HEBRÆER

Betegnelsen „hebræer“ bruges første gang om Abram og tjener til at adskille ham fra hans amoritiske naboer. (1Mo 14:13) Så godt som hver gang udtrykket derefter anvendes, er formålet ligeledes at skelne mellem nationaliteter. Den talende kan for eksempel være ikkeisraelit (1Mo 39:13, 14, 17; 41:12; 2Mo 1:16; 1Sa 4:6, 9) eller en israelit der henvender sig til en udlænding (1Mo 40:15; 2Mo 1:19; 2:7; Jon 1:9), eller der nævnes udlændinge i sammenhængen. — 1Mo 43:32; 2Mo 1:15; 2:11-13; 1Sa 13:3-7.

Som det fremgår af ovennævnte skriftsteder, var ægypterne fortrolige med betegnelsen „hebræer“ allerede i det 18. århundrede f.v.t. Det kunne tyde på at Abraham, Isak og Jakob var blevet kendt i et ret stort område, sådan at folk vidste hvad fællesnavnet „hebræer“ stod for. Da Josef omtalte „hebræernes land“ (1Mo 40:15) over for to af Faraos tjenere, sigtede han uden tvivl til egnen omkring Hebron, som hans fader og forfædre lang tid forinden havde gjort til en slags udgangspunkt for deres virke. Omkring 600 år senere omtalte filistrene stadig israelitterne som „hebræere“, og på kong Sauls tid var „hebræerne“ ensbetydende med „Israel“. (1Sa 13:3-7; 14:11; 29:3) I det 9. århundrede f.v.t. gav profeten Jonas sig til kende som hebræer over for søfolkene (muligvis fønikiere) på et skib der var sejlet ud fra havnebyen Joppe. (Jon 1:9) I Moseloven blev der skelnet mellem hebraiske trælle og trælle af andre nationaliteter (2Mo 21:2; 5Mo 15:12), og i en henvisning til dette viser Jeremias’ Bog (7. årh. f.v.t.) at en „hebraisk“ mand eller kvinde på det tidspunkt var ensbetydende med en „jøde“. — Jer 34:8, 9, 13, 14.

Ifølge én opfattelse kommer det af verbalroden ‛avarʹ, „at gå over“, „at gå forbi“, „at gå igennem“, og betegnelsen skulle i så fald sigte til Abraham som den mand Gud tog „fra den anden side af Floden [Eufrat]“. (Jos 24:3) Oversætterne af den græske Septuaginta forstod udtrykket på denne måde, og i 1 Mosebog 14:13 kaldte de derfor Abraham „den overskridende“ i stedet for „hebræeren“. Denne teori er ret udbredt, men den har sine svage sider. Udtrykket ‛ivrīʹ (hebræer) har samme endelse som andre udtryk der med sikkerhed er patronymer, det vil sige navne der er dannet ved tilføjelse af en forstavelse eller en endelse som angiver en tilknytning til faderens eller en forfaders navn. Udtrykket mō’avīʹ (moabit) sigter således snarere til en der stammer fra Moab (Mō’avʹ), end til en der kommer fra et bestemt geografisk område, og det samme gælder udtrykkene ‛ammōnīʹ (ammonit), danīʹ (danit) og mange andre.

Dertil kommer at hvis udtrykket „hebræer“ kun blev brugt om Abraham fordi han ’gik over’ Eufratfloden, synes det at være et meget bredt udtryk som kunne bruges om enhver anden der gjorde det samme — og det var der sikkert mange udvandrere der gjorde i århundredernes løb. Hvis udtrykket har denne oprindelse, kan det kun tjene som en egentlig betegnelse hvis man anerkender at det var på Guds befaling Abraham gik over Eufrat. Det er tvivlsomt om hedninger der brugte udtrykket, anerkendte dette, men det kan ikke siges at være umuligt.