„Vi vandrer efter det vi tror, ikke efter det vi ser“
„Vi vandrer efter det vi tror, ikke efter det vi ser.“ — 2 Korinther 5:7.
1. Hvad vil det sige at ’vandre efter det man tror’?
HVER gang vi beder i overensstemmelse med de retningslinjer vi finder i Guds ord, viser vi at vi ejer et vist mål af tro. Vores tro kommer også til udtryk når vi begynder at forkynde og fortælle andre om Guds rige. Og når vi indvier vort liv til Jehova, viser vi at det er vort ønske at ’vandre efter det vi tror’, det vil sige følge en livsvej hvor vi ledes af troen. — 2 Korinther 5:7; Kolossenserne 1:9, 10.
2. Hvorfor er det at man tager del i menighedens aktiviteter, ikke nødvendigvis et bevis på at man har tro?
2 Hvis vi skal kunne vandre efter det vi tror, må vores tro være velfunderet. (Hebræerne 11:1, 6) Mange føler sig tiltrukket af Jehovas vidner på grund af deres høje moral og indbyrdes kærlighed. Det er selvfølgelig en god begyndelse, men det er ikke ensbetydende med at sådanne mennesker har tro. Andre har måske en ægtefælle eller nogle forældre der er stærke i troen, og deltager derfor i visse åndelige aktiviteter sammen med dem. Det er godt når der i et hjem er én som har en god indflydelse på de andre, men heller ikke dette kan erstatte den enkeltes egen kærlighed til Gud og personlige tro. — Lukas 10:27, 28.
3. (a) Hvad må man være overbevist om hvis ens tro skal være velfunderet? (b) Hvorfor lader nogle sig hurtigere overbevise om Bibelens inspiration end andre?
3 De der vandrer fuldt og helt efter det de tror, er overbeviste om at Bibelen er Guds ord. Der findes rigeligt med vidnesbyrd om at hele Skriften virkelig er „inspireret af Gud“.a (2 Timoteus 3:16) Hvor mange af disse vidnesbyrd må folk undersøge før de er overbevist? Det kan afhænge af deres baggrund. Det der stiller én person tilfreds, overbeviser ikke nødvendigvis en anden. Det sker imidlertid at en person der præsenteres for et væld af uomtvistelige beviser, alligevel ikke vil drage den konklusion som alt peger i retning af. Hvorfor er det sådan? Det kan skyldes noget der ligger dybt i hans hjerte. (Jeremias 17:9) Selv om en person viser interesse for Guds hensigt, kan det godt være at hans hjerte higer efter verdens anerkendelse. Han ønsker måske ikke at ophøre med en livsstil der er i modstrid med Bibelens normer. Men hvis han hungrer efter sandheden, er ærlig over for sig selv og er ydmyg, vil han med tiden indse at Bibelen virkelig er Guds ord.
4. Hvad kræves der for at man kan opnå tro?
4 I mange tilfælde indser de der får hjælp til at studere Bibelen, efter blot nogle få måneder at der findes mange beviser for at Bibelen er Guds ord. Hvis dette bevæger dem til at åbne deres hjerte og lade sig oplære af Jehova, vil deres inderste tanker, ønsker og motiver gradvis blive formet af det de lærer. (Salme 143:10) Romerbrevet 10:10 siger at det er „med hjertet“ man tror. Det man rummer inderst inde, kommer til udtryk i ens tro; men det vil også komme klart til udtryk i ens livsførelse.
Noas velfunderede tro fik ham til at handle
5, 6. Hvad var Noas tro grundlagt på?
5 Noa havde en velfunderet tro. (Hebræerne 11:7) Hvilket grundlag havde han for sin tro? Han havde Guds ord, ikke i skreven form, men som han havde hørt det. Første Mosebog 6:13 lyder: „Så sagde Gud til Noa: ’Alt køds endeligt står mig klart, for jorden er fuld af vold på grund af dem.’“ Jehova gav Noa besked på at bygge en ark og fortalte i detaljer hvordan det skulle gøres. Dernæst tilføjede han: „Se, jeg bringer vandfloden med dens vande over jorden for at ødelægge alt kød under himmelen, alt hvad der har livets kraft i sig. Alt hvad der er på jorden vil udånde.“ — 1 Mosebog 6:14-17.
6 Havde det på noget tidspunkt regnet inden da? Det siger Bibelen ikke noget om. Første Mosebog 2:5 lyder: „Jehova Gud havde ikke ladet det regne.“ Her var det imidlertid Moses, som levede flere hundrede år senere, der udtrykte sig om forholdene, ikke som de var på Noas tid, men længe før. Som det fremgår af Første Mosebog 7:4, nævnte Jehova da han talte med Noa, at han ville lade det regne, og øjensynlig forstod Noa hvad det betød. Imidlertid lå Noas tro ikke i hvad han kunne se. Apostelen Paulus skrev at Noa blev „advaret af Gud om ting som man endnu ikke så“. Gud sagde til Noa at han ville bringe „vandfloden“, eller „himmeloceanet“, som en fodnote i Ny Verden-Oversættelsen siger, over jorden. (1 Mosebog 6:17) Noget sådant var aldrig før sket, men hele det skaberværk som Noa kunne betragte, var et klart bevis på at Gud kunne bringe en sådan ødelæggende vandflod over jorden. I tro byggede Noa derfor arken.
7. (a) Hvad behøvede Noa ikke at vide for at gøre det Gud krævede af ham? (b) Hvordan gavner det os at betragte Noas tro, og hvordan kan vores tro være til velsignelse for andre?
7 Gud havde ikke fortalt Noa hvornår Vandfloden ville begynde, men Noa brugte ikke dette som en undskyldning for at stille sig afventende og skubbe byggeriet af arken og forkyndelsen i baggrunden. I god tid fortalte Gud Noa hvornår han skulle gå ind i arken. Imens „gjorde Noa ganske som Gud havde påbudt ham. Sådan gjorde han.“ (1 Mosebog 6:22) Noa vandrede efter det han troede, ikke efter det han så. Det kan vi være meget taknemmelige for. Takket være hans tro er vi i live i dag. Men vores egen tro kan også have stor indflydelse på hvad fremtiden vil byde os, vore børn og dem der omgiver os.
Abrahams tro
8, 9. (a) Hvad byggede Abraham sin tro på? (b) Hvordan „viste“ Jehova sig for Abraham?
8 Lad os betragte et andet eksempel, nemlig Abraham. (Hebræerne 11:8-10) Hvad byggede Abraham sin tro på? I Ur i Kaldæa var han omgivet af afgudsdyrkelse og materialisme. Men det var andre påvirkninger der formede Abrahams indstilling. Han havde sikkert forbindelse med Noas søn Sem, som han levede samtidig med i 150 år. Abraham blev overbevist om at det var Jehova der er „den højeste Gud, som har frembragt himmel og jord“. — 1 Mosebog 14:22.
9 Der var også noget andet som havde en stor indvirkning på Abraham. Jehova „viste sig for . . . Abraham mens han var i Mesopotamien, før han bosatte sig i Karan, og han sagde til ham: ’Rejs ud fra dit land og fra dine slægtninge og kom her til det land som jeg vil vise dig.’“ (Apostelgerninger 7:2, 3) På hvilken måde „viste“ Jehova sig for Abraham? Abraham så ikke Gud direkte. (2 Mosebog 33:20) Det er muligt at Jehova viste sig for Abraham i en drøm, ved en manifestation af overnaturlig herlighed eller ved hjælp af en engel der tjente som Jehovas sendebud eller repræsentant. (Jævnfør Første Mosebog 18:1-3; 28:10-15; Tredje Mosebog 9:4, 6, 23, 24.) Men uanset på hvilken måde Jehova viste sig for Abraham i Mesopotamien, var Abraham klar over at Gud havde noget storslået i tanke med ham. Abraham handlede derfor i tro.
10. Hvordan styrkede Jehova Abrahams tro?
10 Abrahams tro var ikke afhængig af om han kendte alle detaljer om det land Gud ville føre ham til. Den afhang heller ikke af om han vidste hvornår han skulle tage landet i eje. Han havde tro fordi han kendte Jehova som Gud den Almægtige. (2 Mosebog 6:3) Jehova fortalte Abraham at han ville få afkom, men til tider spekulerede Abraham over hvordan det skulle gå til. Han var kommet op i årene. (1 Mosebog 15:3, 4) Jehova styrkede Abrahams tro ved at bede ham se op mod stjernerne og tælle dem hvis han kunne. „Således vil dit afkom blive,“ sagde Gud. Det berørte Abraham dybt. Den der havde skabt disse ærefrygtindgydende himmellegemer, kunne naturligvis også opfylde sit løfte. Abraham „troede på Jehova“. (1 Mosebog 15:5, 6) Han troede ikke blot fordi han følte sig tiltalt af det han hørte; han havde en velfunderet tro.
11. (a) Hvordan reagerede Abraham på Guds løfte om at den aldrende Sara skulle føde en søn? (b) Hvordan var Abrahams tro da han stod over for at skulle tage sin søn med til Morijas Bjerg og dér bringe ham som et offer?
11 Da Abraham var omkring 100 år gammel og hans hustru, Sara, var omkring 90 år gentog Jehova løftet om at Abraham skulle få en søn, og at Sara skulle være moderen. Abraham overvejede realistisk deres situation. „Men på grund af Guds løfte vaklede han ikke af mangel på tro, men fik kraft ved sin tro, idet han gav Gud ære og var fuldt ud overbevist om at det Gud havde lovet, var han også i stand til at gøre.“ (Romerne 4:19-21) Abraham vidste at Guds løfte ikke kunne slå fejl. Da Gud senere bad Abraham tage sin søn Isak med til Morijas land og dér bringe ham som et offer, adlød han derfor i tro. (1 Mosebog 22:1-12) Abraham havde fuld tillid til at den Gud som mirakuløst havde skænket ham denne søn, også kunne bringe ham til live igen for at opfylde de andre løfter som Han havde givet med hensyn til denne søn. — Hebræerne 11:17-19.
12. Hvor længe fortsatte Abraham med at vandre efter det han troede, og hvilken belønning venter der ham og hans familie som viste at de ejede en stærk tro?
12 Abrahams tro kom ikke blot til udtryk i enkeltstående tilfælde, men gennem et helt liv ledet af tro. Mens Abraham selv levede, gav Gud ham ikke noget af det forjættede land i arv. (Apostelgerninger 7:5) Alligevel blev Abraham ikke træt og vendte tilbage til Ur i Kaldæa. I hundrede år, helt frem til sin død, boede han i telte i det land som Gud havde ført ham til. (1 Mosebog 25:7) Om ham og hans hustru, Sara, deres søn, Isak, og deres sønnesøn Jakob siger Hebræerbrevet 11:16: „Gud [skammer] sig ikke ved dem, ved at blive påkaldt som deres Gud, for han har gjort en by rede til dem.“ Ja, Jehova har en plads til dem i sit messianske riges jordiske domæne.
13. Hvem af Jehovas tjenere i dag viser at de har en tro som Abrahams?
13 Blandt Jehovas tjenere i dag er der nogle der er ligesom Abraham. De har i mange år vandret efter det de tror. Med styrke fra Gud har de overvundet bjerglignende forhindringer. (Mattæus 17:20) De vakler ikke i troen skønt de ikke ved nøjagtig hvornår Gud vil give dem den arv han har lovet. De ved at Jehovas ord ikke kan slå fejl, og de regner det for en dyrebar forret at kunne tælles med blandt hans vidner. Er det også sådan du har det?
Den tro der fik Moses til at handle
14. Hvordan blev grundvolden lagt for Moses’ tro?
14 Et andet eksempel på en der havde tro, er Moses. Hvad var hans tro grundlagt på? På den undervisning han havde modtaget siden den spæde barndom. Faraos datter havde fundet Moses i en papyruskurv ved Nilens bred og taget ham til sig som sin søn; men det var Moses’ egen hebraiske mor, Jokebed, der ammede ham og tog sig af ham i de første år. Jokebed oplærte ham åbenbart godt og indgav ham kærlighed til Jehova og værdsættelse af de løfter som Jehova havde givet Abraham. Senere blev Moses som en del af Faraos husstand „oplært i al ægypternes visdom“. (Apostelgerninger 7:20-22; 2 Mosebog 2:1-10; 6:20; Hebræerne 11:23) Selv om Moses nød en privilegeret stilling, bankede hans hjerte ikke desto mindre for Guds trælbundne folk.
15. Hvad betød det for Moses at han valgte at stille sig på Jehovas folks side?
15 Som 40-årig slog Moses en ægypter ihjel for at beskytte en israelit der blev uretfærdigt behandlet. Denne episode viser hvordan Moses betragtede Guds folk. „Ved tro nægtede Moses, da han var blevet stor, at lade sig kalde søn af Faraos datter.“ Frem for at hænge ved „den midlertidige nydelse af synd“ som medlem af det ægyptiske hof fik hans tro ham til at identificere sig med Guds mishandlede folk. — Hebræerne 11:24, 25; Apostelgerninger 7:23-25.
16. (a) Hvilken opgave fik Moses af Jehova, og hvordan blev han hjulpet af Gud? (b) Hvordan kom Moses’ tro til udtryk da han skulle udføre sin opgave?
16 Moses var ivrig efter at befri sine landsmænd, men Guds tid var endnu ikke inde. Moses måtte flygte fra Ægypten. Først omkring 40 år senere gav Jehova gennem en engel Moses påbud om at vende tilbage til Ægypten og føre israelitterne ud. (2 Mosebog 3:2-10) Hvordan reagerede Moses? Han udtrykte ikke tvivl om hvorvidt Jehova var i stand til at udfri Israel, men selv følte han sig utilstrækkelig til den opgave Gud havde givet ham. Jehova sørgede kærligt for at give Moses den opmuntring han havde brug for, og Moses’ tro blev styrket. (2 Mosebog 3:11–4:17) Han vendte tilbage til Ægypten, hvor han flere gange stod ansigt til ansigt med Farao og advarede ham om de plager der ville komme over Ægypten fordi han ikke ville lade israelitterne drage bort for at tilbede Jehova. Moses kunne ikke i egen kraft fremkalde disse plager. Han vandrede efter det han troede, ikke efter det han så. Han troede på Jehova og hans ord. Farao truede Moses, men han holdt ud. „Ved tro forlod han Ægypten, ikke af frygt for kongens harme, for han holdt stand som så han den usynlige.“ (Hebræerne 11:27) Moses var ikke fuldkommen; han begik fejl. (4 Mosebog 20:7-12) Men efter at Gud havde betroet ham en opgave, var det troen der styrede hans liv.
17. Hvad medførte det for Noa, Abraham og Moses at de vandrede efter det de troede, selv om de ikke levede længe nok til at opleve Guds nye verden?
17 Vi må hver især have den samme tro som Noa, Abraham og Moses. De oplevede ikke Guds nye verden i deres tid. (Hebræerne 11:39) Guds tid var endnu ikke inde; der var andre aspekter af hans hensigt som manglede at blive gennemført. Men de vaklede ikke i troen på Guds ord, og deres navne findes i livets bog hos Gud.
18. Hvorfor har de der er blevet kaldet til himmelsk liv, måttet vandre efter det de tror?
18 „Gud havde forudset noget bedre for os,“ skrev apostelen Paulus. Det vil sige at han havde forudset noget bedre for dem der ligesom Paulus var blevet kaldet til himmelsk liv sammen med Kristus. (Hebræerne 11:40) Det var især disse Paulus havde i tanke da han skrev ordene i Andet Korintherbrev 5:7: „Vi vandrer efter det vi tror, ikke efter det vi ser.“ På det tidspunkt dette blev nedskrevet, havde ingen af dem opnået deres himmelske belønning. De kunne ikke bogstaveligt se belønningen, men de havde en velfunderet tro på den. Kristus var blevet oprejst fra de døde som førstegrøden af dem der skulle oprejses til himmelsk liv; og mere end 500 vidner havde set ham før han steg op til himmelen. (1 Korinther 15:3-8) De havde gode grunde til at lade denne tro styre hele deres liv. Vi har også gode grunde til at vandre efter det vi tror.
19. Ved hvem har Gud talt til os ifølge Hebræerbrevet 1:1, 2?
19 I vor tid taler Jehova ikke til sit folk gennem en engel, som han gjorde til Moses ved den brændende busk. Han har talt til os ved sin søn. (Hebræerne 1:1, 2) Hvad Gud har udtalt gennem ham, har han ladet nedskrive i Bibelen, der er blevet oversat til sprog som tales overalt i verden.
20. Hvorfor er vi langt bedre stillet end Noa, Abraham og Moses?
20 Vi har meget mere end Noa, Abraham og Moses havde. Vi har hele Guds ord, og en stor del af det er allerede gået i opfyldelse. Med tanke på alt det Bibelen siger om de mænd og kvinder der viste sig trofaste som vidner for Jehova skønt de kom ud for mange prøver, tilskynder Hebræerbrevet 12:1: „[Lad os] aflægge enhver vægt og den synd som let omklamrer os, og lad os med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran os.“ Vi bør ikke tage vores tro for givet. „Den synd som let omklamrer os“ er mangel på tro. Vi må derfor kæmpe en hård kamp hvis vi fortsat skal kunne ’vandre efter det vi tror’.
[Fodnote]
a Se Bibelen — Guds ord eller menneskers?, udgivet af Watchtower Bible and Tract Society of New York, Inc.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvad indebærer det at ’vandre efter det man tror’?
◻ Hvad kan vi lære af den måde hvorpå Noa viste tro?
◻ Hvordan er den måde hvorpå Abraham viste sin tro, en hjælp for os?
◻ Hvorfor peger Bibelen på Moses som et eksempel med hensyn til at vise tro?
[Illustration på side 10]
Abraham vandrede efter det han troede
[Illustration på side 10]
Moses og Aron viste deres tro da de trådte frem for Farao