Israelitterne forlod Ægypten i stor hast, stærkt presset af ægypterne, men det foregik på ordnet vis: „Det var i kampformation at Israels sønner drog op fra Ægyptens land,“ muligvis som en hær i fem afdelinger: fortrop, bagtrop, hovedstyrke og to fløje. De blev ikke blot anført af Moses. Jehova viste sig også som deres fører, i hvert fald fra det tidspunkt da de slog lejr i Etam, og han gjorde det ved hjælp af en skysøjle, som om natten blev til en ildsøjle der gav dem lys. — 2Mo 13:18-22.

En anden grund til at nogle går ind for ruten gennem Wadi Tumilat, er den teori at israelitterne i virkeligheden ikke gik over Det Røde Hav, men et sted nord for dette. Nogle forskere har endda forfægtet den opfattelse at de efter at være kommet ud af Wadi Tumilat drog mod nord, i retning af kysten, og gik over ved Serbonissøen, der ligger ved Middelhavets kyst. Denne opfattelse er i direkte modstrid med Bibelens ord om at Gud selv førte israelitterne bort fra den rute der ville føre dem til filistrenes land. (2Mo 13:17, 18) Andre som også mener at israelitterne drog gennem Wadi Tumilat, hævder at overgangen fandt sted i området ved Bittersøerne nord for Suez.

Det Røde Hav, ikke ’rørhavet’. Sidstnævnte synspunkt er baseret på det argument at det hebraiske jam-sufʹ (der oversættes med „Røde Hav“) ordret betyder „sivhav“ eller „rørhav“, og at israelitterne derfor ikke gik over den vestlige arm af Det Røde Hav, Suezbugten, men blot krydsede et sumpet sted, som for eksempel Bittersø-området. Heri er de imidlertid ikke enige med oversætterne af den græske Septuaginta, der oversatte jam-sufʹ med det græske navn erythraʹ thaʹlassa, som ordret betyder „Røde Hav“. Langt vigtigere er det imidlertid at både Lukas, der skrev Apostelgerninger (og citerede Stefanus), og apostelen Paulus brugte det samme græske navn da de berettede om udgangen af Ægypten. — Apg 7:36; He 11:29; se RØDE HAV, DET.