ISMAELITTER

[fra (tilhørende) Ismael].

Efterkommere af Ismael, Abrahams førstefødte søn, som han fik med Saras ægyptiske tjenestepige Hagar. (1Mo 16:1-4, 11) Ismael giftede sig også med en ægypter, og med hende fik han 12 sønner (Nebajot, Kedar, Adbe’el, Mibsam, Misjma, Duma, Massa, Hadad, Tema, Jetur, Nafisj og Kedma), høvdinger for de forskellige ismaelitiske klaner. (1Mo 21:21; 25:13-16) Racemæssigt var ismaelitterne altså i begyndelsen en fjerdedel semitiske og tre fjerdedele hamitiske.

Som Gud havde lovet, blev ismaelitterne „en stor nation“ der var ’så talrig at den ikke kunne tælles’. (1Mo 17:20; 16:10) De blev imidlertid ikke fast bosiddende (de byggede kun få byer), men foretrak nomadelivet. Ismael selv var „en zebra af et menneske“, det vil sige en rastløs vandringsmand der strejfede om i Parans Ørken og skaffede sig sit udkomme som bueskytte. De fleste af hans efterkommere var ligeledes beduiner der boede i telte, et folk som gennemstrejfede Sinajhalvøen fra området „foran Ægypten“, det vil sige øst for Ægypten, tværs igennem Nordarabien og helt til Assyrien. De var kendt som et vildt, krigerisk folk som det var vanskeligt at komme ud af det med. Også på dem passede det der var blevet sagt om deres fader Ismael: „Hans hånd vil være mod alle, og alles hånd mod ham.“ — 1Mo 16:12; 21:20, 21; 25:16, 18.

Der siges videre om ismaelitterne: „Foran alle sine brødre slog han sig ned [hebr.: nafalʹ].“ (1Mo 25:18) Det samme udtryk anvendes senere om midjanitterne og deres allierede, der havde „slået sig ned [noflīmʹ, en participiumsform af nafalʹ] på lavsletten“ inden for israelitternes område indtil Gideon og hans mænd drev dem på flugt. (Dom 7:1, 12) Da ismaelitterne ’slog sig ned’, var det altså åbenbart i den hensigt at blive i området til de blev fjernet med magt.

Det er sandsynligt at ismaelitterne og Abrahams efterkommere gennem Ketura i tidens løb giftede sig med hinanden (1Mo 25:1-4), og at flere områder i Arabien blev befolket af dem. Eftersom Ismael og Midjan var halvbrødre, kan det være at den derved fremkomne blanding af blod, sæder og skikke, karaktertræk og levevis har givet anledning til at udtrykkene „ismaelitter“ og „midjanitter“ blev brugt i flæng, som det fremgår af beskrivelsen af den karavane der solgte Josef til trældom i Ægypten. (1Mo 37:25-28; 39:1) De horder der i Gideons dage gjorde indfald i Israel, blev beskrevet som både midjanitter og ismaelitter. Et af ismaelitternes kendetegn var deres guldnæseringe. — Dom 8:24; jf. Dom 7:25 og 8:22, 26.

Det ser ud til at det fjendskab Ismael nærede til Isak, fortsatte blandt hans efterkommere og udviklede sig til et had til Isaks Gud, for da salmisten opregnede dem der „hader“ Jehova, nævnte han ismaelitterne. (Sl 83:1, 2, 5, 6) Men der var åbenbart undtagelser. Under den tilsynsordning som David indførte, blev Obil, der omtales som ismaelit, sat over kongens kameler. — 1Kr 27:30, 31.

Muhamed, der levede i det 7. århundrede e.v.t., hævdede at være efterkommer af Abraham gennem Ismael.