Ifølge skabelsesberetningen forårsagede Gud at der på den fjerde skabelsesdag kom „lysgivere på den udstrakte himmel“. (1Mo 1:14, 19) Dermed sigtes ikke til frembringelsen af selve lyset (hebr.: ’ōr), for som beretningen viser, fandtes det allerede. (1Mo 1:3) Der sigtes heller ikke til at solen, månen og stjernerne blev skabt på det tidspunkt, for i Bibelens første vers hedder det: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ (1Mo 1:1) Den fysiske himmel med dens himmellegemer, deriblandt solen, eksisterede altså i en periode af ukendt varighed forud for de processer og begivenheder der fandt sted i de seks skabelsesperioder som er beskrevet i de efterfølgende vers i Første Mosebogs 1. kapitel.

Beretningen her fortæller således blot hvordan solen, månen og stjernerne, der allerede eksisterede, nu kom til at tage sig ud set fra planeten Jorden. På den første „dag“ trængte lyset (hebr.: ’ōr) åbenbart lidt efter lidt gennem det skylag der stadig omgav jorden, og ville være blevet synligt for en iagttager på jorden hvis der havde været nogen. (1Mo 1:3) På den fjerde „dag“ indtrådte der en ændring. At Gud denne dag ’satte lysgivere på den udstrakte himmel’, vil sige at Gud nu lod lyskilderne (hebr.: ma’ōrʹ), nemlig solen, månen og stjernerne, blive synlige på hvælvingen. Hensigten var at de skulle „sætte skel mellem dagen og natten“ og „tjene til tegn og til afmærkning af årstider og til afmærkning af dage og år“. Foruden at være tegn på Guds eksistens og majestæt sætter disse lysgivere ved deres bevægelser menneskene i stand til at inddele tiden nøjagtigt i årstider, dage og år. — 1Mo 1:14-18; Sl 74:16; 148:3.