Hvad siger Bibelen?

Hvad sker der med sjælen efter døden?

LIVET igennem spekulerede James Kidd, en ensom minearbejder, over om han havde en sjæl. Ved sin død efterlod han en formue på næsten 300.000 dollars (cirka to millioner kroner), og besat som han var af tanken om at få sine anelser bekræftet, havde han i sit testamente bestemt at pengene skulle bruges til „forskning efter et videnskabeligt bevis på at mennesket har en sjæl der forlader legemet ved døden“.

I modsætning til James Kidd er du måske ikke særlig interesseret i at få opklaret om du har en sjæl der lever videre når du dør. Men inderst inde tror du måske at det forholder sig sådan. Det gør millioner af mennesker — på grund af religiøse læresætninger, beretninger om såkaldte nær-død-oplevelser eller deres egen opfattelse af spørgsmålet.

Vågn op! har foretaget en undersøgelse blandt nogle der tror på sjælens udødelighed, og interessant nok gav de alle samme svar på følgende spørgsmål: „Tror du at sjælen må trække vejret for at holde sig i live?“ „Nej,“ lød det enstemmige svar.

Sjælen trækker vejret

I Første Mosebog, kapitel 2, vers 7, begynder den spændende beretning om menneskets skabelse, med ordene: „Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden.“

Hvilket mirakel! Af jordens grundstoffer dannedes 206 knogler, over 600 muskler og mange komplicerede organer foruden den forbløffende hjerne, alt klædtes i hud, og et fuldkomment menneske var blevet til. Endnu en „ingrediens“ manglede dog før skabelsen var fuldbragt: Noget der kunne give mennesket liv. Gud blæste derfor „livsånde ind i hans næsebor“. Ved at tilføre iltholdig luft gav Gud på samme tid alle menneskets millioner af celler ånd eller livskraft. Mennesket, Adam, var nu levende og trak vejret cirka 14 gange i minuttet, over 20.000 gange i døgnet! Læg mærke til at der i slutningen af vers 7 siges at mennesket, da det begyndte at trække vejret, „blev en levende sjæl“.

Dette kan illustreres med det blad du i øjeblikket læser i. Det består af papir, trykfarve og hæfteklammer. Hver for sig er disse bestanddele temmelig uinteressante. Kun hvis de kombineres udgør de et blad. På samme måde har det fysiske legeme, åndedrættet og livskraften ikke megen værdi hver for sig. Men tilsammen udgør de en levende sjæl. Derfor „blev“ Adam en levende sjæl.

Da der intet siges om at Gud gav Adam en sjæl, må vi spørge: Hvis sjælen først blev til da mennesket begyndte at trække vejret, er der da nogen grund til at tro at den lever videre når mennesket holder op med at trække vejret og dør? Nej. Der er ingen tvivl om at åndedrættet er livsvigtigt for sjælen.

Bibelskribenterne bruger således ofte ordet „sjæl“ som et synonym for et levende menneske, et menneske der trækker vejret. Læg for eksempel mærke til hvad der skete med Guds folks fjender i Kana’ans land. Guds folk „slog hver sjæl i [landet] ihjel med sværdets æg og viede dem til udslettelse. Intet som helst af hvad der trækker vejret, blev ladt tilbage“. (Josua 11:11) En sjæl var det samme som en der trak vejret, og omvendt. Det var kødelige, synlige mennesker med åndedræt der døde i Kana’ans land, ikke usynlige åndevæsener.

Er alle levende skabninger sjæle?

Mennesker adskiller sig fra dyr, men ikke sådan at forstå at mennesker er sjæle, og dyr ikke er det. Da Gud lod en ødelæggende vandflod komme over jorden på Noas tid, „udåndede alt kød der bevægede sig på jorden, bestående af de flyvende skabninger og af husdyrene og af de vilde dyr og af hele den vrimmel det vrimlede med på jorden, samt alle mennesker. Alt hvad der havde livets krafts ånde i sine næsebor, . . . døde.“ I skabelsesberetningen kaldes de samme dyrearter „levende sjæle“. — 1 Mosebog 7:21, 22; 1:24.

Som Bibelen viser har „alt kød“ — alle dyr og alle mennesker — brug for luft. De må trække vejret ved hjælp af deres forskelligartede åndedrætsorganer for at kunne opretholde livet som sjæle. Når denne livsopretholdende proces standser, vender sjælen tilbage til støvet. Sjælen — mennesket eller dyret — har derefter ingen bevidsthed og eksisterer ikke længere. — 1 Mosebog 3:19; Salme 146:4.

Sjælen kan leve evigt!

At troen på sjælens udødelighed er så udbredt viser at mennesket instinktivt føler at dette liv ikke kan være alt. Dette er en helt normal og naturlig følelse, for ifølge Bibelen har Gud ’lagt evigheden i menneskets hjerte’. (Prædikeren 3:11, da. aut.) Mange vil få opfyldt dette ønske om ’evighed’, evigt liv. Der er dog en hindring som først må fjernes, nemlig den ufuldkommenhed og synd der er årsag til at menneskesjælen dør. (Romerne 5:12) Når det er sket, kan menneskene leve evigt i kraft af at Gud opretholder dem. — Åbenbaringen 21:3, 4.

Hvilket håb er der da for dem der allerede er døde? De forskere der arvede James Kidds formue kunne ikke finde svaret. Efter fire års undersøgelser var det ikke lykkedes dem at bevise at mennesket har en sjæl der forlader legemet ved døden. Bibelen giver derimod et sikkert håb! Den lover at døde sjæle vil få en opstandelse til liv her på jorden. — Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15; Hebræerne 6:18.

De der får en opstandelse vil derefter lære hvilken hensigt Gud har med menneskesjælen. Og hos dem der allerede nu undersøger Guds ord og lever i overensstemmelse med det, „dem som har tro, så sjælen bevares i live“, behøver åndedrættet aldrig at standse! — Hebræerne 10:39.

[Illustrationer på side 26]

De er alle sjæle