnu en kone? Polygami var almindeligt på den tid, så det kan godt have været noget Sara spekulerede på.

Under alle omstændigheder forlod de Karan og drog videre. Men læg mærke til hvem der nu var med dem. Beretningen siger at Abrahams familie rejste afsted med alle de ejendele de havde samlet sig, og “de sjæle som de havde erhvervet sig i Karan”. (1 Mosebog 12:5) Hvem var disse mennesker? Det har højst tænkeligt været tjenestefolk, men Abraham og Sara har uden tvivl talt om deres tro med dem hvis de var villige til at lytte. Ifølge nogle af oldtidens jødiske overleveringer var de folk der omtales i dette vers, også proselytter, nogle der havde sluttet sig til Abraham og Sara i tilbedelsen af Jehova. Hvis det forholder sig sådan, er det sikkert fordi Sara på grund af sin stærke tro har virket meget overbevisende når hun talte med andre om sin Gud og sit håb. Det er godt for os at tænke over, for vi lever i en tid hvor tro og håb nærmest er et ukendt begreb. Når du lærer noget fra Bibelen som du er glad for, kunne du så tale med andre om det?

Efter at de var gået over Eufratfloden, formentligt den 14. nisan 1943 f.v.t., fortsatte de sydpå ind i det land Jehova havde lovet dem. (2 Mosebog 12:40, 41) Forestil dig Sara se sig omkring, betaget af landets skønhed, afvekslende natur og behagelige klima. Nær Mores store træer, tæt på Sikem, viste Jehova sig igen for Abraham og sagde: “Dit afkom giver jeg dette land.” For Abraham lå der en stor betydning i udtrykket “afkom”. Det fik ham helt sikkert til at tænke på det der skete i Edens Have, hvor Jehova havde forudsagt at et afkom en dag ville tilintetgøre Satan. Jehova havde allerede fortalt Abraham at den nation der udgik fra ham, ville bane vej for at mennesker på hele jorden ville blive velsignet. – 1 Mosebog 3:15; 12:2, 3, 6, 7.

Familien var dog ikke immun over for denne verdens problemer. Kana’ans land blev ramt af hungersnød, og Abraham besluttede at føre sin familie sydpå til Egypten. Han følte imidlertid at der var en særlig fare der lurede i dette område. Han sagde derfor til Sara: “Hør engang! Jeg ved jo at du er en kvinde med et smukt udseende. Og det vil afgjort gå sådan, når ægypterne ser dig, at de vil sige: ‘Dette er hans hustru.’ Og de dræber mig, men dig vil de bevare i live. Jeg beder dig, sig du er min søster, for at det kan gå mig godt for din skyld og min sjæl kan leve takket være dig.” (1 Mosebog 12:10-13) Hvorfor bad Abraham om noget så usædvanligt?

Abraham var hverken en løgner eller en kujon, sådan som nogle kritikere har beskyldt ham for. Det er sandt at Sara var hans halvsøster. Og Abrahams forsigtighed var velbegrundet. Abraham og Sara vidste at intet var mere vigtigt end Guds hensigt med at frembringe et særligt afkom og en nation gennem Abraham, så Abrahams sikkerhed var af allerstørste betydning. Dertil kommer at arkæologiske vidnesbyrd har vist at det ikke var ualmindeligt i Egypten at magtfulde mænd bortførte en mands kone og dræbte manden. Så Abraham handlede klogt, og Sara støttede ydmygt hans beslutning.

Der gik ikke lang tid før det viste sig at Abrahams frygt var velbegrundet. Nogle af Faraos fyrster lagde mærke til Saras betagende skønhed – et bemærkelsesværdigt træk i betragtning af hendes alder. De fortalte Farao om hende, og han befalede at kvinden skulle hentes. Det er svært at forestille sig den angst Abraham må have følt, eller den frygt der må have grebet Sara. Men det ser ikke ud til at hun blev behandlet som gidsel, men som en æret gæst. Måske havde Farao planlagt først at gøre tilnærmelser til Sara og imponere hende med sin velstand og så forhandle med hendes “bror” om at få hende til kone. – 1 Mosebog 12:14-16.

Tænk på Sara, der fra et paladsvindue eller en balkon ser ud over det egyptiske landskab. Hvordan mon det har været for hende igen at bo i et hus med vægge, tag over hovedet og lækker mad der blev serveret for hende? Blev hun fristet af et liv i luksus – måske et liv endnu mere overdådigt end det hun kendte fra Ur? Forestil dig hvor meget det ville have frydet Satan hvis hun havde svigtet Abraham og var blevet gift med Farao! Men det gjorde Sara ikke. Hun var loyal over for sin mand, sit ægteskab og sin Gud. Hvis bare alle der er gift i dag, ville vise en sådan loyalitet! Kan du efterligne Sara ved at være loyal over for din familie og dine venner?

Jehova greb ind for at beskytte denne elskede kvinde ved at sende plager mod Farao og hans husstand. Da Farao på en eller anden måde blev klar over at Sara var Abrahams kone, sendte han hende tilbage til hendes mand og bad Abraham og dem der var sammen med ham, om at forlade Egypten. (1 Mosebog 12:17-20) Hvor var Abraham lykkelig for at få sin elskede kone tilbage! Husk at han kærligt havde sagt til hende: “Jeg ved jo at du er en kvinde med et smukt udseende.” Men der var en anden slags skønhed hos Sara som han værdsatte endnu mere – en dybere skønhed end hendes udseende. Sara havde en ægte indre skønhed – den skønhed Jehova sætter pris på. (1 Peter 3:1-5) Det er en form for skønhed som vi alle kan arbejde på at få. Hvis vi sætter det åndelige før det materielle, prøver at give andre del i det vi har lært om Gud, og loyalt lever op til Guds moralnormer når vi kommer ud for fristelser, efterligner vi Saras tro.