Som følge af den evige pagt om et rige der blev indgået med David, var scepteret og kommandostaven i Judas stammes besiddelse i 470 år. (1Mo 49:10; 2Sa 7:16) Men det var kun under Davids og Salomons herredømme at der fandtes et forenet kongerige hvor alle Israels stammer bøjede sig for Juda. På grund af Salomons frafald hen imod slutningen af sin regeringstid rev Jehova ti af stammerne fra den næste judæiske konge, Rehabeam, og gav dem til Jeroboam. (1Kg 11:31-35; 12:15-20) Kun levitterne og Benjamins og Judas stammer forblev loyale mod Davids hus. — 1Kg 12:21; 2Kr 13:9, 10.

Mistede ikke retten til herredømmet. Denne sørgelige afslutning på Juda rige betød dog ikke at scepteret og kommandostaven var veget fra Judas stamme for bestandig. Ifølge den profeti Jakob udtalte på sit dødsleje, skulle Judas stamme frembringe den evige kongelige arving, kaldet Silo (der betyder „han hvis den er“; „han som den tilhører“). (1Mo 49:10) Inden Juda rige blev omstyrtet, henvendte Jehova derfor gennem Ezekiel disse ord til Zedekias: „Fjern turbanen, løft kronen af. Dette skal ikke mere være det samme. Gør det lave højt, gør det høje lavt. En ruin, en ruin, en ruin gør jeg det til. Heller ikke dette skal blive nogens, før han kommer som har retten til det, og ham vil jeg give det.“ (Ez 21:26, 27) Den der havde retten til det, var — ifølge engelen Gabriels ord til den jødiske jomfru Maria ca. 600 år senere — ingen anden end Jesus, Guds søn. (Lu 1:31-33) Han bærer derfor meget passende betegnelsen „løven af Judas stamme“. — Åb 5:5.