Hvad siger Bibelen?

Hvad står der egentlig i Første Mosebog?

„KREATIONISTERNE“ hævder at universet ifølge Første Mosebog blev skabt af Gud for mindre end ti tusind år siden. De siger også at jorden og livsformerne på den blev skabt i løbet af seks bogstavelige dage på hver 24 timer.

Tilhængere af udviklingsteorien affejer derimod Første Mosebog som en myte. De mener at universet og jorden, med alle livsformerne på den, er et produkt af en tilfældig udviklingsproces der har strakt sig over milliarder af år.

Mange finder imidlertid begge teorier utilfredsstillende. Visse elementer i kreationisternes teori synes at stride imod almindelig fornuft og modsiges også af de vidnesbyrd vi kan iagttage i naturen. Men det falder også mange svært at godtage den tanke at livet, i al dets forunderlige og komplicerede natur, blot skulle være produktet af blinde evolutionskræfters spil. Findes der kun disse to synspunkter at vælge imellem?

Nej. Der findes et tredje synspunkt, som bygger på de oplysninger Første Mosebog faktisk giver. Lad os se nærmere på dette.

Hvad Første Mosebog siger

I indledningen til Første Mosebog står der: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ (1 Mosebog 1:1) Skal det forstås sådan at dette skete for cirka ti tusind år siden? Nej, tidspunktet angives ikke. „Begyndelsen“ kan derfor have ligget milliarder af år tilbage.

Bibelen viser imidlertid at et forstandsvæsen, Skaberen, allerede fra „begyndelsen“ kontrollerede tilblivelsesprocessen. Ganske vist har mange videnskabsfolk svært ved at forlige sig med denne tanke, men den stemmer helt overens med de konklusioner astronomerne er nået til, nemlig at universet havde en begyndelse, at det er særdeles velordnet, og at det styres af fastsatte love. Et velordnet system der er grundlagt på love, kan kun være et produkt af intelligent tankevirksomhed. Videnskaben har forklaret mange af disse love for os, men kun Første Mosebog præsenterer os for Lovgiveren.

Beretningen i Første Mosebog giver derpå en oversigt over de berømte seks „dage“ hvor skabelsen fandt sted. Men disse dage omfatter ikke det tidsrum hvori jordens og universets grundstoffer blev frembragt. Det var allerede sket „i begyndelsen“. De seks skabelsesdage var de perioder hvori urtidens ugæstmilde jordklode lidt efter lidt blev gjort beboelig.

Var hver af disse seks dage et bogstaveligt døgn på 24 timer? Det siger Første Mosebog ikke. På hebraisk, det sprog bogen er affattet på, kan ordet „dag“ betegne lange tidsrum, endog tusinder af år. (Jævnfør Salme 90:4; Første Mosebog 2:4.) For eksempel varer „den syvende dag“, som vi stadig lever på, tusinder af år. (1 Mosebog 2:2, 3) Ud fra det foreliggende må de seks dage derfor betragtes som en periode på titusinder af år.

„Efter deres arter“

Ifølge beskrivelsen af de seks skabelsesperioder blev vandet, jorden, lyset, atmosfæren, planterne, fiskene, fuglene, landdyrene og til sidst menneskene frembragt i den nævnte rækkefølge. (1 Mosebog 1:3-27) Denne rækkefølge stemmer i alt væsentligt overens med det forskerne har fundet frem til.

En bemærkelsesværdig udtalelse forekommer imidlertid gentagne gange i beretningen i Første Mosebog, kapitel 1. Angående den femte skabelsesdag siges der for eksempel i vers 21: „Og Gud gik i gang med at skabe de store havuhyrer og hver levende sjæl af dem der myldrer omkring og som vandene lod vrimle frem efter deres arter.“ Om den sjette dag hedder det i vers 24: „Lad jorden få levende sjæle til at fremkomme efter deres arter, husdyr og myldrende smådyr og jordens vilde dyr efter deres arter.“

Det fremgår heraf at ’arterne’ i bibelsk forstand sigter til de store hovedgrupper og ikke til de enkelte varieteter. Disse hovedgrupper blev skabt hver for sig og nedstammer ikke fra hinanden. Inden for disse grupper er der givet mulighed for en mangfoldig variation, som det ses hos for eksempel hunde, katte og mennesker. Men Skaberen har trukket bestemte genetiske grænser der altid vil holde ikkebeslægtede livsformer adskilt. Det er grunden til at en kat og en hund ikke kan formere sig indbyrdes og frembringe en ny livsform.

Sandt nok strider dette imod udviklingsteorien, men det strider ikke imod iagttagne kendsgerninger. Inden for de enkelte hovedgrupper er dyrene meget forskelligartede, men ingen har nogen sinde kunnet dokumentere at én dyregruppe ved formering eller udvikling er blevet til en ny.

Men hvad er da årsagen til at forskellige dyr kan have anatomiske fællestræk? Årsagen er nærliggende når vi tager i betragtning at de alle er frembragt af den samme Skaber, at de alle består af de samme grundstoffer, og at de har fælles livsbetingelser.

Desuden rummer Første Mosebog løsningen på en gåde som forskerne ikke kan løse: Hvorfra stammer livet? Man forsøger at besvare spørgsmålet ved hjælp af forskellige teorier, men uden held. Og den uomgængelige kendsgerning der gentagne gange er blevet bekræftet i laboratorierne, er at liv kun kan komme fra allerede eksisterende liv, og dét kun i overensstemmelse med arvelighedslovene.

Første Mosebog oplyser os også om at livet er ældre end universet, og at alt andet liv i himmelen og på jorden udspringer fra den samme kilde til liv, nemlig den almægtige Skaber, der kalder sig ved navnet Jehova. Videnskaben kan ikke fremsætte en bedre forklaring som harmonerer med alle de videnskabelige kendsgerninger vi kan iagttage. — Salme 36:9; 83:18; Esajas 42:8; Åbenbaringen 4:11.

Menneskets begyndelse

Det sidste der blev skabt på jorden var ifølge Første Mosebog mennesket selv: „Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.“ (1 Mosebog 2:7) Også videnskaben mener at mennesket har gjort sin entré ret sent, sammenlignet med de øvrige livsformer.

Skriftstedet modsiger imidlertid de fleste kreationisters opfattelse af sjælen som udødelig og adskilt fra legemet. De siger at sjælen forlader legemet ved døden; men Første Mosebog viser i lighed med mange andre skriftsteder at mennesket ikke har en iboende sjæl. Mennesket er en sjæl. Ved døden ophører mennesket med at eksistere og må vente på en opstandelse. (Prædikeren 9:5, 10; Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15; Åbenbaringen 20:12, 13) Bibelen sammenligner døden med en søvn man kan blive vækket af i opstandelsen. — Johannes 11:11, 43, 44.

Ordene i Første Mosebog 2:7 er også i modstrid med evolutionsteorien, idet de klart viser at mennesket blev skabt direkte af Gud og ikke nedstammer fra dyrene.

Er denne fremstilling troværdig? Her må man påpege at videnskaben ikke har formået at fremlægge noget bevis på at mennesket nedstammer fra dyrene. Der findes intet bevis for at de abelignende fossiler man har gravet op i Afrika og andre steder, i nogen henseende har været menneskets forfædre. Hvis disse fortidsdyr var levende i dag, ville de sandsynligvis blive anbragt i zoologiske haver sammen med andre abelignende skabninger. Alle forsteninger der i knoglebygning og størrelse minder om mennesker, har sandsynligvis blot repræsenteret en gren af menneskeslægten.

Det er også hævet over enhver tvivl at menneskelegemet består af stoffer der findes i „jordens støv“, sådan som Første Mosebog siger. Faktisk er mennesket afhængigt af dette „støv“ for at kunne opretholde livet. Vi vedligeholder og fornyr legemet ved hjælp af føde der består af næringsstoffer som findes i „jordens støv“ og som vi optager gennem den vegetabilske og animalske føde vi spiser.

En vildmand — eller søn af Gud?

Endnu en beskrivelse af menneskets skabelse findes i Første Mosebog 1:26, hvor Gud siger: „Lad os frembringe mennesker i vort billede, så de ligner os, og lad dem råde over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og husdyrene og hele jorden og alle smådyr der myldrer omkring på jorden.“ Eftersom Bibelen oplyser at Gud er en ånd, må vendingen „i vort billede“ betyde at mennesket besidder egenskaber som også kendetegner Gud.

Denne udtalelse forklarer hvorfor der er så udpræget forskel på mennesker og dyr — hvilket evolutionsteorien ikke formår. Kun mennesket kan beherske dyrene og plantevæksten. Kun mennesket er i besiddelse af moralfølelse og samvittighed. Kun mennesket har en så fri vilje og en fremragende forstand. Kun mennesket har en bevidsthed om Guds eksistens og er udrustet med evnen til at tale så det kan kommunikere med ham. Tidsskriftet Journal of Semitic Studies udtaler: „Menneskets tale er en gåde; den er en Guds gave.“

Evolutionisterne fremstiller de tidligste mennesker som bestialske og vilde. Utvivlsomt har nogle tidligere medlemmer af menneskeslægten udvist brutale karaktertræk, men det gælder også nutidsmennesket, hvilket bevidnes af at over hundrede millioner mennesker er blevet nedslagtet i dette århundredes krige. Det brutale er altså langtfra gået af mennesket! Bibelen viser imidlertid at de første mennesker ikke stod tilbage for nutidsmennesket hvad angår moralsk og intellektuel kapacitet. (Jævnfør Første Mosebog 4:20-22; 5:22; 6:9.) Dette modsiges ikke af iagttagne kendsgerninger. Tag for eksempel de malerier som såkaldt forhistoriske mennesker malede på hulevæggene i Lascaux i Frankrig. Den følsomhed og kunstneriske sans som disse malerier udstråler, vækker den dag i dag stor beundring.

Den virkelige betydning af Første Mosebog

De indledende kapitler i Første Mosebog giver os således et glimt af hovedtrækkene i tilblivelsesprocesserne. Første Mosebog er imidlertid ikke en udtømmende naturvidenskabelig afhandling — og det var heller ikke hensigten med den. Dens oplysninger har et dybere formål.

For eksempel viser den at menneskets lykke afhang af at det vedblev med at samarbejde med Skaberen. Men da mennesket nægtede at anerkende sin stilling og gjorde oprør imod Guds ordning, mistede det sin oprindelige lykke og styrtede hovedkulds ned i den vildskab, synd og død vi stadig er vidne til. — 1 Mosebog 3:1-18; 5 Mosebog 32:4, 5.

Første Mosebogs indledende kapitler viser imidlertid at Gud straks efter menneskets oprør tog det første skridt til at gennemføre sit langsigtede forehavende, at føre menneskeheden tilbage til dens oprindelige lykkelige tilstand. Der ville fremstå et „afkom“ som skulle ophæve de negative virkninger af menneskets synd. (1 Mosebog 3:15) Hvem dette afkom skulle være er et fremtrædende og gennemgående tema i Bibelen. Den skildrer hvordan afkommet til den fastsatte tid fremstod i skikkelse af Messias, Jesus, og hvordan Gud når hans tid er inde vil gribe afgørende ind, med Jesus i hovedrollen, og vende menneskeheden bort fra dens ødelæggende kurs. Den beskriver også hvordan hele jorden vil blive forvandlet til et paradis, beboet af fuldkomne mennesker — et paradis hvor krig, vold, kriminalitet, sorg og endda sygdom og død aldrig mere vil hjemsøge menneskeslægten. — Salme 46:9; Åbenbaringen 21:4, 5.

Ja, Første Mosebog er meget mere end skabelsesberetningen. Den danner optakt til hele menneskehedens historie — i fortid, nutid og fremtid. Der er meget i historien og selve tilværelsen vi ikke kan fatte hvis vi lader denne vigtige skildring ude af betragtning. Hvad mere er, vi sætter selve vor fremtid på spil hvis vi ignorerer det som Første Mosebog egentlig siger. — 1 Johannes 2:15-17.

[Tekstcitat på side 24]

Beretningen i Første Mosebog om skabelsen er ikke i modstrid med iagttagne kendsgerninger

[Tekstcitat på side 25]

Kendsgerningerne bekræfter Første Mosebogs udsagn om at livsformerne blev skabt „efter deres arter“

[Tekstcitat på side 27]

Uden Bibelens beretning kan vi ikke forklare menneskets historie eller meningen med livet

[Illustration på side 26]

Bibelen viser at hele jorden vil blive et paradis