Da der var gået nogen tid, formentlig efter at Kain og Abel var blevet voksne, bragte de hver et offer til Jehova. Da Abel var fårehyrde, var det naturligt at han valgte „nogle af sin hjords førstefødte, ja af deres fede stykker“, hvorimod Kain ofrede „nogle af agerjordens frugter“. Jehova tog imod Abels offer, men ’så ikke velvilligt til Kain og hans offergave’. (1 Mosebog 4:3-5) Hvorfor ikke?

Nogle peger på at Abel havde taget sit offer fra „sin hjords førstefødte“, mens Kains offer blot var „nogle af agerjordens frugter“. Men det var ikke kvaliteten af Kains offergave der var noget i vejen med, for beretningen siger at mens Jehova så velvilligt „til Abel og hans offergave“, så han ikke velvilligt „til Kain og hans offergave“. Jehova så først og fremmest på hjerteindstillingen hos den der bragte ham et offer. Hvad så han efter? Hebræerbrevet 11:4 siger at det var „ved tro“ Abel frembar sit offer. Kain ofrede åbenbart ikke ved tro, sådan som Abel gjorde, og det var dét der gjorde Abels offer antageligt for Gud.

Kain, derimod, havde formentlig ikke skænket sit offer nogen dybere tanke. „Hans offer var blot en anerkendelse af Gud som velgører,“ siger en bibelkommentar fra det 19. århundrede. „Det viser blot at han ikke følte at der var nogen kløft mellem ham og hans Skaber, noget behov for bekendelse af synd eller nogen afhængighed af en soning.“

Kain har måske desuden, fordi han var den førstefødte, overmodigt regnet med at han var det lovede afkom der skulle tilintetgøre Slangen, Satan. Muligvis har Eva også næret sådanne ambitiøse forhåbninger vedrørende sin førstefødte søn. (1 Mosebog 4:1) Hvis det var hvad Kain og Eva havde forventet, tog de grundigt fejl.

Bibelen fortæller ikke hvordan Jehova viste at han godkendte Abels offer. Nogle bibelkommentatorer antyder at det blev fortæret af ild fra himmelen. Uanset hvordan det forholder sig, blev Kain, da han opdagede at hans offer blev afvist, „optændt af stor vrede, og han fik et modfaldent udtryk i ansigtet“. (1 Mosebog 4:5) Kain var på vej mod katastrofen.