“Er jeg i Guds sted?”

JOSEF stod i sin have da mørket faldt på. Måske lod han blikket glide hen over daddelpalmer, andre frugttræer og damme med vandplanter, og lige på den anden side af muren kunne han se lidt af Faraos palads. Forestil dig at han kunne høre nogle af lydene fra sit hus; hans søn Manasse fik sin lillebror, Efraim, til at grine. Josef kunne se for sig hvordan hans kone morede sig over drengenes narrestreger. Han smilede. Han var helt klar over at han var en privilegeret mand.

Josef havde givet sin førstefødte navnet Manasse fordi det indeholdt tanken om at glemme. (1 Mosebog 41:51) Den måde Gud havde velsignet ham på i de seneste år, lindrede bestemt den smerte som minderne om hans hjem, hans brødre og hans far gav ham. Det had hans ældre brødre havde næret til ham, havde for altid ændret hans liv. De havde overfaldet ham, overvejet at dræbe ham og derefter solgt ham som træl til nogle rejsende købmænd. Og siden da havde hans liv ændret sig radikalt den ene gang efter den anden. I mere end ti år havde han været træl og var blevet fængslet – noget af tiden endda i jernlænker. Men nu stod han her – som den mægtigste hersker i Egypten næst efter Farao!a

I adskillige år havde Josef været vidne til at tingene gik nøjagtigt som Jehova havde forudsagt. Egypten var nu et stykke inde i den forudsagte periode på syv år med en overflod af korn, og Josef havde ført tilsyn med oplagringen af nationens overskud. I den periode var han blevet far til to drenge med sin hustru, Asenat. Alligevel gik hans tanker ofte til hans familie hundreder af kilometer væk – især til hans yngre bror, Benjamin, og til deres kære far, Jakob. Josef har sikkert tænkt på hvordan de havde det, og hvordan det gik dem. Måske spekulerede han også på om hans ældre brødre var holdt op med at være voldelige, og om det nogen sinde ville lykkes ham at hele det brud der havde splittet familien.

Hvis freden i din familie har været forstyrret af jalousi, illoyalitet eller had, har du sikkert noget tilfælles med Josef. Hvad kan vi lære af Josefs tro i forbindelse med den måde han tog sig af sin familie på?

Josef havde meget at se til, og årene gik. Nøjagtigt som Jehova havde forudsagt i den drøm han gav Farao, blev de syv år med overflod fulgt af en drastisk forandring. År efter år slog høsten fejl! Snart opstod der hungersnød i alle de omkringliggende lande. Men som Bibelen siger: “I hele Ægyptens land var der brød.” (1 Mosebog 41:54) Uden tvivl kom den forudsigelse Josef under inspiration havde fremsat, og hans gode organisationstalent det egyptiske folk til gavn.

Egypterne har sikkert følt at de stod i gæld til Josef, og værdsat hans evne til at organisere. Men Josef ønskede ikke at æren skulle gå til andre end hans Gud, Jehova. Hvis vi bruger de evner vi måtte have, til ydmygt at tjene vores Gud, kan han gøre brug af dem på måder som overgår alt hvad vi kunne have forestillet os.

Men efter nogen tid fik egypterne også hungersnøden at mærke. Da de råbte til Farao om hjælp, sagde han blot til dem: “Gå til Josef. Hvad han siger til jer, skal I gøre.” Så åbnede Josef for alle kornmagasinerne hvor overskuddet af korn var oplagret, og folk kunne købe det de havde behov for. – 1 Mosebog 41:55, 56.

Men det gjaldt ikke folk i de omkringliggende lande. I Kana’an, hundreder af kilometer væk, sultede Josefs familie. Da den aldrende Jakob hørte at der var korn at få i Egypten, sagde han til sine sønner at de skulle tage derned for at købe fødevarer. – 1 Mosebog 42:1, 2.

Jakob sendte ti af sine sønner af sted, men lod den yngste, Benjamin, blive hjemme. Han huskede kun alt for godt dengang han sendte Josef, som han elskede så højt, alene af sted for at han kunne besøge sine ældre brødre. Det var sidste gang Jakob så drengen. De ældre sønner var kommet hjem med Josefs elegante kjortel – et tegn på Jakobs kærlighed til ham – iturevet og blodig. De fik den sønderknuste gamle mand til at tro at Josef var blevet ædt af et vildt dyr. – 1 Mosebog 37:31-35.

Efter en lang rejse nåede Jakobs sønner til Egypten. Da de forhørte sig om muligheden for at købe korn, blev de sendt videre til en højtstående embedsmand ved navn Zafenat-Panea. (1 Mosebog 41:45) Var de klar over at det var Josef de stod over for? Slet ikke. De kunne kun se en højtstående egyptisk hersker, hvis hjælp de havde brug for. For at vise deres ærbødighed gjorde de noget helt naturligt. De “bøjede sig for ham med ansigtet mod jorden”. – 1 Mosebog 42:5, 6.

Hvad med Josef? Han genkendte straks sine brødre. Og da han så dem bøje sig ned, kom han med det samme til at tænke tilbage på sin barndom. Beretningen siger at ‘Josef straks huskede de drømme’ som Jehova havde givet ham da han var dreng, drømme som forudsagde at der ville komme en tid hvor hans brødre ville bøje sig for ham – præcist som de gjorde nu! (1 Mosebog 37:2, 5-9; 42:7, 9) Hvad ville Josef gøre? Omfavne dem? Tage hævn?

Josef var klar over at han ikke bare skulle reagere impulsivt, uanset hvad han havde lyst til at gøre. Det var tydeligt at Jehova stod bag denne bemærkelsesværdige udvikling i situationen. Det drejede sig om gennemførelsen af hans hensigt. Han havde lovet at gøre Jakobs afkom til en mægtig nation. (1 Mosebog 35:11, 12) Hvis Josefs brødre stadig var voldelige, egoistiske og hensynsløse, kunne det på længere sigt få katastrofale følger! Og hvis Josef reagerede impulsivt, kunne han måske bringe et skrøbeligt forhold derhjemme ud af balance og endda udsætte sin far og Benjamin for fare. Var de overhovedet i live? Josef valgte at lade være med at røbe hvem han var. På den måde kunne han sætte sine brødre på prøve og finde ud af hvilken slags mennesker de var blevet. Derefter ville han sikkert vide hvad Jehova ønskede at han skulle gøre.

Det er ikke sandsynligt at du nogen sinde kommer til at stå i en så usædvanlig situation. Men stridigheder og splittelser i familien forekommer hyppigt i dag. Når vi møder den slags udfordringer, er vi måske tilbøjelige til i vores ufuldkommenhed at lade følelserne styre os og handle impulsivt. Det er langt klogere at følge Josefs eksempel og prøve at finde ud af hvordan Gud ønsker at vi skal gribe sagen an. (Ordsprogene 14:12) Et fredeligt forhold i familien har selvfølgelig stor betydning, men vi skal huske at det er endnu vigtigere at have fred med Jehova og hans søn. – Mattæus 10:37.

Josef udsatte nu sine brødre for en række prøver for at se hvad der boede i deres hjerte. Han begyndte med, gennem en tolk, at tale hårdt til dem og anklage dem for at være spioner. For at forsvare sig fortalte de om deres familie – blandt andet om at de havde en yngre bror derhjemme. Josef prøvede at skjule sin sindsbevægelse. Var hans lillebror virkelig i live? Nu vidste Josef hvad han skulle gøre. Han sagde: “Herved vil I blive prøvet,” og så fortalte han dem at han ville se denne yngre bror. Han gik med til at lade dem tage hjem for at hente deres yngste bror på den betingelse at en af dem blev tilbage som gidsel. – 1 Mosebog 42:9-20.

Da brødrene drøftede dette krav igennem, uden at vide at Josef kunne forstå hvad de sagde, indrømmede de over for hinanden at det var en forfærdelig synd de havde begået 20 år tidligere. De sagde: “Det er oplagt at vi er skyldige med hensyn til vores broder; vi så jo den kval hans sjæl var i da han bad os om at have medlidenhed, men vi hørte ikke efter. Af den grund er denne kval kommet over os.” Josef forstod alt hvad de sagde, og han var nødt til at gå lidt væk for at de ikke skulle se ham græde. (1 Mosebog 42:21-24) Han vidste imidlertid at virkelig sindsændring omfatter langt mere end at man fortryder blot fordi ens onde handlemåde nu har fået konsekvenser. Derfor lod han prøven fortsætte.

Han sendte dem hjem, men beholdt Simeon som fange. Han sørgede også for at der blev lagt penge i de lastsække de tog med hjem, uden at de vidste det. Brødrene rejste hjem, og med besvær lykkedes det dem at overtale Jakob til at lade dem tage hans elskede søn Benjamin med til Egypten. Da de nåede til Egypten, fortalte de åbent manden der forestod Josefs hus, om de penge de havde fundet i deres sække, og de tilbød at betale det hele tilbage. Det var et flot tilbud, men Josef måtte vide mere for at finde ud af hvordan de virkelig var nu. Han arrangerede et festmåltid for dem, og under det havde han svært ved at skjule hvor rørt han var over at se Benjamin. Derefter sendte han dem hjem igen, fuldt lastet med fødevarer, men denne gang skjulte han et sølvbæger i Benjamins sæk. – 1 Mosebog 42:26 – 44:2.

Nu lod Josef fælden klappe. Han sørgede for at man satte efter hans brødre. De blev indhentet og anklaget for at have stjålet sølvbægret. Da man fandt bægret i Benjamins sæk, blev de alle ført tilbage til Josef. Nu havde han mulighed for at vurdere hvordan hans brødre var blevet. Juda fungerede som deres talsmand. Han bad Josef vise barmhjertighed, og tilbød endda at de alle 11 kunne blive trælle i Egypten. Josef svarede at kun Benjamin skulle blive tilbage i Egypten som træl, og at de andre skulle forlade landet. – 1 Mosebog 44:2-17.

Det tilskyndede Juda til at komme med en følelsesladet tale: “Han er den eneste der er tilbage efter sin moder, og hans fader elsker ham.” Josef må være blevet stærkt berørt af de ord, for han var den ældste søn af Jakobs elskede hustru Rakel, som døde i forbindelse med Benjamins fødsel. Det var tydeligt at han, ligesom sin far, havde gode minder om Rakel. Måske var denne forbindelse årsag til at Josef holdt endnu mere af Benjamin. – 1 Mosebog 35:18-20; 44:20.

Juda blev ved med at trygle Josef om ikke at beholde Benjamin som træl. Han tilbød endda selv at blive træl i Benjamins sted. Derefter afsluttede han sin hjerteskærende appel med ordene: “Hvordan skulle jeg kunne drage op til min fader uden at drengen er med mig? Ellers kommer jeg til at se den ulykke der vil ramme min fader.” (1 Mosebog 44:18-34) Her var et tydeligt vidnesbyrd om en mand der havde forandret sig. Ikke alene var det tydeligt at han havde ændret sind. Han viste også en beundringsværdig grad af empati, uselviskhed og medfølelse.

Nu kunne Josef ikke bære det længere. Han måtte give luft for sine indestængte følelser. Han sendte alle sine tjenere bort og græd så højt at man hørte det i Faraos palads. Derefter gav han sig til kende: “Jeg er Josef, jeres broder.” Han omfavnede sine chokerede brødre og tilgav dem kærligt alt hvad de havde gjort imod ham. (1 Mosebog 45:1-15) På den måde genspejlede han den indstilling Jehova viser når han rundhåndet tilgiver os. (Salme 86:5) Handler vi på samme måde?

Da Farao hørte hele historien bag postyret i Josefs hus, tilskyndede han Josef til at få hentet sin aldrende far og hele den øvrige familie til Egypten. Der gik ikke længe før Josef endelig blev genforenet med sin elskede far. Jakob græd og sagde: “Denne gang er jeg rede til at dø, nu da jeg har set dit ansigt, at du stadig er i live.” – 1 Mosebog 45:16-28; 46:29, 30.

Jakob levede yderligere 17 år i Egypten. Han levede længe nok til at udtale profetiske velsignelser over sine 12 sønner. Han tildelte Josef, sin ellevte søn, den dobbelte del af arven, som normalt tilkom den førstefødte. To af Israels stammer ville udgå fra ham. Og hvad med Juda, den fjerde søn, som ved den sindsændring han havde vist, udmærkede sig frem for sine brødre? Han modtog en storslået velsignelse: Messias ville komme i hans slægtslinje! – Første Mosebog, kapitel 48 og 49.

Da Jakob døde i en alder af 147 år, frygtede Josefs brødre at deres magtfulde bror nu ville tage hævn. Men Josef kom i stedet med en kærlig og beroligende udtalelse. Han havde længe forsikret sine brødre om at eftersom det var Jehova der stod bag familiens flytning til Egypten, skulle de holde op med at bebrejde sig selv det der var sket. Han stillede dem dette bemærkelsesværdige spørgsmål: “Er jeg i Guds sted?” (1 Mosebog 15:13; 45:7, 8; 50:15-21) Josef indså at Jehova er den fuldkomne Dommer. Hvem var da Josef, at han skulle straffe dem som Jehova havde tilgivet? – Hebræerne 10:30.

Synes du at det i visse situationer kan være en udfordring at skulle tilgive? Det kan være særligt svært når nogen med overlæg har voldt os ondt. Men hvis vi af hele vores hjerte tilgiver dem der virkelig ændrer sind, kan vi være med til at hele mange sår – også hos os selv. På den måde efterligner vi Josefs tro og følger hans barmhjertige Fars, Jehovas, eksempel.