En jordomspændende naturpark — hvordan?
MILLIONER af mennesker tager hvert år ud i naturparkerne for at tilfredsstille deres naturlige længsel efter at lære skaberværket at kende og glæde sig over det. Tænk om man kunne bo i omgivelser lige så smukke som på billedet her. Måske får det dig til at tænke på paradiset i Eden, dér hvor Skaberen satte det første menneskepar.
Interessant nok er to af de fire floder som udsprang i Eden stadig vandførende. Det er Hiddekel, bedre kendt som Tigris, og Eufrat. (1 Mosebog 2:10-14) Angående beretningen om „Edens have“ siger bibeloversætteren Hans Bruns: „Floderne nævnes for at vise at der ikke blot er tale om et eventyr, men om noget der virkelig har fundet sted her på jorden.“
Ligesom mange naturparker i dag er adskillige gange større end de var i begyndelsen, sådan var det også Guds hensigt at den parklignende have i Eden skulle udvides af menneskenes voksende familie, indtil dette paradis dækkede hele jorden og smykkede den med enestående naturskønhed.
Sandt nok mistede det første menneskepar på grund af deres ulydighed det privilegium fortsat at kunne glæde sig over livet i det oprindelige paradis. Ikke desto mindre er det stadig Skaberens hensigt at menneskene skal kunne glæde sig over tilværelsen i et paradis her på jorden. (Esajas 46:11; 55:11) Bibelen viser flere steder at Paradiset vil blive genoprettet på jorden under Guds riges styre. I en af profetierne hedder det for eksempel: „Ja, Jehova vil trøste Zion. . . . Han vil gøre dets ørken som Eden og dets ørkenslette som Jehovas have.“ Profetien omtaler endvidere at folk vil bygge huse, plante vingårde og nyde jordens afgrøder. — Esajas 51:3; 65:21-23.
Bibelens sidste bog, Åbenbaringen, omtaler også et syn af en fremtidig „ny himmel og en ny jord“. Den ’nye himmel’, Guds nye regering, vil ifølge synet rette sin opmærksomhed mod jorden. Med hvilket resultat? Beretningen lyder: „Se! Guds telt er hos menneskene [læg mærke til at menneskene ikke er hos Gud i himmelen], og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:1, 3, 4.
Disse bibelske løfter om Paradisets genoprettelse er ikke blot fantasifulde spådomme. Naturforskere og fredningsfolk har haft visioner om parker af begrænset omfang; men virkeliggørelsen af deres drømme er helt afhængig af lovgivernes velvilje. Bibelens løfter er derimod givet af hele universets Skaber, Jehova Gud — og han både kan og vil opfylde sine løfter.
I dag kan ingen der vandrer i vildmarken føle sig helt tryg, navnlig ikke i områder med rovdyr. Men i den jordomspændende naturpark der snart bliver en realitet, vil dyrene hverken true eller skade mennesker eller løbe bort i frygt ved synet af dem. For Bibelen lover: „Ulven skal holde til hos vædderlammet, og leoparden vil ligge hos kiddet, og kalven og ungløven og fedekvæget er sammen; og det er en lille dreng der fører dem. Og både koen og bjørnen vil græsse; deres unger ligger sammen. Og løven æder halm som kvæget.“ — Esajas 11:6-9.
Hvor vil det blive skønt til den tid at kunne gå i skoven og for en stund få følgeskab af en puma eller måske endog en stor, godmodig gråbjørn! De levende skabninger vil aldrig mere behøve at frygte hinanden.
Ansporet af ædle motiver har grundlæggerne af de mange naturparker verden over arbejdet for fredning af bestemte områder, med henblik på at beskytte flora og fauna. Men kun gennem de foranstaltninger Gud har truffet til at oprette en global naturparkforvaltning under hans rigsregering, vil en varig fredning af jordens værdier være sikret. Kun Guds rige, med Jesus Kristus som konge, vil kunne oprette et evigt, jordomspændende paradis og sikre sand fred imellem mennesker indbyrdes og imellem mennesker og dyr.