ESAU

(Eʹsau) [håret; behåret].

Isak og Rebekkas førstefødte; tvillingebroder til Jakob; stamfader til edomitterne. Han fik navnet Esau fordi han ved sin fødsel var usædvanlig behåret. Senere fik han navnet Edom (der betyder „rød“) på grund af den røde ret linser han solgte sin førstefødselsret for. — 1Mo 25:25, 26, 30.

Endnu før tvillingerne blev født (i 1858 f.v.t. da Isak var 60 år gammel), kæmpede de med hinanden i deres moders liv. Da Rebekka spurgte Jehova hvad dette skulle betyde, åbenbarede Jehova for hende at to folkestammer skulle udgå fra hendes indre, og at den ældste skulle tjene den yngste. — 1Mo 25:22, 23.

Ringeagtede det åndelige. Esau blev en dygtig og dristig jæger, „en mand der færdedes i vildmarken“. I modsætning til sin broder, der var „en uangribelig mand“, var han kødeligsindet og materialistisk. (1Mo 25:27) Men Isak elskede ham „fordi det betød vildt i hans mund“. — 1Mo 25:28.

En dag kom Esau træt og sulten hjem fra vildmarken mens Jakob var i færd med at koge en ret linser. På Esaus anmodning: „Hurtigt, lad mig dog sluge noget af det røde — det røde dér,“ bad Jakob ham om at sælge sin førstefødselsret, og Esau, der ikke værdsatte det der var helligt, nemlig Jehovas løfte til Abraham om det afkom hvorigennem alle jordens nationer skulle velsigne sig, svor da ubesindigt over for Jakob og solgte ham sin førstefødselsret for en ret kogte linser med brød til. Ved således at kaste vrag på sin førstefødselsret og behandle den som noget der kun havde ringe værdi, viste Esau at han fuldstændig manglede tro. Måske ønskede han ikke at få del i de lidelser som opfyldelsen af Guds ord om Abrahams afkom indebar: „Dit afkom vil komme til at bo som udlændinge i et land der ikke er deres; og de skal tjene dem, og disse skal mishandle dem i fire hundrede år.“ — 1Mo 15:13; 25:29-34; He 12:16.

Da Esau var 40 år gammel, giftede han sig uden sine forældres mellemkomst. Han valgte at have flere koner, idet han — ulig sin fader Isak, der havde ladet sin fader, Abraham, finde en hustru til sig blandt dem der tilbad Jehova — ægtede Judit (Oholibama?) og Basemat (Ada?), to hedenske hetitterinder, som blev årsag til en bitter ånd hos både Isak og Rebekka. — 1Mo 26:34, 35; 36:2; 24:1-4, 50, 51; se BASEMAT, 1; JUDIT.

Jakob får velsignelsen. Da Isak var blevet gammel, ønskede han at give sin ældste søn, Esau, sin velsignelse. Han opfordrede først Esau til at jage et stykke vildt og lave ham en velsmagende ret. Esau efterkom opfordringen i forventning om at få den førstefødtes velsignelse, skønt han i virkeligheden ikke længere havde ret til den fordi han havde solgt sin førstefødselsret. Han var altså rede til at bryde den edsbekræftede pagt han havde indgået ved salget af førstefødselsretten. Da Rebekka vidste hvad Jehova havde sagt til hende før tvillingerne blev født, greb hun ind og rådede Jakob til at gå til faderen i Esaus sted for at sikre sig den velsignelse der med rette tilkom ham. Da Jakob præsenterede sig for sin blinde fader, havde han taget Esaus klæder på og lagt skind af gedekid på hænderne og på den glatte del af halsen. Isak genkendte ham derfor ikke. — 1Mo 25:23; 27:1-23.

Næppe var Isak færdig med at velsigne Jakob, før Esau kom tilbage fra jagten og begyndte at tilberede en velsmagende ret til sin fader. Da han kom ind til faderen for uretmæssigt at modtage velsignelsen og erfarede at Jakob havde fået den, „udstødte han et meget højt og bittert skrig“. Han søgte inderligt, men drevet af selviske motiver, at få en velsignelse af sin fader; men selv ikke hans tårer fik Isak til at ændre sind og trække velsignelsen af Jakob tilbage. Uden tvivl erkendte Isak at udfaldet skyldtes Jehovas ledelse. Han sagde da til Esau: „Se, fjernt fra jordens frugtbare agre skal din bolig være, og fjernt fra duggen fra himmelen oventil. Og af dit sværd skal du leve, og din broder skal du tjene. Men det skal ske, når du bliver rastløs, at du river hans åg af din hals.“ — 1Mo 25:33; 27:30-40; He 12:17.

Esau vidste at Jakob havde krav på velsignelsen fordi han fuldt legalt havde erhvervet sig den førstefødtes ret. (Arkæologiske vidnesbyrd bekræfter at det blandt oldtidens folkeslag i Mellemøsten kunne ske at nogen byttede deres arveret bort for noget materielt. En tekst fra Nuzi oplyser således at en broder fik tre får i bytte for sin andel af arven.) Men Esau nærede (ligesom Kain) et uforsonligt fjendskab til sin broder og pønsede på at slå ham ihjel. Da Rebekka erfarede dette, rådede hun derfor Jakob til at flygte til hendes broder Laban i Karan. Da hun søgte at få Isaks samtykke hertil, valgte hun af hensyn til ham ikke at åbenbare Esaus morderiske hensigt for ham, men gav udtryk for hvordan hun ville få det hvis Jakob gik hen og tog sig en hustru blandt Hets døtre. Isak kaldte da Jakob til sig, velsignede ham og bød ham at tage til Paddan-Aram til Rebekkas slægtninge og finde sig en hustru dér. Da Esau så dette, følte han sig foranlediget til at tage sig en tredje hustru, Mahalat (Basemat?), som var datter af Abrahams søn Ismael. — 1Mo 27:41–28:9; 36:3; se BASEMAT, 2.

Senere begivenheder. På et tidspunkt i løbet af de 20 år Jakob var borte, begyndte Esau at tage ophold i Se’irs land, Edoms område. (1Mo 32:3; Jos 24:4) Det lader dog til at han først nogle år senere flyttede endeligt dertil med hele sin familie og alt hvad han ejede. (1Mo 36:6-8) Da Jakob vendte tilbage til Kana’an, blev han meget bange da han fik at vide at Esau var på vej for at møde ham med 400 mand. Esaus grund til at møde sin broder med en så overlegen styrke kan have været at han ville imponere ham eller vise at han var en mægtig høvding. Efter en bøn til Jehova sendte Jakob en stor gave i forvejen, bestående af over 550 husdyr. Da han fik øje på Esau, bøjede han sig ydmygt til jorden syv gange indtil han nåede hen til ham. Esau løb ham da i møde, omfavnede ham, faldt ham om halsen og kyssede ham. De brast begge i gråd. Esau afslog først at tage imod Jakobs gave idet han sagde: „Jeg har rigeligt, min broder, lad det der er dit, forblive dit.“ Først da Jakob nødte ham, tog han imod gaven. Esau tilbød derefter at ledsage Jakob, hvad denne dog taktfuldt afslog. Jakob afslog også Esaus tilbud om at stille nogle af sine mænd til hans rådighed, åbenbart for at beskytte ham. Derpå tog Esau og hans mænd tilbage til Se’ir. Bibelen nævner at Esau og Jakob omkring 23 år senere begravede deres fader, Isak. — 1Mo 32:6, 7, 10-15; 33:1-3, 8, 9, 11-16; 35:29.

Guddommelige principper belyst. Esaus personlighed viser klart at Jehova ikke handlede vilkårligt eller med urette favoriserede Jakob da han udvalgte denne til at være en af forfædrene til det lovede afkom. Esau var, på grund af sin mangel på værdsættelse af det åndelige og sin stærke tilbøjelighed til at tilfredsstille sine kødelige ønsker, uegnet til at videreføre slægtslinjen frem til det lovede afkom. Det var derfor Jehova sagde gennem sin profet Malakias: „Jeg elskede Jakob og hadede Esau.“ Esau nævnes ikke blandt den trofaste sky af vidner der omtales i Hebræerbrevet, kapitel 11, hvor Paulus siger: „Ved tro adlød Abraham . . . og boede i telte sammen med Isak og Jakob, der sammen med ham var arvinger til det selv samme løfte.“ — Mal 1:2, 3; He 11:8, 9; 12:1.

At Jehova valgte Jakob frem for Esau, viser at Guds udvælgelse ikke afhænger af hvad mennesker bestemmer. Apostelen Paulus bruger dette eksempel for at påvise at Abrahams sande børn ikke nødvendigvis er hans kødelige efterkommere og heller ikke dem der forlader sig på deres egne gerninger, men derimod dem der har en tro som Abrahams. — Ro 9:6-12.

Esau fremholdes som et advarende eksempel for de kristne, for at de ikke, ligesom han, skal blive materialistiske og miste værdsættelsen af det der er helligt eller åndeligt. — He 12:16; se EDOM, EDOMITTER.