ERSTATNING

En godtgørelse eller et vederlag der ydes til gengæld for et tab eller en skade der er sket. Det hebraiske udsagnsord for „at erstatte“ (sjalemʹ) er beslægtet med navneordet sjalōmʹ, der betyder „fred“. (2Mo 21:36; 1Kg 5:12) Det ligger altså i ordet at freden genoprettes ved at der betales eller kompenseres for det skete. Under Moseloven skulle der betales erstatning i tilfælde af at man påførte andre tab eller skade på et hvilket som helst område vedrørende menneskers indbyrdes forhold.

Skade på personer. Den der tilføjede en anden skade under et slagsmål, skulle betale erstatning til den tilskadekomne for tabt arbejdstid indtil han var fuldstændig rask. — 2Mo 21:18, 19.

Hvis nogle mænd under et slagsmål kom til at støde til en gravid kvinde så hun nedkom, men der ikke skete nogen ulykke med dødelig udgang, skulle kvindens ejer pålægge den skyldige skadeserstatning. (Hvis mandens krav var urimeligt, ville dommerne fastsætte det beløb der skulle betales.) — 2Mo 21:22.

Hvis en okse var tilbøjelig til at stange og ejeren var blevet advaret om det, men ikke holdt den bevogtet, og den så stangede en træl til døde, skulle trællens herre have 30 sekel (400 kr.) i erstatning af oksens ejer. Dette gjaldt ifølge jødiske kommentatorer udenlandske trælle, ikke hebraiske. Hvis oksen stangede en fri mand, skulle ejeren dø. Men hvis omstændighederne efter dommernes skøn tillod en mildere straf, kunne der pålægges ejeren at betale sonepenge. I så fald skulle oksens ejer betale det beløb dommerne forlangte. Desuden måtte ejeren lide tabet af oksen, der blev stenet til døde, og kødet måtte ikke spises. (2Mo 21:28-32) Denne lov gjaldt øjensynlig også i tilfælde af at andre dyr tilføjede personer skade med dødelig udgang.

Hvis en mand forførte en jomfru der ikke var forlovet, skulle han tage hende til ægte; selv hvis faderen blankt afslog at give hende til ham, måtte han alligevel betale faderen den sædvanlige brudekøbesum for jomfruer (50 sekel; 660 kr.) fordi hendes værdi som brud nu var forringet, og det måtte der kompenseres for. — 2Mo 22:16, 17; 5Mo 22:28, 29.

Bagtalelse. Hvis en mand med urette beskyldte sin hustru for falskeligt at have gjort krav på at være jomfru da ægteskabet blev indgået, skulle han betale hendes fader den dobbelte brudekøbesum for jomfruer (2x50 sekel; 1320 kr.) for at have sat et dårligt rygte i omløb om en jomfru i Israel. — 5Mo 22:13-19.

Der skulle også ydes en form for erstatning i det tilfælde at en mand med urette anklagede sin hustru for utroskab. Hvis anklagen var sand, måtte hun lide den tort at hendes forplantningsorganer visnede bort og hun mistede evnen til at sætte børn i verden; men hvis hun var uskyldig, krævedes det at hendes mand befrugtede hende så hun kunne blive velsignet med et barn. — 4Mo 5:11-15, 22, 28.

Tyveri. Moselovens bestemmelser virkede afskrækkende på potentielle tyve. Om en tyv hed det: „Han skal ubetinget yde erstatning. Hvis han intet har, så skal han sælges som betaling for det han har stjålet. Hvis det stjålne — det være sig en okse eller et æsel eller et får — stadig findes hos ham og er i live, skal han yde dobbelt erstatning.“ Dette gjaldt både penge, ejendele og dyr. Hvis tyven havde slagtet det stjålne dyr eller solgt det, måtte han yde en større erstatning; en okse skulle erstattes med fem stykker hornkvæg, og et får med fire stykker småkvæg. (2Mo 22:1, 3, 4, 7) Denne lovbestemmelse beskyttede den bestjålne og holdt ham skadesløs, idet tyven selv måtte betale for sin forbrydelse i stedet for at han blev en økonomisk byrde for samfundet ved at man satte ham i fængsel, og den bestjålne ikke fik erstatning for sit tab.

Skade på dyr og ejendom. Den der slog en andens dyr ihjel, måtte erstatte dyret. (3Mo 24:18, 21) Når en okse dræbte en anden okse, skulle den levende okse sælges, og både betalingen og det døde dyr skulle deles mellem de to ejere. Men hvis oksen var kendt for at være ondskabsfuld, måtte dens ejer yde erstatning ved at give den anden en levende okse og selv tage den døde, der selvfølgelig var langt mindre værd. — 2Mo 21:35, 36.

Som erstatning for at et dyr gik ind og græssede og forvoldte skade på en anden mands enemærker, skulle dyrets ejer afgive det bedste fra sin egen mark eller vingård. Hvis en ild bredte sig til en andens mark og forvoldte skade dér, skulle markens ejer have tabet godtgjort. Den strengere dom for skade forvoldt af et dyr der trængte ind på andres enemærker, skyldes at det er lettere at holde dyr under kontrol end ild; desuden havde det græssende dyr med urette tilegnet sig et gode ligesom en tyv, og derfor krævedes der mere end en tilsvarende erstatning. — 2Mo 22:5, 6.

Deponeret ejendom. Når penge eller ejendele blev overladt en anden til opbevaring og disse så blev stjålet, skulle tyven, hvis han blev fundet, yde den sædvanlige dobbelte erstatning. De penge eller genstande som en person havde fået overdraget til opbevaring, krævede ikke anden beskyttelse end at de blev opbevaret på et sikkert sted. Hvis det var et husdyr det drejede sig om, skulle den der havde fået dyret i forvaring, udvise den samme omsorg for dette dyr som for sine egne. Som regel fik den der tog sig af andres dyr, betaling for foderet til dem, og uden tvivl har han også i visse tilfælde fået betaling for den ekstra ulejlighed med at passe dyrene. Hvis et dyr døde, enten af sig selv eller ved at det blev sønderrevet af et vildt dyr eller stjålet af en røverbande, var den der havde dyret i forvaring, fri for skyld. Han kunne ikke drages til ansvar for tabet af det. Det kunne være sket med hans egne dyr. Hvis det imidlertid blev stjålet på grund af forsømmelighed eller under omstændigheder der kunne have været forhindret, var den der havde dyret i forvaring, ansvarlig og måtte yde erstatning. — 2Mo 22:7-13; se 1Mo 31:38-42.

En der havde et dyr til låns, måtte yde erstatning for enhver skade dyret pådrog sig. (2Mo 22:14) Hvis ejeren var til stede, krævedes der ingen erstatning ud fra den betragtning at vedkommende selv holdt øje med sin ejendom. Hvis der var tale om et lejet dyr, måtte ejeren selv bære tabet fordi han formodentlig havde indregnet risikoen for et eventuelt tab i prisen for at leje dyret ud. — 2Mo 22:15.