En dag kom Esau træt og sulten hjem fra vildmarken mens Jakob var i færd med at koge en ret linser. På Esaus anmodning: „Hurtigt, lad mig dog sluge noget af det røde — det røde dér,“ bad Jakob ham om at sælge sin førstefødselsret, og Esau, der ikke værdsatte det der var helligt, nemlig Jehovas løfte til Abraham om det afkom hvorigennem alle jordens nationer skulle velsigne sig, svor da ubesindigt over for Jakob og solgte ham sin førstefødselsret for en ret kogte linser med brød til. Ved således at kaste vrag på sin førstefødselsret og behandle den som noget der kun havde ringe værdi, viste Esau at han fuldstændig manglede tro. Måske ønskede han ikke at få del i de lidelser som opfyldelsen af Guds ord om Abrahams afkom indebar: „Dit afkom vil komme til at bo som udlændinge i et land der ikke er deres; og de skal tjene dem, og disse skal mishandle dem i fire hundrede år.“ — 1Mo 15:13; 25:29-34; He 12:16.

Esau vidste at Jakob havde krav på velsignelsen fordi han fuldt legalt havde erhvervet sig den førstefødtes ret. (Arkæologiske vidnesbyrd bekræfter at det blandt oldtidens folkeslag i Mellemøsten kunne ske at nogen byttede deres arveret bort for noget materielt. En tekst fra Nuzi oplyser således at en broder fik tre får i bytte for sin andel af arven.) Men Esau nærede (ligesom Kain) et uforsonligt fjendskab til sin broder og pønsede på at slå ham ihjel. Da Rebekka erfarede dette, rådede hun derfor Jakob til at flygte til hendes broder Laban i Karan. Da hun søgte at få Isaks samtykke hertil, valgte hun af hensyn til ham ikke at åbenbare Esaus morderiske hensigt for ham, men gav udtryk for hvordan hun ville få det hvis Jakob gik hen og tog sig en hustru blandt Hets døtre. Isak kaldte da Jakob til sig, velsignede ham og bød ham at tage til Paddan-Aram til Rebekkas slægtninge og finde sig en hustru dér. Da Esau så dette, følte han sig foranlediget til at tage sig en tredje hustru, Mahalat (Basemat?), som var datter af Abrahams søn Ismael. — 1Mo 27:41–28:9; 36:3; se BASEMAT, 2.