SKRIVEKUNST

Den kunst at frembringe skrifttegn på en overflade til formidling af ord eller tanker. Det første menneske, Adam, blev udrustet med evnen til at tale et sprog, men i begyndelsen havde han ikke meget brug for at kunne skrive. Han kunne klare al kommunikation mundtligt, og da han var fuldkommen, havde han ikke brug for at skrive noget ned som en hjælp for en ufuldkommen hukommelse. På den anden side har han sikkert været i stand til at frembringe en skriftlig beretning. Men Bibelen indeholder ingen direkte vidnesbyrd om at han gjorde dette, hverken før eller efter sin overtrædelse.

Den teori er blevet fremsat at ordene „dette er bogen med den historiske beretning om Adam“ tyder på at „bogen“ var skrevet af Adam. (1Mo 5:1) Om udtrykket „dette er den historiske beretning“ („dette er . . . oprindelseshistorie“), der forekommer gentagne gange i Første Mosebog, bemærker P. J. Wiseman: „Det er den afsluttende sætning i hvert afsnit og viser derfor tilbage til en beretning der allerede er skrevet. . . . Den sigter normalt til den der har skrevet beretningen, eller til ejeren af den tavle hvorpå den fandtes.“ — New Discoveries in Babylonia About Genesis, 1949, s. 53.

En undersøgelse af disse beretningers indhold rejser betydelig tvivl om hvorvidt Wisemans opfattelse er korrekt. For eksempel skulle det afsnit der begynder med 1 Mosebog, kapitel 36, vers 10, ifølge denne opfattelse slutte med ordene i 1 Mosebog 37:2: „Dette er den historiske beretning om Jakob.“ Næsten hele beretningen drejer sig imidlertid om Esaus efterkommere og nævner kun Jakob lejlighedsvis. I det efterfølgende gives der imidlertid omfattende oplysninger om Jakob og hans slægt. Hvis teorien var korrekt, ville dette desuden betyde at Ismael og Esau havde skrevet eller ejede de mest udførlige beretninger om Guds forhold til Abraham, Isak og Jakob. Dette synes ikke logisk, for det ville betyde at de der ikke havde del i Abrahamspagten, var dem der viste den størst interesse. Man kan vanskeligt forestille sig at Ismael var så interesseret i begivenhederne i forbindelse med Abrahams husstand at han ville gøre sig anstrengelse for at udarbejde en detaljeret beretning om den, en beretning der strakte sig mange år efter at han var blevet sendt bort sammen med sin moder, Hagar. — 1Mo 11:27b–25:12.

Der ville heller ikke have været nogen grund til at Esau, som ikke værdsatte det der var helligt (He 12:16), skulle have skrevet eller erhvervet sig en beretning der udførligt beskrev begivenhederne i Jakobs liv som Esau ikke havde været øjenvidne til. (1Mo 25:19–36:1) Desuden synes det ulogisk at slutte at Isak og Jakob i det store og hele ville ignorere det Gud havde gjort for dem, og være tilfredse med blot at have kortfattede beretninger om andres slægtsregistre. — 1Mo 25:13-19a; 36:10–37:2a.

Før Vandfloden. Det kan ikke fastslås med sikkerhed om nogen af de historiske beretninger der findes i Første Mosebog, er nedskrevet før Vandfloden, og Bibelen indeholder ingen omtale af skrift eller skrivning på den tid. Imidlertid begyndte man længe før Vandfloden at bygge byer, at fremstille musikinstrumenter og at smede redskaber af jern og kobber (1Mo 4:17, 21, 22), så menneskene kan ikke have haft vanskeligt ved også at udvikle et skriftsystem. Eftersom der oprindelig kun fandtes ét sprog (der senere blev kendt som hebraisk; se HEBRAISK), og eftersom de der fortsatte med at tale dette sprog, det vil sige israelitterne, vides at have benyttet et alfabet, er det muligt at alfabetskriften fandtes forud for Vandfloden.

Den assyriske konge Assurbanipal hævdede at han læste „inskriptioner på sten fra tiden før oversvømmelsen“. (Light From the Ancient Past af J. Finegan, 1959, s. 216, 217) Disse inskriptioner kan imidlertid have været fra tiden før en stor lokal oversvømmelse, eller de kan have været beretninger der blot gav sig ud for at handle om begivenheder der fandt sted før Vandfloden. Den såkaldte „Sumeriske Kongeliste“ siger for eksempel at otte konger herskede i tilsammen 241.200 år, hvorefter der „hærgede en vandflod“. (Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter ved O. E. Ravn, 1934, s. 27) En sådan liste er naturligvis ikke troværdig.

Ifølge den bibelske tidsregning indtraf den jordomspændende vandflod i år 2370 f.v.t. Arkæologer har bedømt mange af de lertavler de har fundet, til at stamme fra en tid som ligger forud for dette år. Disse lertavler er imidlertid ikke daterede dokumenter. Den alder man tillægger dem, bygger derfor kun på formodninger og giver ikke noget sikkert grundlag for at placere dem tidsmæssigt i forhold til den bibelske vandflod. Der er ikke udgravet oldsager som med bestemthed kan siges at være fra tiden før Vandfloden. Arkæologer som har dateret genstande til den prædiluvianske periode, har gjort dette på grundlag af fund som i bedste fald blot vidner om en omfattende lokal oversvømmelse.

Efter Vandfloden. Efter sprogforvirringen ved Babel opstod der forskellige skriftsystemer. Babylonierne, assyrerne og andre folkeslag brugte kileskrift, som menes at være udviklet af sumererne fra deres billedskrift. Der er vidnesbyrd om at man brugte flere skriftsystemer samtidig. På et gammelt assyrisk vægmaleri ses for eksempel to skrivere, hvoraf den ene med en griffel prenter kileskrift på en lertavle (sandsynligvis på akkadisk), mens den anden skriver med en pensel på et stykke skind eller papyrus (muligvis på aramaisk). Den ægyptiske hieroglyfskrift bestod af enkeltstående billedtegn og geometriske figurer. Mens hieroglyfskriften fortsat blev brugt på monumenter og vægmalerier, begyndte man sideløbende at anvende to andre skriftformer (først den hieratiske og senere den demotiske skrift). (Se ÆGYPTEN, ÆGYPTER.) I ikkealfabetiske skriftsystemer kunne et billedtegn (eller dets senere, ofte uigenkendelige, linear- eller kursivform) enten stå for den genstand det betegnede, eller for et begreb som havde tilknytning til genstanden, eller for et ord eller en stavelse der blev udtalt på samme måde. En stiliseret tegning af et øje kunne således stå både for navneordet „øje“ og for udsagnsordet „se“.

Israelitternes alfabet var fonetisk, bestående af konsonanttegn som hver repræsenterede en bestemt konsonantlyd. Vokallydene måtte læseren selv indføje, og ved ord der havde samme stavemåde, men forskellig udtale, måtte læseren ud fra sammenhængen afgøre hvilke vokallyde der skulle indføjes. Dette var ikke noget større problem; selv i moderne hebraiske aviser, blade og bøger bruges der næsten ingen vokaltegn.

Blandt israelitterne. I Israel kunne præsterne (4Mo 5:23) og fremtrædende mænd som Moses (2Mo 24:4), Josua (Jos 24:26), Samuel (1Sa 10:25), David (2Sa 11:14, 15) og Jehu (2Kg 10:1, 6) både læse og skrive, og det samme gjaldt med nogle undtagelser det jævne folk. (Jf. Dom 8:14; Es 10:19; 29:12.) Budet til israelitterne om at de skulle skrive på dørstolperne af deres huse, skal nok forstås billedligt, men det forudsatte at de kunne læse og skrive. (5Mo 6:8, 9) Ved sin indsættelse på tronen skulle kongen skrive en afskrift til sig selv af Loven og læse i den daglig. — 5Mo 17:18, 19; se BOG.

Selv om skriftligt materiale sikkert var ret udbredt i Israel, er der ikke fundet mange israelitiske inskriptioner. Det skyldes måske at israelitterne ikke rejste mange monumenter for at berømme deres bedrifter. De fleste af deres skrifter, deriblandt Bibelens bøger, blev sandsynligvis skrevet med blæk på papyrus eller pergament, som ikke ville være særlig bestandigt materiale i Palæstinas fugtige miljø. Det bibelske budskab blev imidlertid bevaret op gennem århundrederne ved at det med stor omhu blev afskrevet igen og igen. (Se BIBELHÅNDSKRIFTER; SKRIFTLÆRD.) Bibelen indeholder den eneste beretning der går helt tilbage til menneskehedens begyndelse og længere endnu. (1Mo kap. 1, 2) Beretninger som er indhugget i sten eller prentet i ler, kan i nogle tilfælde være langt ældre end det ældste eksisterende bibelhåndskrift, men de øver ingen særlig indflydelse på menneskers liv i dag — og mange af dem (som for eksempel Den Sumeriske Kongeliste) indeholder direkte usandheder. På grund af sit betydningsfulde budskab, der fortjener langt mere end forbigående interesse, indtager Bibelen derfor en enestående plads blandt oldtidens skrifter.