“Den der dømmer hele jorden” gør altid det der er ret
“Klippen, fuldkomment er hans værk, for alle hans veje er rette.” – 5 MOS. 32:4.
SANGE: 112, 89
1. Hvordan gav Abraham udtryk for tillid til Jehovas retfærdighed? (Se indledningsbilledet).
“DEN der dømmer hele jorden, skulle han ikke øve ret?” (1 Mos. 18:25) Med dette retoriske spørgsmål gav Abraham udtryk for tillid til at Jehova ville afsige en retfærdig dom over Sodoma og Gomorra. Abraham var overbevist om at Jehova aldrig kunne finde på at “lade den retfærdige dø sammen med den ugudelige”. Det var helt “utænkeligt”. Omkring 400 år senere beskrev Jehova sig selv med disse ord: “Klippen, fuldkomment er hans værk, for alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret; retfærdig og redelig er han.” – 5 Mos. 31:19; 32:4.
2. Hvorfor er det umuligt for Jehova at handle uretfærdigt?
2 Hvorfor var Abraham så sikker på at Jehova altid ville afsige en retfærdig dom? Fordi Jehova altid handler ret og retfærdigt. De hebraiske ord der oversættes med “ret” og “retfærdighed”, optræder ofte sammen i De Hebraiske Skrifter og dækker dybest set det samme. Eftersom det er Jehova der sætter normen for retfærdighed, vil hans vurdering af en sag altid være korrekt. Desuden fremgår det af hans ord at han “elsker retfærdighed og ret”. – Sl. 33:5.
3. Hvilken form for uretfærdighed kan man blandt andet opleve i verden i dag?
3 Det er en stor trøst for os at vide at Jehova altid er retfærdig, for vi lever i en verden der er fyldt med uretfærdighed. For eksempel er nogle blevet dømt og fængslet for forbrydelser de ikke har begået, og har måske måttet sidde i fængsel i årtier før de er blevet frikendt af dna-prøver. Uretfærdig fængsling har været årsag til stor frustration og vrede. Som kristne kan vi opleve en anden form for uretfærdighed, som også kan være meget svær at håndtere.
I MENIGHEDEN
4. Hvad kunne sætte en kristens tro på prøve?
4 Det kommer ikke bag på kristne at de kan opleve uretfærdighed uden for menigheden. Men hvis vi oplever noget inden for menigheden der virker uretfærdigt, kan det sætte vores tro på prøve. Hvordan vil du reagere i en sådan situation? Vil du tillade at det får dig til at snuble?
5. Hvorfor bør det ikke komme bag på os hvis vi oplever noget uretfærdigt i menigheden?
5 Vi er alle sammen ufuldkomne og tilbøjelige til at begå fejl. Det er altså ikke utænkeligt at nogen i menigheden kunne komme til at behandle os uretfærdigt, eller at vi kunne komme til at behandle andre på den måde. (1 Joh. 1:8) Heldigvis sker det kun sjældent, men når det sker, tillader vi ikke at det får os til at snuble. Jehova har gennem Bibelen givet os praktiske råd der kan hjælpe os til at forblive loyale når vi oplever uretfærdighed fra vores trosfællers side. – Sl. 55:12-14.
6, 7. Hvordan blev en bror behandlet uretfærdigt inden for menigheden, og hvad hjalp ham til at håndtere det på den rigtige måde?
6 Tænk engang over hvad bror Willi Diehl oplevede. I 1931 begyndte han at tjene på det schweiziske betelhjem i Bern, i 1946 overværede han Gileadskolens ottende klasse i USA, og bagefter fik han til opgave at tjene som kredstilsynsmand i Schweiz. I maj 1949 meddelte han kontoret i Bern at han havde planer om at gifte sig. Hvordan var reaktionen? Han fortæller i sin livsberetning: “Jeg mistede alle særlige privilegier; dog kunne vi fortsætte i den almindelige pionertjeneste.” Han forklarer videre: “Jeg fik ikke lov at holde foredrag ... Mange hilste ikke længere på os, men behandlede os som udstødte.”
7 Hvordan håndterede bror Diehl den situation? Han siger: “Vi vidste imidlertid at det ikke er ubibelsk at gifte sig, så vi søgte tilflugt i bøn og satte vor lid til Jehova.” Med tiden blev de forkerte opfattelser nogle havde haft angående ægteskab, korrigeret, og bror Diehl fik sine tjenesteprivilegier tilbage. Jehova belønnede ham for hans loyalitet.a Vi kan spørge os selv: ‘Ville jeg også vente tålmodigt på Jehova hvis jeg blev udsat for så uretfærdig en behandling? Eller ville jeg stole på mig selv og tage sagen i egne hænder?’ – Ordsp. 11:2; læs Mika 7:7.
8. Hvorfor kunne man fejlagtigt komme til at konkludere at man selv eller en anden er blevet udsat for uretfærdighed?
8 Hvis du mener at du selv eller et andet medlem af menigheden har været udsat for uretfærdighed, må du huske at der er mulighed for at du tager fejl. Fordi vi er ufuldkomne, kan vi sommetider misforstå en situation. Og nogle gange kender vi ikke alle detaljer i en sag. Men uanset om vi har ret eller ej, vil bøn og tillid til Gud, kombineret med loyalitet, hindre os i at blive vrede på Jehova. – Læs Ordsprogene 19:3.
9. Hvilke eksempler vil vi drøfte i denne og den næste artikel?
9 Lad os nu gå i dybden med tre bibelske eksempler på uretfærdighed blandt Jehovas folk. I denne artikel vil vi se nærmere på Abrahams oldebarn Josef og det han blev udsat for af sine brødre. I den næste artikel vil vi se på hvordan Jehova behandlede kong Akab, og hvad der skete da apostlen Peter befandt sig i Antiochia i Syrien. Vær under gennemgangen opmærksom på hvad der kan hjælpe dig til at fokusere på det åndelige og bevare dit gode forhold til Jehova, især når du føler at der er sket noget uretfærdigt.
JOSEF BLEV URETFÆRDIGT BEHANDLET
10, 11. (a) Hvilke uretfærdigheder blev Josef udsat for? (b) Hvad fik Josef mulighed for mens han var i fængsel?
10 Josef, en trofast tjener for Jehova, oplevede stor uretfærdighed, ikke blot fra fremmede men også fra sin egen familie. Da Josef var sidst i teenageårene, blev han taget til fange af sine brødre. De solgte ham som slave, og han blev ført til Egypten mod sin vilje. (1 Mos. 37:23-28; 42:21) Efter at have været der et stykke tid blev han anklaget for voldtægtsforsøg, selvom han ikke havde gjort noget, og smidt i fængsel uden rettergang. (1 Mos. 39:17-20) Hans prøvelser som slave og fængselsfange stod på i omkring 13 år. Kan Josefs oplevelse hjælpe os hvis en af vores trosfæller behandler os uretfærdigt?
11 På et tidspunkt blev Faraos mundskænk sat i samme fængsel som Josef. En nat havde mundskænken en drøm, og med hjælp fra Jehova forklarede Josef ham hvad drømmen betød – at han ville få sin stilling ved Faraos hof tilbage. Josef udnyttede denne mulighed til at fortælle mundskænken om sin situation. I den forbindelse kan vi lære noget vigtigt, ikke kun af hvad Josef sagde, men også af hvad han ikke sagde. – 1 Mos. 40:5-13.
12, 13. (a) Hvordan ved vi at Josef ikke bare accepterede sin situation? (b) Hvad fortalte Josef åbenbart ikke mundskænken?
12 Læs 1 Mosebog 40:14, 15. Der kan ikke være nogen tvivl om at Josef var blevet udsat for uretfærdighed. Han fortalte selv at han var blevet “stjålet”, eller bortført, og gav desuden klart udtryk for at han ikke var skyldig i den forbrydelse han var fængslet for. Det var med god grund at han bad mundskænken om at ‘nævne ham for Farao og få ham ud af dette hus’.
13 Havde Josef bare accepteret at situationen var som den var? Nej, hans ord viser tydeligt at han var fuldt ud bevidst om at han gentagne gange var blevet uretfærdigt behandlet. Og eftersom mundskænken måske ville få mulighed for at hjælpe ham, forklarede han sagens kendsgerninger for ham. Men læg mærke til at intet i Bibelen tyder på at Josef på noget tidspunkt fortalte andre at det var hans brødre der havde solgt ham. Han har tilsyneladende ikke engang fortalt det til Farao, for da brødrene kom til Egypten og blev forsonet med Josef, tog Farao godt imod dem og indbød dem til at slå sig ned i Egypten så de kunne nyde ‘det bedste i hele landet’. – 1 Mos. 45:16-20.
14. Hvad kan hjælpe os til ikke at tale dårligt om andre hvis vi oplever noget uretfærdigt i menigheden?
14 Hvis en kristen føler at han er blevet uretfærdigt behandlet, må han undgå at fortælle om det til højre og venstre. Selvfølgelig er det altid passende at tale med de ældste hvis en i menigheden har begået en alvorlig synd. (3 Mos. 5:1) Men i tilfælde hvor der ikke er tale om alvorlige synder, kan problemet ofte løses uden at man blander andre ind i det, heller ikke de ældste. (Læs Mattæus 5:23, 24; 18:15). Vi må loyalt følge Bibelens principper i sådanne situationer. Nogle gange opdager vi måske at der er tale om en misforståelse, og at vi slet ikke er blevet uretfærdigt behandlet. Så vil vi helt sikkert være taknemmelige for at vi ikke gjorde det hele værre ved at bagtale en anden kristen. Husk: Uanset om vi har ret eller ej, vil det aldrig forbedre en situation at vi taler dårligt om andre. Loyalitet mod Jehova og vores brødre vil hindre os i at begå den fejl. Om “den som vandrer uangribeligt”, siger salmisten: “Han har ikke bagtalt med sin tunge. Han har ikke gjort sin næste noget ondt, og ingen forsmædelse har han bragt over den der står ham nær.” – Sl. 15:2, 3; Jak. 3:5.
VÆRN OM DIT FORHOLD TIL JEHOVA
15. Hvordan var Josefs forhold til Jehova en velsignelse for ham?
15 Der er også noget andet vi kan lære af Josef. I de 13 år han blev uretfærdigt behandlet, viste han hele tiden at han havde Guds syn på tingene. (1 Mos. 45:5-8) Han gav aldrig Jehova skylden for sin situation. Han glemte selvfølgelig ikke de uretfærdige ting han havde været udsat for, men på den anden side blev han heller ikke bitter. Og vigtigst af alt lod han ikke andres ufuldkommenheder og forkerte handlinger komme imellem ham og Jehova. Fordi Josef forblev loyal, fik han mulighed for at se Jehova rette op på de uretfærdigheder han havde oplevet, og velsigne ham og hans familie.
16. Hvorfor er det vigtigt at vi søger nær til Jehova hvis vi oplever uretfærdighed i menigheden?
16 Ligesom Josef må vi værne om vores forhold til Jehova. Vi må aldrig tillade at vores brødre og søstres ufuldkommenhed skiller os fra Jehova, den Gud vi elsker og tilbeder. (Rom. 8:38, 39) Hvis vi oplever uretfærdighed i menigheden, så lad os efterligne Josef ved at søge nær til Jehova og arbejde på at have Guds syn på tingene. Når vi inden for Bibelens rammer har gjort alt hvad vi kan, for at rette op på situationen, må vi lægge problemet i Jehovas hænder i tillid til at han vil løse det på det tidspunkt og den måde han finder bedst.
HAV TILLID TIL “DEN DER DØMMER HELE JORDEN”
17. Hvordan kan vi vise at vi har tillid til “den der dømmer hele jorden”?
17 Så længe vi lever i denne onde verden, må vi forvente at opleve uretfærdighed. I sjældne tilfælde vil du eller en du kender, måske endda opleve noget i menigheden der virker uretfærdigt. Lad det ikke blive en snublesten for dig! (Sl. 119:165) Bliv i stedet ved med at være loyal mod Jehova, betro dig til ham i bøn, og hav tillid til ham. Vi må huske at vi som regel ikke kender alle detaljer i en sag, og at vi som ufuldkomne mennesker nogle gange misforstår en situation. Som vi lærte af eksemplet med Josef, må vi aldrig tale dårligt om andre da det kun vil gøre det hele værre. Og i stedet for at tage sagen i egne hænder må vi tålmodigt og loyalt vente på Jehova. Så vil vi opnå hans godkendelse og velsignelse, ligesom Josef. Ja, vi kan have fuld tillid til at Jehova, “den der dømmer hele jorden”, altid vil handle retfærdigt, “for alle hans veje er rette”. – 1 Mos. 18:25; 5 Mos. 32:4.
18. Hvad vil vi se nærmere på i den næste artikel?
18 I den næste artikel vil vi se nærmere på to andre bibelske beretninger hvor der skete noget uretfærdigt blandt Jehovas folk. De vil hjælpe os til at se hvordan ydmyghed og tilgivelse er nært forbundet med Jehovas opfattelse af hvad der er retfærdigt.
a Se Willi Diehls livsberetning, “Jehova er min Gud, som jeg stoler på”, i Vagttårnet for 1. november 1991.