Jehova er en Gud der indgår pagter
„Jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus.“ — Jeremias 31:31.
1, 2. (a) Hvilken højtid indstiftede Jesus om aftenen den 14. nisan år 33? (b) Hvilken pagt omtalte Jesus i forbindelse med sin død?
OM AFTENEN den 14. nisan år 33 fejrede Jesus påsken med sine 12 apostle. Han vidste at dette ville være det sidste måltid han spiste med dem, og at han inden længe ville dø for sine fjenders hånd. Derfor benyttede han lejligheden til at forklare mange vigtige spørgsmål for sine nærmeste disciple. — Johannes 13:1–17:26.
2 Efter at have sendt Judas Iskariot bort indstiftede Jesus den eneste årlige religiøse højtid kristne har fået befaling til at fejre, nemlig højtiden til minde om hans død. Beretningen lyder: „Som de nu fortsatte med at spise tog Jesus et brød, og efter at have udtalt en velsignelse brækkede han det i stykker, og idet han gav det til disciplene sagde han: ’Tag, spis. Dette betyder mit legeme.’ Så tog han et bæger, og efter at have sagt tak gav han det til dem, idet han sagde: ’Drik alle af det, for dette betyder mit blod, „pagtens blod“, der skal udgydes for mange til synders tilgivelse.’“ (Mattæus 26:26-28) Jesu disciple skulle mindes hans død på en enkel og værdig måde. Jesus omtalte desuden en pagt i forbindelse med sin død. Den kaldes ifølge Lukas’ beretning for „den nye pagt“. — Lukas 22:20.
3. Hvilke spørgsmål opstår i forbindelse med den nye pagt?
3 Hvad er den nye pagt? Hvis det er en ny pagt, vil det så sige at der også er en gammel pagt? Har den nye pagt tilknytning til andre pagter? Dette er vigtige spørgsmål, for Jesus sagde at pagtens blod ville blive udgydt „til synders tilgivelse“. Vi har alle stort behov for en sådan tilgivelse. — Romerne 3:23.
En pagt med Abraham
4. Hvilket løfte hjælper os til at forstå den nye pagt?
4 For at forstå den nye pagt må vi gå tilbage til et tidspunkt i historien næsten 2000 år før Jesu jordiske tjeneste. Det var dengang Tara og hans familie, deriblandt Abram (der senere fik navnet Abraham) og hans hustru, Saraj (der senere fik navnet Sara), drog ud fra den velstående by Ur i Kaldæa til Karan i det nordlige Mesopotamien. Her blev de indtil Tara døde. På Jehovas bud krydsede den 75-årige Abraham derefter Eufratfloden og rejste mod sydvest til Kana’ans land, hvor han levede som nomade og boede i telte. (1 Mosebog 11:31–12:1, 4, 5; Apostelgerninger 7:2-5) Dette fandt sted i 1943 f.v.t. Mens Abraham stadig befandt sig i Karan, sagde Jehova til ham: „Jeg vil gøre dig til en stor nation og jeg vil velsigne dig og jeg vil gøre dit navn stort; og vær en velsignelse. Og jeg vil velsigne dem der velsigner dig, og den der nedkalder ondt over dig vil jeg forbande, og ved dig skal alle jordens slægter velsigne sig.“ På et senere tidspunkt, efter at Abraham var gået ind i Kana’an, tilføjede Jehova: „Dit afkom giver jeg dette land.“ — 1 Mosebog 12:2, 3, 7.
5. Hvilken historisk profeti er Jehovas løfte til Abraham knyttet til?
5 Løftet til Abraham havde tilknytning til et andet af Jehovas løfter. Det gjorde faktisk Abraham til en nøglefigur i menneskehedens historie, og han blev et led i opfyldelsen af den første profeti der er blevet nedskrevet. Efter at Adam og Eva havde syndet i Edens have, udtalte Jehova sin dom over dem. Ved samme lejlighed henvendte han sig til Satan, der havde vildledt Eva, og sagde: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.“ (1 Mosebog 3:15) Jehovas pagt med Abraham viste at det afkom der skulle bringe Satans gerninger til ophør, ville fremstå i denne patriarks slægtslinje.
6. (a) Gennem hvem ville Jehovas løfte til Abraham blive opfyldt? (b) Hvad er Abrahamspagten?
6 Eftersom Jehovas løfte var knyttet til et afkom, måtte Abraham have en søn hvorigennem dette afkom kunne fremstå. Men Abraham og Sara var oppe i årene og havde stadig ingen børn. Jehova velsignede dem dog til sidst idet han mirakuløst gav dem deres forplantningsevne tilbage, og Sara fødte Abraham sønnen Isak. Dermed blev løftet om et afkom yderligere befæstet. (1 Mosebog 17:15-17; 21:1-7) Efter at Jehova flere år senere havde sat Abrahams tro på prøve og havde set at han endog var villig til at ofre sin elskede søn Isak, gentog han sit løfte til Abraham: „Jeg [vil] visselig velsigne dig og visselig gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og som sandskornene der er ved havets bred; og dit afkom vil tage sine fjenders port i besiddelse. Og ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig fordi du har hørt efter min røst.“ (1 Mosebog 22:15-18) Dette udvidede løfte kaldes ofte for Abrahamspagten, og den nye pagt der skulle komme til senere, ville være nært knyttet til denne pagt.
7. Hvordan begyndte Abrahams afkom at vokse i antal, og hvorfor kom de til at bo i Ægypten?
7 På et tidspunkt fik Isak tvillingerne Esau og Jakob. Jehova valgte Jakob som forfader til det lovede afkom. (1 Mosebog 28:10-15; Romerne 9:10-13) Jakob fik 12 sønner. Det stod således klart at tiden nu var inde til at Abrahams afkom skulle begynde at vokse i antal. Da Jakobs sønner blev voksne og mange havde fået deres egen familie, tvang en hungersnød dem alle til at flytte ned til Ægypten, hvor Jakobs søn Josef ved guddommeligt forsyn havde beredt vejen for dem. (1 Mosebog 45:5-13; 46:26, 27) Efter nogle få år aftog hungersnøden i Kana’an. Jakobs familie forblev dog i Ægypten, først som gæster, men siden som trælle. Det var først i 1513 f.v.t., 430 år efter at Abraham havde krydset Eufratfloden, at Moses førte Jakobs efterkommere ud af Ægypten til frihed. (2 Mosebog 1:8-14; 12:40, 41; Galaterne 3:16, 17) Jehova ville nu vise sin pagt med Abraham særlig opmærksomhed. — 2 Mosebog 2:24; 6:2-5.
„Den gamle pagt“
8. Hvilken pagt indgik Jehova med Jakobs efterkommere ved Sinaj, og hvilken forbindelse havde denne pagt med Abrahamspagten?
8 Da Jakob og hans sønner flyttede til Ægypten, udgjorde de en stor familie, men deres efterkommere drog ud af Ægypten som en stor gruppe folkerige stammer. (2 Mosebog 1:5-7; 12:37, 38) Før Jehova førte dem til Kana’an, blev de ledet mod syd til foden af et bjerg ved navn Horeb (eller Sinaj) i Arabien. Her indgik han en pagt med dem. Denne pagt blev siden kaldt „den gamle pagt“ i forhold til „den nye pagt“. (2 Korinther 3:14) Ved hjælp af den gamle pagt sørgede Jehova for at hans pagt med Abraham fik en billedlig opfyldelse.
9. (a) Hvilke fire ting lovede Jehova gennem Abrahamspagten? (b) Hvilke velsignelser indebar Jehovas pagt med Israel, og hvad var betingelserne for at opnå dem?
9 Jehova forklarede israelitterne hvilke betingelser der var knyttet til denne pagt: „Hvis I nøje vil adlyde min røst og holde min pagt, så skal I blive min særlige ejendom blandt alle folkene, for mig tilhører hele jorden. Og I skal blive mig et kongerige af præster og en hellig nation.“ (2 Mosebog 19:5, 6) Jehova havde lovet at Abrahams afkom (1) skulle blive en stor nation, (2) skulle besejre sine fjender, (3) skulle arve Kana’ans land og (4) skulle være den kanal hvorigennem nationerne kunne opnå velsignelser. Nu åbenbarede han at israelitterne selv kunne arve disse velsignelser som hans særlige folk, Israel, idet de kunne blive „et kongerige af præster og en hellig nation“ hvis de ville adlyde hans bud. Indvilligede israelitterne i at indgå denne pagt? De svarede som med én mund: „Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre.“ — 2 Mosebog 19:8.
10. Hvordan organiserede Jehova israelitterne som en nation, og hvad forventede han af dem?
10 Jehova organiserede derfor israelitterne som en nation og gav dem både borgerlige og religiøse love. Han sørgede også for at de fik en teltbolig (og senere et tempel i Jerusalem) samt et præsteskab der skulle yde hellig tjeneste i teltboligen. For at overholde pagten måtte de adlyde Jehovas love og frem for alt kun tilbede ham. Det første af De Ti Bud, der udgjorde kernen i disse love, lød: „Jeg er Jehova din Gud, som har ført dig ud af Ægyptens land, af trællehuset. Du må ikke have andre guder i trods mod mig.“ — 2 Mosebog 20:2, 3.
Velsignelser gennem Lovpagten
11, 12. Hvordan blev løfterne i den gamle pagt opfyldt på Israel?
11 Blev Lovpagtens løfter opfyldt på Israel? Blev Israel „en hellig nation“? Som Adams efterkommere var israelitterne syndere. (Romerne 5:12) Under Loven blev der bragt ofre som skulle sone deres synder. Om de ofre der blev bragt på den årlige forsoningsdag, sagde Jehova: „På denne dag skaffes der jer soning for at I kan erklæres rene. I vil være rene for alle jeres synder for Jehovas ansigt.“ (3 Mosebog 16:30) Når folket var trofast, var Israel derfor en hellig nation, renset til tjenesten for Jehova. Men hvis israelitterne skulle forblive i denne rene tilstand, måtte de adlyde Loven og fortsat bringe ofre.
12 Blev Israel „et kongerige af præster“? Lige fra nationens fødsel var den et kongerige med Jehova som himmelsk konge. (Esajas 33:22) Lovpagten tog desuden højde for at Israel kunne blive et jordisk kongedømme, sådan at Jehova senere blev repræsenteret af konger der herskede fra Jerusalem. (5 Mosebog 17:14-18) Men var Israel et kongerige af præster? Det havde ganske rigtigt et præsteskab der udførte hellig tjeneste ved teltboligen. Teltboligen (og senere templet) var midtpunktet for den rene tilbedelse for både israelitter og ikkeisraelitter. Israel var desuden den eneste kanal hvorigennem menneskene kunne få del i Guds åbenbarede sandhed. (2 Krønikebog 6:32, 33; Romerne 3:1, 2) Alle trofaste israelitter, ikke blot levitpræsterne, var Jehovas „vidner“. Israel var Jehovas „tjener“, der var blevet ’dannet for at forkynde hans pris’. (Esajas 43:10, 21) Mange ydmyge ikkeisraelitter der så hvordan Jehova på magtfuld vis havde grebet ind til gavn for sit folk, følte sig tiltrukket af den rene tilbedelse. De blev proselytter. (Josua 2:9-13) Men der var kun én stamme der tjente som salvede præster.
Proselytter i Israel
13, 14. (a) Hvoraf fremgår det at proselytterne ikke var parthavere i Lovpagten? (b) I hvilken forstand var proselytterne under Lovpagten?
13 Hvilken status havde proselytterne i Israel? Da Jehova indgik sin pagt med Israel, var det udelukkende dette folk der var med i pagten. Den ’talrige blandede flok’ der også var til stede ved denne lejlighed, blev ikke omtalt som parthaver i pagten. (2 Mosebog 12:38; 19:3, 7, 8) Disse proselytters førstefødte blev heller ikke regnet med da man udregnede løsesummen for israelitternes førstefødte. (4 Mosebog 3:44-51) Da Kana’ans land mange år senere blev delt mellem Israels stammer, blev der ikke uddelt noget til de troende ikkeisraelitter. (1 Mosebog 12:7; Josua 13:1-14) Hvorfor ikke? Fordi Lovpagten ikke blev indgået med proselytter. Men i lydighed mod Loven lod de mandlige proselytter sig omskære. De overholdt dens bestemmelser og nød gavn af dens forordninger. Både proselytterne og israelitterne var under Lovpagten. — 2 Mosebog 12:48, 49; 4 Mosebog 15:14-16; Romerne 3:19.
14 Hvis en proselyt for eksempel ved et uheld kom til at slå nogen ihjel, kunne han, ligesom en israelit, flygte til en tilflugtsby. (4 Mosebog 35:15, 22-25; Josua 20:9) På forsoningsdagen blev der bragt et offer „for hele Israels menighed“. Som en del af menigheden overværede proselytterne ofringen, og offerets sonende værdi gjaldt også dem. (3 Mosebog 16:7-10, 15, 17, 29; 5 Mosebog 23:7, 8) Proselytterne var så nært knyttet til Israel under Loven at da den første af ’rigets nøgler’ på pinsedagen i år 33 blev anvendt til gavn for jøderne, indbefattede det også proselytterne. Som følge heraf blev „Nikolaus, en proselyt fra Antiochia,“ kristen. Han var blandt de syv mænd ’som havde godt vidnesbyrd’, og som blev udnævnt til at tage sig af visse behov i menigheden i Jerusalem. — Mattæus 16:19; Apostelgerninger 2:5-10; 6:3-6; 8:26-39.
Jehova velsigner Abrahams afkom
15, 16. Hvordan blev Jehovas pagt med Abraham opfyldt under Lovpagten?
15 Da Abrahams efterkommere var blevet organiseret som en nation under Loven, velsignede Jehova dem i harmoni med sit løfte til patriarken. I 1473 f.v.t. førte Moses’ efterfølger, Josua, israelitterne ind i Kana’ans land. Da landet derefter blev delt blandt Israels stammer, opfyldte Jehova sit løfte til Abraham om at give hans afkom landet i eje. Når israelitterne var trofaste, opfyldte Jehova sit løfte om at lade dem vinde sejr over deres fjender. Det gjaldt især under kong Davids styre. På Davids søn Salomons tid blev et tredje aspekt ved Abrahamspagten opfyldt. „Juda og Israel var talrige, så talrige som sandskornene der er ved havet. De spiste og drak og frydede sig.“ — 1 Kongebog 4:20.
16 Men hvordan skulle nationerne velsigne sig ved Abrahams afkom, Israel? Som nævnt var israelitterne Jehovas udvalgte folk, idet de repræsenterede Jehova blandt nationerne. Kort før Israel drog ind i Kana’ans land, sagde Moses: „Vær glade, I nationer, med hans folk.“ (5 Mosebog 32:43) Mange fremmede fulgte denne opfordring. „En talrig blandet flok“ havde allerede fulgt med israelitterne ud af Ægypten, havde været vidne til Jehovas magt i ørkenen og havde hørt Moses’ opfordring til at glæde sig med Guds folk. (2 Mosebog 12:37, 38) Senere giftede moabitterinden Rut sig med israelitten Boaz og blev en af Messias’ stammødre. (Rut 4:13-22) Kenitten Jonadab og hans efterkommere samt ætiopieren Ebed-Melek skilte sig ud ved at følge rette principper, selv da mange kødelige israelitter viste sig troløse. (2 Kongebog 10:15-17; Jeremias 35:1-19; 38:7-13) Under det persiske rige blev mange udlændinge proselytter og kæmpede sammen med israelitterne mod deres fjender. — Ester 8:17, fodnote.
Nødvendigt med en ny pagt
17. (a) Hvorfor forkastede Jehova Israels nordrige og sydrige? (b) Hvorfor blev jøderne til sidst helt forkastet?
17 For at erfare den fulde opfyldelse af Guds løfte måtte Guds udvalgte folk forblive trofast. Men sådan gik det ikke. Nogle israelitter havde ganske vist en bemærkelsesværdig tro. (Hebræerne 11:32–12:1) Ved mange lejligheder vendte nationen sig imidlertid til hedenske guder i håb om at det ville give dem materielle fordele. (Jeremias 34:8-16; 44:15-18) Desuden var der nogle som misfortolkede Loven eller blot ignorerede den. (Nehemias 5:1-5; Esajas 59:2-8; Malakias 1:12-14) Efter Salomons død blev Israel delt i et nordrige og et sydrige. Da Nordriget viste sig oprørsk, erklærede Jehova: „Fordi du har afvist kundskab, vil jeg også afvise dig, så du ikke skal tjene som præst for mig.“ (Hoseas 4:6) Også Sydriget blev alvorligt straffet fordi det ikke overholdt pagten. (Jeremias 5:29-31) Da jøderne forkastede Jesus som Messias, forkastede Jehova også dem. (Apostelgerninger 3:13-15; Romerne 9:31–10:4) Til sidst tilvejebragte Jehova en ny ordning med henblik på at lade Abrahamspagten få sin fulde opfyldelse. — Romerne 3:20.
18, 19. Hvilken ny ordning tilvejebragte Jehova for at Abrahamspagten kunne få en fuldstændig opfyldelse?
18 Denne nye ordning var den nye pagt. Jehova havde forudsagt dette da han sagde: „’Se! Der kommer dage,’ lyder Jehovas udsagn, ’da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus.’ . . . ’Dette er den pagt som jeg slutter med Israels hus efter de dage,’ lyder Jehovas udsagn: ’Jeg giver min lov i deres indre, og jeg skriver den på deres hjerte. Og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.’“ — Jeremias 31:31-33.
19 Det var denne nye pagt Jesus talte om den 14. nisan år 33. Ved den lejlighed lod han forstå at denne pagt ville blive indgået mellem hans disciple og Jehova, med Jesus som mellemmand. (1 Korinther 11:25; 1 Timoteus 2:5; Hebræerne 12:24) Gennem denne nye pagt skulle Jehovas løfte til Abraham få en langt herligere og mere varig opfyldelse, hvilket vi vil se i den følgende artikel.
Kan du forklare?
◻ Hvad lovede Jehova gennem Abrahamspagten?
◻ På hvilken måde blev løfterne i Abrahamspagten opfyldt på det kødelige Israel?
◻ Hvilken gavn havde proselytterne af den gamle pagt?
◻ Hvorfor var det nødvendigt med en ny pagt?
[Illustration på side 9]
Gennem Lovpagten sørgede Jehova for at Abrahamspagten fik en billedlig opfyldelse