UDGANGEN AF ÆGYPTEN

Efter at Jehova (før år 1933 f.v.t.) havde lovet Abraham at hans afkom skulle arve Kana’ans land, sagde han: „Du skal helt sikkert vide at dit afkom vil komme til at bo som udlændinge i et land der ikke er deres; og de skal tjene dem, og disse skal mishandle dem i fire hundrede år. Men den nation som de kommer til at tjene, dømmer jeg, og derefter vil de vandre ud med mange ejendele. . . . Og i fjerde generation vil de vende tilbage hertil, for amoritternes brøde er endnu ikke fuldstændig.“ — 1Mo 15:13-16.

Disse 400 år hvori Abrahams afkom skulle mishandles, kunne naturligvis først begynde efter at det lovede „afkom“ havde vist sig. Abraham havde tidligere været i Ægypten under en hungersnød i Kana’an og havde været udsat for visse vanskeligheder fra Faraos side, men det var mens han endnu var barnløs. (1Mo 12:10-20) Kort efter Guds udtalelse om de 400 års mishandling, da Abraham var 86 år gammel (i år 1932 f.v.t.), fødte hans ægyptiske trælkvinde og medhustru ham en søn, Ismael. Fjorten år senere (1918 f.v.t.) fødte hans frie hustru, Sara, ham sønnen Isak, og det var denne søn Gud udpegede som den hvorigennem det lovede afkom skulle fremstå. Men Guds tid var endnu ikke inde til at give Abraham eller hans afkom Kana’ans land, og derfor var de, som forudsagt, ’udlændinge i et land der ikke var deres’. — 1Mo 16:15, 16; 21:2-5; He 11:13.

Hvornår udgangen fandt sted. Hvornår begyndte så de 400 års mishandling, og hvornår endte de? Den jødiske overlevering regner perioden fra Isaks fødsel. Men noget egentligt tegn på mishandling viste sig først den dag Isak blev vænnet fra. Vidnesbyrdene peger på at dette fandt sted i år 1913 f.v.t. da Isak var omkring 5 år gammel, og Ismael omkring 19. Det var på det tidspunkt „han der var født på kødets måde begyndte at forfølge ham der var født på åndens måde“. (Ga 4:29) Opfyldt af had og skinsyge begyndte den halvt ægyptiske Ismael at ’gøre sig lystig’ over Isak, og det var ikke blot et skænderi blandt børn det drejede sig om. (1Mo 21:9) Andre oversættelser siger at Ismael „spottede“. (GD, Ka) Mishandlingen af Abrahams afkom fortsatte. Skønt Jehova velsignede Isak som voksen, blev han ikke desto mindre forfulgt af Kana’ans indbyggere og tvunget til at flytte fra sted til sted på grund af de vanskeligheder de voldte ham. (1Mo 26:19-24, 27) I slutningen af Isaks søn Jakobs levetid kom de der hørte til det forudsagte „afkom“, til Ægypten og bosatte sig dér. Med tiden blev de gjort til trælle.

Ved hjælp af hvilke indre bibelske vidnesbyrd kan man fastsætte tidspunktet for Israels udgang af Ægypten?

De 400 års mishandling kom således til at strække sig fra 1913 f.v.t. til 1513 f.v.t. Det var samtidig en periode hvori Gud viste nåde mod eller tolererede kana’anæerne, blandt hvem amoritterne var en fremtrædende stamme. Når perioden udløb, ville deres brøde være fuldstændig; det ville være helt klart at de fortjente at blive uddrevet af landet. Som et forberedende skridt til dette ville Gud rette sin opmærksomhed mod sit folk i Ægypten, udfri det fra trældommen og lede det ind på vejen tilbage til det forjættede land. — 1Mo 15:13-16.

De 430 år. En anden tidsangivelse som hjælper os til at fastsætte tidspunktet for udgangen af Ægypten, findes i 2 Mosebog 12:40, 41: „Og bosættelsestiden for Israels sønner, som havde boet i Ægypten, var fire hundrede og tredive år. Og ved udløbet af de fire hundrede og tredive år, ja på netop den dag, gik alle Jehovas hære ud af Ægyptens land.“ Fodnoten i studieudgaven af Ny Verden-Oversættelsen siger angående udtrykket „som havde boet“: „På hebr[aisk] er verbalformen plur[alis], og den henførende partikel ’asjærʹ, ’som’, viser snarere tilbage til ’Israels sønner’ end til ’bosættelsestiden’.“ Den græske Septuaginta gengiver vers 40 således: „Men Israels sønners bosættelse, den tid de var bosat i Ægyptens land og i Kana’ans land, [var] fire hundrede og tredive år.“ I Den Samaritanske Pentateuk står der: „. . . i Kana’ans land og i Ægyptens land.“ Disse gengivelser viser samstemmende at perioden på de 430 år strækker sig over længere tid end den tid israelitterne boede i Ægypten.

Apostelen Paulus viser at perioden på de 430 år (i 2Mo 12:40) begyndte da Abrahamspagten trådte i kraft og sluttede ved udgangen af Ægypten. Paulus skriver: „Ydermere siger jeg dette: Med hensyn til den pagt [Abrahamspagten] som tidligere var gjort gyldig af Gud, så kunne loven, der kom til fire hundrede og tredive år senere [samme år som udgangen], ikke gøre den ugyldig, sådan at den ophævede løftet. . . . Gud har i sin godhed givet den til Abraham ved et løfte.“ — Ga 3:16-18.

Hvor lang tid gik der så fra Abrahamspagten trådte i kraft indtil israelitterne flyttede til Ægypten? Af 1 Mosebog 12:4, 5 fremgår det at Abraham var 75 år gammel da han forlod Karan og gik over Eufratfloden på vej til Kana’an, hvilket var det tidspunkt da Abrahamspagten — det løfte han tidligere havde fået i Ur i Kaldæa — trådte i kraft. Af de genealogiske oplysninger i 1 Mosebog 12:4, 21:5 og 25:26 og af Jakobs udtalelse i 1 Mosebog 47:9 ses det dernæst at der gik 215 år fra Abrahamspagten trådte i kraft indtil Jakob flyttede med sin familie til Ægypten. Det vil sige at israelitterne må have boet i Ægypten i 215 år (1728-1513 f.v.t.). Dette tal stemmer med andre tidsangivelser.

Fra udgangen af Ægypten til tempelbyggeriet. Af disse andre tidsangivelser kan for det første nævnes 1 Kongebog 6:1, hvor det siges at Salomon begyndte at bygge templet i sit fjerde regeringsår (1034 f.v.t.), og at dette var det 480. år efter udgangen af Ægypten (1513 f.v.t.).

’Omkring 450 år’. Endnu en bekræftelse findes i en tale som Paulus holdt i Antiochia i Pisidien, og hvori han omtaler en periode på „omkring fire hundrede og halvtreds år“. (Apg 13:17-20) Han gennemgår her israelitternes historie fra det tidspunkt da Gud „udvalgte vore forfædre“, det vil sige fra det tidspunkt da Isak blev født som det afkom der var lovet (1918 f.v.t.). (Isaks fødsel afgjorde endegyldigt hvem Gud ville anerkende som afkommet, hvad der indtil da havde hersket tvivl om på grund af Saras barnløshed.) Fra dette udgangspunkt fortsætter Paulus med at opregne hvad Gud havde gjort for sit udvalgte folk frem til det tidspunkt da han ’gav dem dommere indtil profeten Samuel’. Det ser derfor ud til at de „omkring fire hundrede og halvtreds år“ han omtaler, strækker sig fra Isaks fødsel i 1918 f.v.t. til år 1467 f.v.t., det vil sige 46 år efter udgangen af Ægypten i 1513 f.v.t. (de 40 års ørkenvandring plus de 6 år der gik med at indtage det forjættede land). (5Mo 2:7; 4Mo 9:1; 13:1, 2, 6; Jos 14:6, 7, 10) Den samlede længde af de nævnte tidsrum stemmer udmærket med det runde tal apostelen nævnte — „omkring fire hundrede og halvtreds år“. Begge tidsangivelser, både den i 1 Kongebog 6:1 og den i Apostelgerninger 13:17-20, underbygger således at udgangen fandt sted i 1513 f.v.t., og de stemmer desuden med den bibelske kronologi for dommer- og kongetiden i Israel. — Se KRONOLOGI (Fra 1943 f.v.t. til udgangen af Ægypten).

Andre opfattelser. Dette tidspunkt for udgangen, 1513 f.v.t., og den følgende indvandring i Kana’an og Jerikos fald 40 år senere, i 1473 f.v.t., betragtes af nogle bibelkritikere som alt for tidligt, idet de sætter disse begivenheder til så sent som det 14. eller endda det 13. århundrede f.v.t. Disse opfattelser er imidlertid ikke baseret på historiske dokumenter eller vidnesbyrd, men på fund af lertøj. Det siger sig selv at en beregning af tidsperioder på grundlag af lertøj og potteskår er yderst problematisk, hvad udgravningerne i Jeriko også vidner om. Fundene herfra har ført til modstridende slutninger og dateringer blandt arkæologerne. — Se ARKÆOLOGI (Afvigende dateringer); KRONOLOGI (Arkæologisk datering).

Det forholder sig på samme måde med ægyptologerne. Deres dateringer af de ægyptiske dynastier afviger flere hundrede år fra hinanden, således at deres tidsangivelser ikke kan henføres til nogen bestemt periode. Af denne grund kan man ikke med sikkerhed sige hvilken farao der herskede ved tiden for udgangen af Ægypten. Nogle mener at det var Thotmes III, andre Amenophis II, Ramses II og så videre; men deres antagelser hviler i hvert enkelt tilfælde på et meget spinkelt grundlag.

Beretningens ægthed. Der er blevet rejst den indvending mod beretningen om israelitternes udgang af Ægypten at den ikke er omtalt i de ægyptiske faraoners optegnelser. Dette er imidlertid ikke usædvanligt. Også konger i nyere tid har kun registreret deres sejre, men ikke deres nederlag; og i mange tilfælde har de forsøgt at fjerne skildringer fra de historiske beretninger som ikke var smigrende for deres person, deres land eller den ideologi de søgte at indprente deres undersåtter. Selv i vor tid har herskere prøvet at tilintetgøre deres forgængeres værker og ødelægge deres ry. I ægyptiske indskrifter blev alt hvad der blev betragtet som upassende eller pinligt, slettet så hurtigt som muligt eller helt udeladt. Et eksempel er at Thotmes III lod sin forgængers, dronning Hatshepsuts, navn og billede udradere af et stenmonument fundet i Deir el Bahri i Ægypten. — Se Archaeology and Bible History af J. P. Free, 1964, s. 98 og fotografiet over for s. 94.

Manetho, en ægyptisk præst der øjensynlig hadede jøderne, skrev en beretning på græsk omkring år 280 f.v.t. Den jødiske historiker Josefus citerer ham for at have skrevet at jødernes forfædre „trængte ind i Ægypten i titusindvis og undertrykte indbyggerne“, og derefter tilføjer han at Manetho „selv indrømmer at de senere blev drevet ud af landet, bosatte sig i det der nu kaldes Judæa, grundlagde Jerusalem og byggede templet“. — Against Apion, I, 228 (26).

Skønt Manethos beretning generelt er meget uhistorisk, er det værd at bemærke at han nævner at jøderne opholdt sig i Ægypten og senere forlod landet. Ifølge Josefus identificerer han i senere skrifter Moses med Osarsif, en ægyptisk præst, hvilket viser at jøderne var i Ægypten, og at Moses var deres fører, skønt dette ikke fremgår af de ægyptiske monumenter. Josefus omtaler en anden ægyptisk historiker, Cheremon, der skriver at Josef og Moses blev drevet ud af Ægypten på samme tid. Desuden nævner Josefus en Lysimachos der beretter noget lignende. — Against Apion, I, 228, 238 (26); 288, 290 (32); 299 (33); 304-311 (34).

Hvor mange der drog ud. I 2 Mosebog 12:37 oplyses et rundt tal, nemlig 600.000 „voksne mænd til fods“, foruden „småbørn“. Ved den egentlige folketælling, der blev foretaget omkring et år efter udgangen, som nævnt i 4 Mosebog 1:2, 3, 45, 46, var der 603.550 mænd fra 20-årsalderen og opefter, foruden levitterne (4Mo 2:32, 33), hvoraf der var 22.000 af mandkøn fra en måned og opefter. (4Mo 3:39) Det hebraiske ord gevarīmʹ (våbenføre mænd) omfatter ikke kvinder. (Jf. Jer 30:6.) „Småbørn“ er en oversættelse af det hebraiske ord taf, som betegner en der går med trippende skridt. (Jf. Es 3:16.) De fleste af disse „småbørn“ har måttet bæres; i hvert fald har de ikke selv kunnet gå hele vejen.

„I fjerde generation“. Som allerede nævnt sagde Jehova til Abraham at hans efterkommere ville vende tilbage til Kana’an i fjerde generation. (1Mo 15:16) I den samlede periode på 430 år fra Abrahamspagten trådte i kraft til israelitterne drog ud af Ægypten, var der mere end fire generationer, også selv om man tager den lange levetid i betragtning som Bibelen viser at folk dengang havde. Men israelitterne var kun i Ægypten i 215 år. De ’fire generationer’ efter deres indvandring i Ægypten kan tælles på følgende måde, med et eksempel fra Levis stamme: (1) Levi, (2) Kehat, (3) Amram og (4) Moses. — 2Mo 6:16, 18, 20.

Hvis der var 600.000 våbenføre mænd foruden kvinder og børn som drog ud af Ægypten, kan der tilsammen have været over tre millioner mennesker. Skønt dette tal bestrides af nogle, er det på ingen måde urimeligt. Der var ganske vist kun fire generationer fra Levi til Moses, men når man tænker på hvor længe disse mænd levede, kan de hver især i deres levetid have set adskillige generationer eller adskillige hold børn blive født. Selv i vor tid har en mand på 60-70 år ofte børnebørn eller endda oldebørn (hvorved fire generationer lever samtidig).

Usædvanlig vækst. Beretningen lyder: „Men Israels sønner blev frugtbare, og det kom til at vrimle med dem; og de blev fortsat talrigere og mægtigere med en usædvanlig fart, så landet blev fyldt med dem.“ (2Mo 1:7) De blev endda så mange at Ægyptens konge sagde: „Se! Israels sønners folk er talrigere og mægtigere end vi.“ „Men jo mere de undertrykte dem, jo talrigere blev de, og jo mere bredte de sig, så man til sidst nærede dyb rædsel for Israels sønner.“ (2Mo 1:9, 12) Når man tager i betragtning at de israelitiske mænd havde flere hustruer og medhustruer, og at nogle giftede sig med ægyptiske kvinder, er det forståeligt at de kunne vokse i tal til der var 600.000 voksne mænd.

Det var 70 af Jakobs nærmeste slægtninge der drog ned til Ægypten eller blev født dér kort tid efter. (1Mo 46) Hvis man ikke medregner Jakob selv, hans 12 sønner, hans datter Dina, hans sønnedatter Sera, Levis tre sønner og nogle få andre i det antal af familieoverhoveder der begyndte at sætte børn i verden i Ægypten, vil der være omkring 50 ud af de 70 tilbage. (Levis sønner medregnes ikke fordi levitterne ikke er medregnet i de 603.550 ved den senere folketælling.) Når man således går ud fra et meget lavt sat tal på 50 familieoverhoveder og tager i betragtning at Bibelen siger: „Israels sønner blev frugtbare, og det kom til at vrimle med dem; og de blev fortsat talrigere og mægtigere med en usædvanlig fart, så landet blev fyldt med dem“ (2Mo 1:7), er det let at påvise hvordan det kunne gå til at der ved udgangen af Ægypten kunne være 600.000 kampdygtige mænd i alderen fra 20 til 50 år. Bemærk følgende:

I betragtning af at familierne dengang var store, og at israelitterne ønskede at sætte børn i verden for at opfylde Guds løfte, er det ikke urimeligt at antage at hvert mandligt familieoverhoved mellem sit 20. og 40. år gennemsnitlig fik ti børn (hvoraf ca. halvdelen var drenge). For ikke at sætte tallet for højt kunne man antage at de oprindelige 50 mænd der blev familieoverhoveder, først begyndte at sætte børn i verden 25 år efter at de var gået ind i Ægypten. Og da nogle drengebørn på grund af en for tidlig død eller andre omstændigheder aldrig ville få børn eller ikke ville fortsætte med at få børn indtil deres 40. år, kunne man nedsætte antallet af fødte drengebørn der senere selv blev fædre, med 20 procent. Det ville betyde at kun 200 i stedet for 250 sønner af de oprindelige 50 familieoverhoveder ville sætte børn i verden i løbet af en periode på 20 år.

Faraos befaling. En anden faktor der også skal tages i betragtning, er Faraos befaling om at alle hebraiske drengebørn skulle slås ihjel ved fødselen. Denne befaling blev imidlertid ikke adlydt fuldt ud, og den gjaldt åbenbart kun i en kort periode. Aron blev født ca. tre år før Moses (eller i 1597 f.v.t.), og da var der øjensynlig ingen bestemmelse af denne art i kraft. Det fremgår desuden klart af Bibelen at Faraos påbud ikke var særlig effektivt. De hebraiske kvinder Sjifra og Pua, der sikkert havde opsyn med alle jordemødrene, fulgte ikke kongens ordre og gav den åbenbart heller ikke videre til de jordemødre der stod under dem. Som følge deraf blev folket „stadig mere talrigt og . . . efterhånden overmåde mægtigt“. Farao befalede da hele sit folk at kaste enhver nyfødt søn af israelitterne i Nilen. (2Mo 1:15-22) Det ser dog ikke ud til at ægypterne hadede hebræerne så meget at de fulgte denne befaling. Selv Faraos egen datter efterkom ikke befalingen, men reddede Moses. Farao kan også hurtigt have indset at han ville miste værdifuld arbejdskraft hvis han lod ordren stå ved magt gennem længere tid. I hvert fald nægtede den farao der senere kom på tronen, at lade hebræerne rejse, netop fordi de var yderst nyttige for ham.

For at være på den sikre side må vi dog tage højde for de mulige virkninger af Faraos forordning, og vi reducerer derfor antallet af de drenge der overlevede inden for en femårsperiode, med næsten en tredjedel.

En beregning. Selv når man tager disse forbehold, ville befolkningstallet stadig vokse med stigende hastighed, og dét med Guds velsignelse. Antallet af drengebørn født i hver femårsperiode fra 1563 f.v.t. (dvs. 50 år før udgangen af Ægypten) og frem til 1533 (20 år før udgangen) bliver da som følger:

DEN MANDLIGE BEFOLKNINGS VÆKST

F.v.t.

Sønner født

fra 1563 til 1558

47.350

fra 1558 til 1553

62.300

fra 1553 til 1548

81.800

fra 1548 til 1543

103.750

fra 1543 til 1538

133.200

fra 1538 til 1533

172.250

—

I alt 600.650*

* Det teoretiske antal mænd mellem 20 og 50 år ved tiden for udgangen af Ægypten (1513 f.v.t.)

Det er værd at bemærke at hvis udregningen ændres blot en lille smule, for eksempel hvis hver mand fik blot én søn mere, ville slutresultatet blive over én million.

Hvor mange forlod Ægypten under Moses’ ledelse?

Foruden de 600.000 våbenføre mænd der omtales i Bibelen, drog et stort antal ældre mænd og endnu flere kvinder og børn samt „en talrig blandet flok“ af ikkeisraelitter ud af Ægypten. (2Mo 12:38) Det samlede antal har derfor sikkert været over tre millioner. At Farao kun nødtvungent ville lade så mange trælle rejse, er ikke overraskende. Det betød et stort økonomisk tab for ham.

Bibelens beretning vidner om at antallet af kampdygtige mænd var frygtindgydende: „Moab blev grebet af stor gru for folket da det var talrigt; og Moab følte dyb rædsel for Israels sønner.“ (4Mo 22:3) Moabitternes frygt skyldtes naturligvis til dels at Jehova havde udvirket så store undere for Israel, men også at israelitterne var så talrige — hvad man ikke kunne sige om dem hvis det kun havde drejet sig om nogle få tusind. Under ørkenvandringen ændredes israelitternes antal næsten ikke fordi så mange mistede livet af mangel på tro. — 4Mo 26:2-4, 51.

Ved mønstringen kort efter udgangen af Ægypten blev levitterne talt separat, og det viste sig at alle af mandkøn i alderen fra en måned og opefter udgjorde 22.000. (4Mo 3:39) Man kunne spørge hvorfor der blandt de øvrige 12 stammer tilsammen kun var 22.273 førstefødte af mandkøn i alderen fra en måned og opefter. (4Mo 3:43) Dette er imidlertid forståeligt når man tager i betragtning at familieoverhovederne ikke er medregnet, at en mand der havde flere hustruer, kunne have mange sønner, men kun én førstefødt, og at det var mandens og ikke kvindens førstefødte der blev talt.

Stridsspørgsmål. Guds fastsatte tid var inde til at udfri Israels folk fra Ægyptens ’jernovn’, sådan som han havde lovet Abraham. Jehova betragtede Israel som sin førstefødte søn på grund af det løfte han havde givet Abraham. Da Jakob drog til Ægypten med sin husstand, rejste han frivilligt, men hans efterkommere blev senere trælle. Jehova elskede Israels folk som en førstefødt søn, og han havde ret til at udfri det fra Ægypten uden at betale en løsesum. — 5Mo 4:20; 14:1, 2; 2Mo 4:22; 19:5, 6.

Farao, der satte sig op imod Jehovas hensigt, ønskede ikke at miste det store folk af trællearbejdere. Da Moses i Jehovas navn anmodede ham om at sende israelitterne bort så de kunne holde en højtid for Jehova i ørkenen, svarede han: „Hvem er Jehova, at jeg skulle adlyde hans røst og sende Israel bort? Jeg kender overhovedet ikke Jehova.“ (2Mo 5:2) Farao betragtede sig selv som en gud og anerkendte ikke Jehovas myndighed, skønt han utvivlsomt mange gange tidligere havde hørt hebræerne bruge dette navn. Jehovas folk havde kendt dette navn fra begyndelsen; Abraham havde endda brugt navnet Jehova når han henvendte sig til Gud. — 1Mo 2:4; 15:2.

Faraos indstilling og handlemåde rejste et stridsspørgsmål om hvem der var den sande Gud. Jehova Gud måtte nu vise at han var mægtigere end Ægyptens guder, deriblandt Farao, der blev æret som en gud. Det gjorde han ved at lade ti plager komme over Ægypten, med det resultat at israelitterne fik lov at rejse. (Se GUDER OG GUDINDER [De ti plager].) Da den sidste plage kom og de førstefødte døde, fik israelitterne påbud om at holde sig rejseklare under påskemåltidet. Men skønt de drog ud i hast, stærkt presset af ægypterne, som sagde: „Vi er alle dødsens!“, tog de ikke tomhændede af sted. (2Mo 12:33) De tog deres småkvæg og hornkvæg med sig, deres dej, endnu før den var syret, og deres dejtrug. Desuden gav ægypterne israelitterne alt hvad de bad om, som for eksempel sølvting, guldting og klæder. Der var ikke tale om at de tilranede sig noget fra ægypterne. Disse havde ikke haft ret til at gøre israelitterne til trælle og skyldte dem derfor deres løn. — 2Mo 12:34-38.

Sammen med israelitterne var der også „en talrig blandet flok“ som drog ud. (2Mo 12:38) Det var alle sammen nogle der tilbad Jehova, og derfor var de forberedt på at drage ud sammen med Israel mens ægypterne begravede deres døde. De havde fejret påsken; i modsat fald ville de have haft travlt med at udføre de ægyptiske sørge- og begravelsesritualer. Denne flok kan i et vist omfang have bestået af nogle som på en eller anden måde ved ægteskab var beslægtede med israelitterne. Mange israelitiske mænd havde for eksempel giftet sig med ægyptiske kvinder, og mange israelitiske kvinder med ægyptiske mænd. Et vidnesbyrd om dette er den mand der blev henrettet i ørkenen fordi han spottede Jehovas navn. Hans fader var ægypter, og hans moder hed Sjelomit og var af Dans stamme. (3Mo 24:10, 11) Det er også værd at bemærke at Jehova gav en permanent vejledning om at fastboende udlændinge og trælle skulle spise påskemåltidet når israelitterne kom ind i det forjættede land. — 2Mo 12:25, 43-49.

Ruten man fulgte ved udgangen. Israelitterne må være brudt op fra forskellige steder da de begyndte at drage ud af Ægypten, og de marcherede derfor ikke alle i sluttet trop fra begyndelsen. Nogle kan have sluttet sig til hovedgruppen undervejs. Udgangspunktet var Rameses (enten byen eller et område af dette navn), og den første station på vandringen var Sukkot. (2Mo 12:37) Nogle mener at Moses kan være draget ud fra Rameses, mens israelitterne kom fra hele Gosens land, og at de mødtes i Sukkot. — KORT, bd. 1, s. 536.

Israelitterne forlod Ægypten i stor hast, stærkt presset af ægypterne, men det foregik på ordnet vis: „Det var i kampformation at Israels sønner drog op fra Ægyptens land,“ muligvis som en hær i fem afdelinger: fortrop, bagtrop, hovedstyrke og to fløje. De blev ikke blot anført af Moses. Jehova viste sig også som deres fører, i hvert fald fra det tidspunkt da de slog lejr i Etam, og han gjorde det ved hjælp af en skysøjle, som om natten blev til en ildsøjle der gav dem lys. — 2Mo 13:18-22.

Den korteste rute over land fra området nord for Memfis til for eksempel Lakisj i det forjættede land ville være omkring 400 km lang. Men hvis israelitterne fulgte denne rute, måttet de rejse langs Middelhavet og gennem Filisterlandet. Deres forfædre Abraham og Isak havde haft vanskeligheder med filistrene. Gud, der vidste at et angreb fra filistrenes side kunne tage modet fra israelitterne, især fordi de ikke havde erfaring i at føre krig, og fordi de havde deres familier og hjorde med, befalede dem at vende om og slå lejr foran Pi-Hakirot mellem Migdol og havet, over for Ba’al-Zefon. Her slog de lejr ved havet. — 2Mo 14:1, 2.

Hvilken rute israelitterne fulgte fra Rameses til Det Røde Hav, kan ikke fastslås med sikkerhed i dag eftersom de steder der nævnes i beretningen, ikke kan identificeres nøjagtigt. De fleste opslagsværker er af den opfattelse at de fulgte den nuværende Wadi Tumilat i Nilens deltaområde, men denne antagelse er hovedsagelig baseret på at Rameses identificeres med et sted i det nordøstlige hjørne af deltaområdet. John A. Wilson, der er professor i ægyptologi, siger imidlertid: „Forskerne er desværre ikke enige om Rameses’ nøjagtige beliggenhed. De faraoner der hed Ramses, især Ramses II, opkaldte flere byer efter sig selv. Dertil kommer at man ved udgravninger har fundet navnet på denne by i deltabyer som ikke for alvor kan gøre krav på at være stedet.“ — The Interpreter’s Dictionary of the Bible, redigeret af G. Buttrick, 1962, bd. 4, s. 9.

Snart det ene sted, snart det andet sted har været foreslået, men er siden blevet kasseret til fordel for en helt tredje beliggenhed. Mange går ind for at Rameses kan identificeres med Tanis (nutidens San el-Hagar) 56 km sydvest for havnebyen Port Said ved Middelhavet, mens andre hælder mere til Qantir, ca. 20 km længere mod syd. Hvad Tanis angår, er det værd at bemærke at denne og (Per-)Rameses i en ægyptisk tekst omtales som to forskellige steder og ikke som identiske, og at i hvert fald en del af de fund man har gjort ved udgravninger i Tanis, synes at stamme andre steder fra. John A. Wilson siger derfor videre: „Der er ingen garanti for at indskrifter med navnet Rameses oprindelig stammer fra denne by.“ De indskrifter med Ramses II’s navn som man har fundet i Tanis og Qantir, vidner kun om en forbindelse med denne farao, men beviser ikke at et af disse steder er det bibelske Ra’amses som israelitterne byggede som en forrådsby før Moses’ fødsel. (2Mo 1:11) Som det fremgår af artiklen RA’AMSES, RAMESES, er der ikke meget der taler for at Ramses II var den farao som herskede da israelitterne gik ud af Ægypten.

En anden grund til at nogle går ind for ruten gennem Wadi Tumilat, er den teori at israelitterne i virkeligheden ikke gik over Det Røde Hav, men et sted nord for dette. Nogle forskere har endda forfægtet den opfattelse at de efter at være kommet ud af Wadi Tumilat drog mod nord, i retning af kysten, og gik over ved Serbonissøen, der ligger ved Middelhavets kyst. Denne opfattelse er i direkte modstrid med Bibelens ord om at Gud selv førte israelitterne bort fra den rute der ville føre dem til filistrenes land. (2Mo 13:17, 18) Andre som også mener at israelitterne drog gennem Wadi Tumilat, hævder at overgangen fandt sted i området ved Bittersøerne nord for Suez.

Det Røde Hav, ikke ’rørhavet’. Sidstnævnte synspunkt er baseret på det argument at det hebraiske jam-sufʹ (der oversættes med „Røde Hav“) ordret betyder „sivhav“ eller „rørhav“, og at israelitterne derfor ikke gik over den vestlige arm af Det Røde Hav, Suezbugten, men blot krydsede et sumpet sted, som for eksempel Bittersø-området. Heri er de imidlertid ikke enige med oversætterne af den græske Septuaginta, der oversatte jam-sufʹ med det græske navn erythraʹ thaʹlassa, som ordret betyder „Røde Hav“. Langt vigtigere er det imidlertid at både Lukas, der skrev Apostelgerninger (og citerede Stefanus), og apostelen Paulus brugte det samme græske navn da de berettede om udgangen af Ægypten. — Apg 7:36; He 11:29; se RØDE HAV, DET.

Hvis israelitterne blot gik over et sumpområde, ville der desuden ikke være tale om noget stort mirakel, og ægypterne kunne ikke være blevet „opslugt“ af Det Røde Hav ved at „de brusende vande dækkede dem“, så „de gik ned i det dybe som sten“. (He 11:29; 2Mo 15:5) Både Moses og Josua omtalte senere dette store mirakel, og apostelen Paulus sagde at israelitterne blev døbt til Moses ved hjælp af skyen og havet. Dette viser at de var helt omgivet af vand, idet havet stod på begge sider af dem, mens skyen var over dem og bag dem. (1Kor 10:1, 2) Det tyder også på at vandet var så dybt at de umuligt havde kunnet vade over.

Ruten afhænger hovedsagelig af to faktorer: hvor den ægyptiske hovedstad lå på det tidspunkt, og hvilket vand det var israelitterne gik over. Eftersom de inspirerede Kristne Græske Skrifter bruger udtrykket „Det Røde Hav“, er der al mulig grund til at tro at det var dette hav israelitterne gik over. Den ægyptiske hovedstad var højst sandsynligt Memfis, som var det fremtrædende regeringssæde i det meste af Ægyptens historie. (Se MEMFIS.) Hvis det forholder sig sådan, må udvandringen være begyndt tilstrækkelig nær ved Memfis til at Moses kan være trådt frem for Farao efter midnat den 14. nisan og derefter være nået til Rameses for at begynde udmarchen mod Sukkot før den 14. nisan var forbi. (2Mo 12:29-31, 37, 41, 42) Den ældste jødiske overlevering, der er nedfældet af Josefus, siger at udvandringen begyndte lidt nord for Memfis. — Jewish Antiquities, II, 315 (xv, 1).

En rute gennem Wadi Tumilat ville ligge så langt nord for Memfis at den umuliggjorde ovenstående omstændigheder. Mange kommentatorer har derfor foreslået en af de kendte „pilgrimsruter“ gennem Ægypten, som for eksempel el-Hajj-ruten fra Kairo til Suez (oldtidens Klysma, senere Kolsum) ved den nordlige ende af Suezbugten.

Hvor deltes Det Røde Hav så israelitterne kunne gå over?

Efter at israelitterne var nået til den anden station på vandringen, Etam, „ved randen af ørkenen“, befalede Jehova dem at „vende om og slå lejr foran Pi-Hakirot . . . ved havet“. Denne manøvre ville få Farao til at tro at israelitterne ’flakkede forvirrede om i landet’. (2Mo 13:20; 14:1-3) Forskere som mener at el-Hajj-ruten er den sandsynligste, peger på at det hebraiske udsagnsord for „vende om“ er emfatisk og ikke blot betyder „svinge“ eller „bøje af“, men virkelig betyder „vende om“ eller i hvert fald gå en tydelig omvej. De hælder til den anskuelse at israelitterne, da de var nået til et sted nord for den øverste ende af Suezbugten, vendte om og gik til et sted øst for Djebel ‛Ataqah, en bjergkæde der støder op til bugtens vestbred. Fra denne position havde en stor menneskemængde som israelitterne ikke nogen hurtig flugtmulighed hvis den blev forfulgt nordfra; den ville være indesluttet, da havet spærrede den vejen.

Den jødiske overlevering fra det 1. århundrede e.v.t. tegner dette billede af begivenhederne. (Se PI-HAKIROT.) Af større betydning er det dog at denne fremstilling — i modsætning til mange forskeres opfattelser — stemmer med det generelle billede som Bibelen selv tegner. (2Mo 14:9-16) Det synes indlysende at overgangen over Det Røde Hav må have fundet sted så langt fra bugtens (Det Røde Havs vestlige arms) nordspids at Faraos hære ikke blot kunne gå uden om bugten for at nå frem til israelitterne på den anden side. — 2Mo 14:22, 23.

Så snart Farao hørte at israelitterne var taget af sted, fortrød han at han havde ladet dem gå. Det har givetvis været et hårdt slag for Ægyptens økonomi at miste en hel nation af trælle. Det ville ikke være vanskeligt for Faraos stridsvogne at indhente en hel nation på vandring, især ikke da folket jo var ’vendt om’. Tilskyndet af tanken om at israelitterne flakkede forvirrede om i ørkenen, satte han sejrssikkert efter dem. Med en elitegruppe på 600 udvalgte stridsvogne samt alle Ægyptens øvrige stridsvogne bemandet med vognkæmpere, med sit rytteri, ja med alle sine militærstyrker, indhentede han israelitterne ved Pi-Hakirot. — 2Mo 14:3-9.

Strategisk set var israelitternes situation meget ugunstig. De så ud til at være indesluttet mellem havet og bjergene, og ægypterne blokerede dem tilbagevejen. Tilsyneladende fanget i en fælde blev de bange og begyndte at beklage sig over for Moses. Men nu trådte Gud til. For at beskytte dem flyttede han skyen som var foran dem, om bag ved dem. På den ene side, mod ægypterne, var der mørkt; på den anden side, mod israelitterne, fortsatte skyen med at oplyse natten. Mens skyen hindrede ægypterne i at angribe, løftede Moses på Jehovas befaling sin stav, og havet kløvedes så den tørre bund kom til syne som en flugtvej for Israel. — 2Mo 14:10-21.

Overgangsstedets bredde og dybde. Eftersom israelitterne gik over havet på én nat, kan det ikke blot have været en smal passage der blev åbnet. Passagen må have været mindst en kilometer bred. Selv i temmelig sluttet formation ville så mange mennesker, med de vogne de havde, deres oppakning og deres kvæg, dække et areal på måske 8 km² eller mere. Det ser derfor ud til at havåbningen har givet israelitterne mulighed for at gå over i en forholdsvis bred front. Hvis denne front har været 1,5 km bred, må israelitterne være gået over i en ca. 5 km lang kolonne. Hvis fronten har været 2,5 km bred, har kolonnens længde været ca. 3 km. Det ville tage en sådan kolonne adskillige timer at komme ned på havbunden og at krydse den. Selv om der ikke udbrød panik og israelitterne opretholdt deres kampformation, må de være gået over i største hast.

Hvis skyen ikke havde været der, havde ægypterne let kunnet indhente israelitterne og have dræbt mange af dem. (2Mo 15:9) Da israelitterne var gået ud på havbunden og skyen bag dem havde flyttet sig om foran så ægypterne kunne se hvad der foregik, optog de forfølgelsen. Også dette viser at området med tør havbund må have været både bredt og langt, for Faraos hær var meget stor. Eftersom ægypterne var besluttede på at udrydde eller tilbageerobre de trælle de havde mistet, satte hele hæren efter dem ud på havbunden. Men under morgenvagten, der gik fra ca. klokken 2 til klokken 6 om morgenen, så Jehova ud fra skyen. Han skabte forvirring i ægypternes lejr og fik hjulene til at falde af deres stridsvogne. — 2Mo 14:24, 25.

Da morgenen nærmede sig, var israelitterne nået i sikkerhed på Det Røde Havs østbred. Moses fik da befaling til at række sin hånd ud over havet, så vandene vendte tilbage over ægypterne. Da „vendte havet tilbage til sit normale leje“, og ægypterne flygtede for ikke at møde det. Denne oplysning tyder også på at der var en bred vej gennem vandet, for hvis der kun havde været en snæver passage, ville de straks være blevet begravet i vandmasserne. Ægypterne flygtede mod den vestlige bred fra vandmurene som kom imod dem, men vandet vendte tilbage og overskyllede til sidst alle Faraos stridsvogne og hele hans rytteri; ikke én blev tilbage.

Det er indlysende at en sådan oversvømmelse ikke kunne finde sted i et sumpområde. I en sump ville ligene heller ikke skylle op på bredden, sådan som det skete her: „Israel så ægypterne ligge døde ved havets bred.“ — 2Mo 14:22-31; KORT og BILLEDE, bd. 1, s. 537.

Vandene „stivnede“. Ifølge beskrivelsen i Bibelen stivnede de brusende vande for at israelitterne kunne gå over. (2Mo 15:8) Det hebraiske ord der her er oversat med ’stivne’, bruges i Job 10:10 om at mælk stivner til ost. Det betyder derfor ikke nødvendigvis at vandmurene frøs til is; den stivnede masses konsistens kan have lignet gelé eller ostemasse. Der var intet synligt som holdt Det Røde Havs vande tilbage på hver side af israelitterne; det så derfor ud som om vandmasserne var stivnede, størknede, eftersom de blev stående på hver side som mure og ikke faldt sammen eller oversvømmede og tilintetgjorde israelitterne. Det var sådan de så ud for Moses da en stærk østenvind delte vandene og tørrede havbunden sådan at den hverken var mudret eller frossen, men let at færdes på for den store menneskemængde.

Den vej der åbnede sig gennem havet, var bred nok til at israelitterne, der måske talte tre millioner mennesker, alle kunne nå over til østbredden inden morgenen brød frem. Derefter begyndte de stivnede vandmasser at vende tilbage fra begge sider så ægypterne blev begravet i vandet mens israelitterne stod på østbredden og så hvordan Jehova på uforlignelig vis udfriede et helt folk fra en verdensmagt. De oplevede den bogstavelige opfyldelse af Moses’ ord: „De ægyptere som I har set i dag, ser I ikke igen, nej aldrig mere.“ — 2Mo 14:13.

Ved en iøjnefaldende magtudfoldelse ophøjede Jehova således sit navn og udfriede israelitterne. I sikkerhed på den østlige bred anførte Moses Israels sønner i sang, og hans søster, profetinden Mirjam, tog en tamburin i hånden og ledede alle kvinderne i tamburinspil og dans mens de svarede mændene i sang. (2Mo 15:1, 20, 21) Israelitterne var blevet fuldstændig adskilt fra deres fjender. De havde ikke lidt nogen som helst overlast da de drog ud af Ægypten, hverken fra mennesker eller dyr; end ikke en hund havde gøet ad dem. (2Mo 11:7) Mens beretningen i Anden Mosebog ikke siger at Farao selv gik ud i havet og blev tilintetgjort sammen med sine militærstyrker, siges der direkte i Salme 136:15 at Jehova „rystede Farao og hans styrker af i Det Røde Hav“.

Et forbillede på noget der senere skulle ske. I overensstemmelse med sit løfte til Abraham havde Gud ført Israel ud af Ægypten, og som han havde sagt til Farao, betragtede han i den forbindelse hele folket som sin søn: ’Israel er min førstefødte.’ (2Mo 4:22) Senere sagde Jehova: „Dengang Israel var dreng elskede jeg ham, og fra Ægypten kaldte jeg min søn.“ (Ho 11:1) Denne henvisning til udgangen af Ægypten var samtidig en profeti der blev opfyldt efter at Herodes var død, da Josef og Maria vendte tilbage fra Ægypten med Jesus og bosatte sig i Nazaret. Historikeren Mattæus anvender Hoseas’ profeti på denne begivenhed idet han siger om Josef: „Han blev dér indtil Herodes’ død, for at dét kunne opfyldes som var udtalt af Jehova gennem profeten, der sagde: ’Fra Ægypten kaldte jeg min søn.’“ — Mt 2:15.

Apostelen Paulus nævner udgangen af Ægypten blandt de ting der skete med israelitterne som eksempler eller forbilleder. (1Kor 10:1, 2, 11) Den ser derfor ud til at være et billede på noget større. Det kødelige Israel bruges i Bibelen som et symbol på det åndelige Israel, Guds Israel. (Ga 6:15, 16) Moses talte desuden om en kommende profet der ville være som han. (5Mo 18:18, 19) Jøderne ventede at denne profet skulle være deres store fører og befrier. Apostelen Peter viser at Jesus Kristus var den større Moses. (Apg 3:19-23) Israels udfrielse ved Det Røde Hav og udslettelsen af den ægyptiske hær må derfor pege frem til en større opfyldelse i forbindelse med det åndelige Israels udfrielse fra dets fjender, det symbolske Ægypten, en udfrielse der udvirkes af Jesus Kristus ved et stort mirakel. Og ligesom det mirakel Gud gjorde ved Det Røde Hav, resulterede i at hans navn blev ophøjet, vil den større opfyldelse af disse forbilledlige begivenheder medføre at Jehovas navn og ry vil blive kendt og berømmet i endnu større omfang. — 2Mo 15:1.