ZIDON

(Ziʹdon), Zidoniere.

Kana’ans førstefødte søn, Zidon, blev stamfader til zidonierne. Havnebyen Zidon blev opkaldt efter ham, og den var i mange år hovedstad for fønikierne (den græske betegnelse for zidonierne). Byen hedder i dag Saida.

Nogle af zidonierne slog sig ned omkring 35 km syd for Zidon og kaldte deres koloni Tyrus. Med tiden overgik Tyrus Zidon i mange henseender, men den mistede aldrig helt sin karakter af zidonisk bebyggelse. Kongen af Tyrus blev undertiden kaldt „zidoniernes konge“ (1Kg 16:31), og Tyrus og Zidon nævnes ofte sammen i profetierne. (Jer 25:22; 27:3; 47:4; Joel 3:4; Zak 9:2) Mellem de to byer lå Zarepta, „i Zidons land“, hvor en enke sørgede for Elias under en langvarig hungersnød. — 1Kg 17:9; Lu 4:25, 26.

Zidon blev oprindelig betragtet som de kana’anæiske nationers nordgrænse. (1Mo 10:19) Efter at Josua havde besejret det nordlige Kana’ans konger (og forfulgt dem så langt mod nord som til „det folkerige Zidon“), blev landet delt mellem de ni og en halv stamme som endnu ikke havde modtaget en arvelod. På det tidspunkt var det område der hørte under Zidon, endnu ikke taget i besiddelse. (Jos 11:8; 13:2, 6, 7; 4Mo 32:33) Asers stamme fik tildelt kystsletterne umiddelbart syd for Zidon, og som forudsagt vendte den „fjerneste side“ af Zebulons område „mod Zidon“, hvilket vil sige at det lå i den nordlige del af det forjættede land. (Jos 19:24, 28; 1Mo 49:13) Aseritterne fordrev imidlertid ikke zidonierne, men stillede sig tilfredse med at bosætte sig iblandt dem. (Dom 1:31, 32; 3:1, 3) I dommertiden annekterede Dans stamme Lajisj, der måske var en zidonisk koloni, og gav den navnet Dan. De kunne øjensynlig indtage byen med lethed eftersom indbyggerne var „rolige og trygge“ og således ikke forberedte på et angreb. (Dom 18:7, 27-29) Zidon omtales også i forbindelse med den folketælling der blev foretaget på Davids tid. — 2Sa 24:6.

Da Zidon rådede over to af de få havne der fandtes på den fønikiske kyst, blev den et stort handelscenter hvor karavaner fra fastlandet mødtes og udvekslede varer med ladninger fra middelhavsskibene. Blandt zidonierne var der rige købmænd, kyndige søfolk og hårdføre roere. (Es 23:2; jf. Ez 27:8, 9.) Zidonierne var også berømte for deres dygtighed til at fremstille glas og til at væve og farve stof. Desuden var de kendt for at være dygtige skovhuggere. — 1Kg 5:6; 1Kr 22:4; Ezr 3:7.

Den zidoniske religion og dens konsekvenser. I religiøs henseende var zidonierne fordærvede; i forbindelse med dyrkelsen af gudinden Astarte spillede sexorgier en vigtig rolle. Eftersom israelitterne lod zidonierne forblive iblandt sig, blev de til sidst lokket til at dyrke deres guder. (Dom 10:6, 7, 11-13) Nogle af Salomons fremmede hustruer var zidoniere, og de fik kongen til at dyrke frugtbarhedsgudinden Astarte. (1Kg 11:1, 4-6; 2Kg 23:13) Kong Akab gjorde også hvad der var ondt i Jehovas øjne, ved at gifte sig med Jesabel, der var datter af en zidonisk konge. Og Jesabel gjorde alt hvad hun kunne for at fremme afgudsdyrkelsen i Israel. — 1Kg 16:29-33; 18:18, 19.

Zidonierne måtte drikke Jehovas vredesbæger, først ved at høre hans profeters budskaber og senere ved at blive hærget af babylonierne og andre. (Es 23:4, 12; Jer 25:17, 22; 27:1-8; 47:4; Ez 28:20-24; 32:30; Joel 3:4-8; Zak 9:1-4) Ifølge den verdslige historie blev Zidon underlagt Babylon og derefter Persien, Grækenland og Rom.

Zidon i det 1. århundrede e.v.t. Trods deres fordærvede gudsdyrkelse var zidonierne ikke så dadelværdige som det frafaldne Israel. Jesus sagde derfor at det på dommens dag ville være mere udholdeligt for indbyggerne i Zidon end for de jøder fra Korazin og Betsajda der forkastede Jesus som Messias. (Mt 11:20-22; Lu 10:13, 14) Da Jesus nogen tid senere drog gennem området omkring Zidon, viste en fønikisk kvinde tro på ham. (Mt 15:21-28; Mr 7:24-31) Men de fleste blandt den skare af mennesker som Jesus tidligere havde helbredt, og hvoraf nogle var fra egnen omkring Tyrus og Zidon, var uden tvivl jøder eller proselytter. (Mr 3:7, 8; Lu 6:17) På sin første rejse til Rom som fange fik Paulus tilladelse til at besøge brødrene i Zidon. — Apg 27:1, 3.

Af årsager der ikke oplyses i beretningen, var Herodes Agrippa I „indstillet på strid“ med zidonierne, som blev forsynet med fødevarer fra kongens land. På den dag man havde fastsat til at finde en løsning, hyldede zidonierne Herodes fordi han talte med „en guds røst, og ikke et menneskes“. Dette resulterede i at Jehovas engel slog ham så han inden længe blev ædt op af orme. — Apg 12:20-23.