Kvindens ærefulde plads

„HVORFOR skulle kvinden i højere grad ligne manden?“ Dette noget tvetydige spørgsmål er titlen på en artikel af psykologen Carol Gilligan, hvori hun blandt andet skriver: „Kvindens rolle i menneskets livscyklus har været at nære og opfostre børn, at passe hjemmet, og at virke som en medhjælp for manden, idet hun har knyttet det net af bånd som hun til gengæld selv er afhængig af. Mens kvinderne således har sørget for mændene, har mændene i lige så høj grad . . . været tilbøjelige til at nedvurdere denne omsorg.“ — Psychology Today.

I vore dage synes mange kvinder at de med god ret kan klage over den forskelsbehandling og diskriminering som de føler at deres køn udsættes for. Og man må indrømme at kvinder i alle dele af verden er blevet udnyttet af selviske mænd — i nogle lande og civilisationer mere end i andre. Nogle forklarer dette med at samfundssystemerne tildeler kvinderne en underordnet rolle. Andre peger på at Bibelen bærer en del af skylden. De hævder at kvinderne behandles hårdt både i De hebraiske og i De græske Skrifter — der almindeligvis kaldes Det gamle og Det nye Testamente. Men er det sandt?

Guds hensigt med kvinden

Den bibelske beretning lyder: „Og Gud gik i gang med at skabe mennesket i sit billede, . . . som mand og kvinde skabte han dem.“ Hvad var hensigten med at skabe to køn? Svaret er ganske enkelt at det første par derved ville være i stand til at udføre den guddommelige befaling der omtales i det følgende vers: „Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over . . . hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.’“ — 1 Mosebog 1:27, 28.

Læg mærke til at denne befaling blev givet til „dem“, altså både til manden og kvinden. De skulle ikke alene være fælles om at ’fylde jorden’, men også om at herske over de laverestående skabninger i harmoni med Guds vilje. For at kunne varetage disse opgaver ville de begge få brug for intellektuelle og åndelige evner, som de hver især havde lige muligheder for at udvikle.

Gud tildelte imidlertid manden og kvinden forskellige roller og ansvarsområder. Mens Adam var optaget af at studere dyrene og give dem navne, manglede han intet for at kunne varetage denne opgave. (1 Mosebog 2:19, 20) Men da tiden kom hvor mennesket skulle begynde at fylde jorden med afkom, behøvede Adam tydeligvis en hustru. Derfor sagde Jehova Gud: „Det er ikke godt for mennesket at være alene. Jeg vil lave ham en medhjælp, som et modstykke til ham.“ — 1 Mosebog 2:18.

Bibelen oplyser at Gud skabte kvinden som „en medhjælp, som et modstykke til ham“. „Et modstykke“ defineres af en ordbog som „noget der passer perfekt til noget andet“. Guds hensigt med kvinden var at hun skulle være et passende komplement til manden, med henblik på opfyldelsen af deres fælles opgave, nemlig at ’fylde jorden og underlægge sig den’.

Guds oprindelige hensigt forstyrres

Bibelen slår fast at „Adam blev formet først, derpå Eva“. (1 Timoteus 2:13) Den omtaler kvinden som „det svagere kar“, og siger at „hver mands hoved er Messias; og en kvindes hoved er manden“. — 1 Peter 3:7; 1 Korinther 11:3.

Ifølge Jehovas oprindelige ordning skulle ægteskabet være et forhold mellem én mand og én kvinde. (1 Mosebog 2:24) Manden var blevet skabt først og han skulle føre an i alle forhold vedrørende gudsdyrkelsen og de gudgivne opgaver mennesket havde fået overdraget i forbindelse med at opfylde jorden og underlægge sig den. Dette ville også indbefatte familieanliggender. Manden skulle være familiens overhoved. Men dette ville ikke være til skade for hustruen. Det ville snarere være en fordel for hende, fordi hun ville have en til at bakke sig op når hun udøvede sin gudgivne myndighed over børnene. — Efeserne 6:1-4.

Men som i andre menneskelige forhold har synd og ufuldkommenhed naturligvis også spoleret det rette forhold mellem mand og kvinde. (Romerne 7:14-20) Selviske mænd har misbrugt deres retmæssige stilling som overhoveder, hvorved de op gennem tiden har bragt megen lidelse over kvinderne. Jehova forudså netop denne konsekvens af synden. Efter Evas oprør sagde han til hende: „Din attrå vil være til din mand, og han skal herske over dig.“ (1 Mosebog 3:16) Denne grove og dominerende optræden ville ikke være den rigtige måde at udøve myndighed på. Den ville afspejle mandens syndige tilstand, men også kvindens — for i nogle tilfælde ville denne opførsel udspringe af hendes forsøg på at tilrive sig sin mands myndighed.

Kvinder under Moseloven

Den lov Jehova gav til Israel værnede om jomfruers rettigheder. (2 Mosebog 22:16) Den beskyttede „døtrenes lovlige ret“. (2 Mosebog 21:9) Hustruer skulle tages „i favn“, og måtte ikke behandles troløst. (5 Mosebog 13:6; Malakias 2:14, 15) Hvad kønslivet angik skulle hustruens værdighed respekteres. (3 Mosebog 18:19) Kvinder måtte ikke misbruges seksuelt. — 3 Mosebog 18:8-17.

Teologen Phyllis Bird skriver i bogen Religion and Sexism: „Israels love adskiller sig mest markant fra andre kendte lovsamlinger ved deres usædvanlige strenghed når det gælder seksuelle lovovertrædelser . . . Israels syn på rammerne for kønslivet og de strenge straffe man idømte seksuelle lovovertrædere, afspejler sandsynligvis en bevidst afstandtagen fra skikkene hos de omkringboende folkeslag (navnlig kana’anæerne) . . . I Israel var seksuelle lovovertrædelser samtidig religiøse lovbrud. De var ikke privatsager men var af væsentlig betydning for hele samfundet.“ Sådanne strenge love beskyttede afgjort kvindernes rettigheder.

I Israel var mænd og kvinder lige for loven hvis de blev fundet skyldige i ægteskabsbrud, blodskam, omgang med dyr eller andre overtrædelser. (3 Mosebog 18:6, 23; 20:10-12) Lovene om sabbatshvile, højtider, nasiræerløfter og andre bestemmelser havde lige stor gyldighed for mænd og kvinder. — 2 Mosebog 20:10; 4 Mosebog 6:2; 5 Mosebog 12:18; 16:11-14.

I Ordsprogenes bog i Bibelen tales der rosende om „en dygtig hustru“, „en hustru med indsigt“ og „den kvinde der ejer sand visdom“. (Ordsprogene 12:4; 19:14; 14:1; 18:22) Ordsprogene, kapitel 31, beskriver en sådan „dygtig hustru“, og viser hvor stor tillid hendes mand havde til hende og hvor mange forrettigheder han gav hende med hensyn til at varetage vigtige familieanliggender. Kvinderne blev afgjort ikke behandlet dårligt så længe man fulgte Loven i Israel.

Kvinderne i den kristne menighed

Ifølge patriarkalsk og mosaisk lov var det tilladt at have flere hustruer og medhustruer. Man skulle dog følge visse forskrifter, så både hustruernes og medhustruernes rettigheder blev beskyttet. (1 Mosebog 16:3; 29:23-29; 2 Mosebog 21:7, 8; 5 Mosebog 21:14-17) Kristus genindførte imidlertid Guds oprindelige norm for ægteskabet, nemlig at det kun skulle omfatte én mand og én kvinde. (Mattæus 19:4-6) Han afskaffede også muligheden for skilsmisse af en hvilken som helst årsag. Der findes kun én gyldig grund, nemlig utugt. — Mattæus 19:7-9.

At Kristus således strammede forskrifterne for den ægteskabelige ordning var naturligvis til gavn for både mænd og kvinder inden for den kristne menighed. Men det er tydeligt at kvinderne nød de største fordele.

Ifølge de kristne normer skulle en mand elske sin hustru og værne om hende. (Efeserne 5:28, 29, 33) De mandlige medlemmer af menigheden skulle behandle yngre kvinder „som . . . søstre i al renhed“. (1 Timoteus 5:1, 2) Kristne kvinder modtog den hellige ånd og ’profeterede’ eller talte med frimodighed „om Guds storslåede gerninger“. (Apostelgerninger 2:11-18) Ældre kristne kvinder skulle være „lærere i hvad der er godt“ over for deres yngre åndelige søstre. (Titus 2:3, 4) Alle, både unge og ældre, skulle tage aktivt del i at udføre befalingen om at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. — Mattæus 28:19, 20.

Guds oprindelige forskrifter for ægteskabet blev genindført inden for den kristne menighed. Det blev understreget at princippet om mandlig ledelse skulle respekteres. (1 Korinther 11:3) Kristne kvinder skulle „underordne sig deres mænd“. (Efeserne 5:22-24) De skulle også respektere de udnævnte ældste i menigheden, der alle var mænd, uanset om disse var ugifte eller „én kvindes mand“. (1 Timoteus 3:2) Kristne kvinder skulle overlade hvervet at undervise i menigheden til sådanne udnævnte „ældste“, og afholde sig fra offentligt at modsige disse lærere. (Titus 1:5-9; 1 Timoteus 2:11-15; 1 Korinther 14:34, 35) Dette ville bidrage til freden i de enkelte menigheder. (1 Korinther 14:33, 40). Ethvert kvindeligt forsøg på upassende at gøre sin indflydelse gældende i menigheden ville medføre Kristi ugunstige dom. — Åbenbaringen 2:20-23.

Jehovas omsorg for kvinderne

Er Bibelen streng over for kvinder? Bestemt ikke. Bibelen viser adskillige gange at Jehova, Skaberen af „det svagere kar, det kvindelige“, nærer dyb interesse for kvindernes velfærd og lykke. De er værdige til ære. (1 Peter 3:7) Jehova ved bedst hvilken rolle der passer til hvert af de to køn, til deres fælles bedste. Han har givet mændene til opgave at føre an, men samtidig har han givet sine kvindelige tjenere mange storslåede privilegier, blandt andet den store ære at være hans vidner. „Jehova lader ordet lyde; de kvinder der forkynder godt nyt er en talrig hær.“ — Salme 68:11.

Psykologen Carol Gilligan stillede følgende spørgsmål: „Hvorfor skulle kvinden i højere grad ligne manden?“ Bibelen svarer: Det er der ingen grund til. Hun vil selv blive lykkeligere, og gøre andre lykkeligere, hvis hun udfylder sin gudgivne plads.