„Den mægtigste blandt sine brødre“. Ved sin omsorg for sin aldrende fader og ved sine ædle bestræbelser for at bevare Benjamins frihed på bekostning af sin egen udmærkede Juda sig frem for sine brødre. (1Kr 5:2) Han var ikke længere den Juda der i sin ungdom havde været med til at plyndre Sikem, at gøre sin halvbroder Josef uret og derefter føre sin egen fader bag lyset. På grund af sine gode lederegenskaber fik han som overhoved for en af Israels 12 stammer en særlig profetisk velsignelse af sin døende fader. (1Mo 49:8-12) Opfyldelsen af denne velsignelse er behandlet i det følgende.

Førende fra begyndelsen. Jakobs profetiske velsignelse havde tildelt Juda en førerstilling (1Mo 49:8; jf. 1Kr 5:2), og dette begyndte at gå i opfyldelse allerede tidligt i stammens historie. Under ledelse af høvdingen Nahsjon gik Judas stamme forrest under vandringen gennem ørkenen. (4Mo 2:3-9; 10:12-14) Fra denne stamme kom også Kaleb, en af de to trofaste spejdere der fik lov til at komme ind i det forjættede land på ny. Skønt Kaleb da var i en fremskreden alder, var han aktivt med til at erobre det område der var blevet tildelt Juda. Judæerne blev af Jehova udpeget til at tage føringen i kampen mod kana’anæerne, hvilket de gjorde sammen med simeonitterne. (4Mo 13:6, 30; 14:6-10, 38; Jos 14:6-14; 15:13-20; Dom 1:1-20; jf. 5Mo 33:7.) Senere anførte Juda, igen med guddommelig bemyndigelse, straffeekspeditionen mod Benjamin. — Dom 20:18.

Jakobs profetiske velsignelse opfyldes på David. Endelig var Guds tid inde til at kongemagten skulle overgå fra Benjamins stamme til Judas stamme. Efter Sauls død kom Judas mænd til Hebron og salvede David til konge. De øvrige stammer holdt sig imidlertid til Sauls hus og gjorde hans søn Isjbosjet til konge over sig. Det kom til flere sammenstød mellem de to riger indtil Abner, Isjbosjets stærkeste støtte, gik over til David. Kort efter blev Isjbosjet myrdet. — 2Sa 2:1-4, 8, 9; 3:1–4:12.

Da David derefter var blevet konge over hele Israel, priste ’Jakobs sønner’, det vil sige alle Israels stammer, Juda og bøjede sig for herskeren af hans stamme. Derved blev David i stand til at drage mod Jerusalem (skønt den egentlig lå i Benjamins område) og indtage klippeborgen Zion og gøre byen til sin hovedstad. David var i det store og hele retskaffen i al sin færd. På grund af ham kunne Judas stamme derfor lovprises for sådanne egenskaber som ret og retfærdighed og for sin tjeneste til gavn for nationen — hvorunder hørte varetagelsen af den nationale sikkerhed — sådan som Jakob havde forudsagt i den velsignelse han udtalte på sit dødsleje. Det kunne virkelig siges at Judas hånd hvilede på hans fjenders nakke da David undertvang filistrene (der to gange havde søgt at styrte ham som konge i Zion) såvel som moabitterne, aramæerne, edomitterne, amalekitterne og ammonitterne. Under Davids førerskab blev Israels grænser endelig udvidet til at omfatte hele det område Gud havde lovet sit folk. — 1Mo 49:8-12; 2Sa 5:1-10, 17-25; 8:1-15; 12:29-31.

Som følge af den evige pagt om et rige der blev indgået med David, var scepteret og kommandostaven i Judas stammes besiddelse i 470 år. (1Mo 49:10; 2Sa 7:16) Men det var kun under Davids og Salomons herredømme at der fandtes et forenet kongerige hvor alle Israels stammer bøjede sig for Juda. På grund af Salomons frafald hen imod slutningen af sin regeringstid rev Jehova ti af stammerne fra den næste judæiske konge, Rehabeam, og gav dem til Jeroboam. (1Kg 11:31-35; 12:15-20) Kun levitterne og Benjamins og Judas stammer forblev loyale mod Davids hus. — 1Kg 12:21; 2Kr 13:9, 10.