En aften, efter at hun havde fyldt sin krukke, var der en ældre mand som løb hende i møde. Han sagde til hende: “Jeg beder dig, giv mig en lille tår vand fra din krukke.” Det var et meget beskedent ønske han høfligt kom med. Rebekka kunne se at manden havde rejst langt. Så hun tog hurtigt vandkrukken ned fra skulderen og gav ham noget at drikke, ikke bare en “lille tår”, men rigeligt af det friske, kolde vand. Hun lagde mærke til at der i hans følge var ti kameler som knælede i nærheden, men vandtruget var endnu ikke blevet fyldt så hun kunne vande dem. Hun kunne se at mandens venlige øjne fulgte hende opmærksomt, og hun ville gerne være meget gavmild. Derfor sagde hun: “Jeg vil også trække vand op til dine kameler, indtil de er færdige med at drikke.” – 1 Mosebog 24:17-19.

Læg mærke til at Rebekka ikke bare tilbød at give de ti kameler lidt vand, nej, hun tilbød at give dem alt det de kunne drikke. Hvis en kamel er meget tørstig, kan den drikke omkring 100 liter vand! Hvis alle ti kameler kunne drikke så meget, havde Rebekka mange timers hårdt arbejde foran sig. Af den videre beretning fremgår det at kamelerne nok ikke har været ekstremt tørstige.a Men vidste Rebekka det da hun tilbød at trække vand op? Nej. Hun var ivrig efter at arbejde så hårdt som det skulle være, for at vise denne fremmede, ældre mand gæstfrihed. Han tog imod hendes tilbud. Derefter betragtede han hende nøje mens hun løb frem og tilbage. Den ene gang efter den anden fyldte hun sin krukke og tømte den i vandtruget. – 1 Mosebog 24:20, 21.