Spørgsmål fra læserne

Hvem talte Jehova om da han brugte udtrykket „som en af os“ i Første Mosebog 3:22?

Øjensynlig talte Jehova om sig selv og sin enestefødte søn da han sagde: „Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt.“ (1 Mosebog 3:22) Lad os se nærmere på hvorfor det må være sådan.

Jehova sagde dette efter at have udtalt dommen over det første menneskepar. Nogle har opfattet udtrykket „en af os“ som majestætsflertal, ligesom en jordisk konge undertiden bruger ordet „vi“ om sig selv. Om Første Mosebog 1:26 og 3:22 siger bibelforskeren Donald E. Gowan imidlertid: „Der er ingen støtte at hente i Det Gamle Testamente for de fleste af de foreslåede forklaringer: At der skulle være tale om det royale ’vi’ [majestætsflertal], det deliberative ’vi’ [det overvejende ’vi’, som om man overvejede med sig selv], det intensive ’vi’ [flertal om mængde og udstrækning] eller flertal til angivelse af mere end én person i guddommen. . . . Ingen af disse forklaringer giver nogen mening i 3:22, der siger ’en af os’.“

Kan Jehova have tænkt på Satan Djævelen, som nu selv var begyndt at afgøre hvad der var „godt og ondt“, og som havde fået de første mennesker til at gøre det samme? Det er ikke rimeligt at drage denne slutning. Jehova brugte udtrykket „en af os“. Satan hørte ikke længere til blandt myriaderne af trofaste engle og kunne derfor ikke regnes med blandt dem der var på Jehovas side.

Var det de trofaste engle Jehova tænkte på? Det kan ikke fastslås med bestemthed. Men ligheden mellem udtrykkene i Første Mosebog 1:26 og 3:22 giver et fingerpeg. I Første Mosebog 1:26 siger Jehova: „Lad os frembringe mennesker i vort billede, så de ligner os.“ Hvem var disse ord henvendt til? Apostelen Paulus sagde om den åndeskabning der blev det fuldkomne menneske Jesus: „Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte, for ved hjælp af ham er alt andet blevet skabt i himlene og på jorden.“ (Kolossenserne 1:15, 16) Ja, det synes rimeligt at slutte at Jehova i Første Mosebog 1:26 talte til sin enestefødte søn, ’værkmesteren’, der var ved hans side da himmelen og jorden blev skabt. (Ordsprogene 8:22-31) Ligheden med udtrykket i Første Mosebog 3:22 tyder på at Jehova igen talte til den der stod ham nærmest, hans enestefødte søn.

Der er ingen tvivl om at denne søn havde kundskab om „godt og ondt“. Af det han havde lært af sin Fader gennem lang tids samvær og samarbejde med ham, må han have fået et indgående kendskab til hans tankegang, principper og normer. Jehova, som vidste at hans søn havde kendskab til og var loyal over for alt dette, kan have givet sin søn nogen frihed til at handle uden først at rådspørge ham i hvert enkelt tilfælde. Så i denne henseende ville Sønnen både være i stand til og have bemyndigelse til at afgøre hvad der var godt, og hvad der var ondt, men til forskel fra Satan, Adam og Eva opstillede han ikke sin egen norm i modstrid med Jehovas.