BLÆK

Det hebraiske ord dejōʹ, som kun forekommer i Jeremias 36:18, er muligvis et ægyptisk låneord. I De Kristne Græske Skrifter forekommer meʹlan tre gange. (2Kor 3:3; 2Jo 12; 3Jo 13) Det er intetkønsformen af tillægsordet meʹlas, der betyder „sort“. — Mt 5:36; Åb 6:5, 12.

Blæk blev lavet af et pigment eller farvestof som blev findelt og derefter opløst i en substans bestående af gummi, lim eller fernis, der virkede både som opløsningsmiddel og som bindemiddel der fastholdt farvestoffet på den overflade man skrev på. De ældste opskrifter og de ældste former man har fundet, viser at pigmentet var et kulstofholdigt sort farvestof, enten i form af amorft sod, som man fik ved at brænde olie eller træ, eller krystallinsk trækul af animalsk eller vegetabilsk oprindelse. Pigmentet i rødt blæk var jernoxid. Man brugte også visse tinkturer i oldtiden. Josefus fortæller at Ptolemaios Filadelfos fik sendt en afskrift af Moseloven skrevet med guldbogstaver. (Jewish Antiquities, XII, 89 [ii, 11]) Hvis man har brugt plantesafter eller -farver til blæk, er de for længst forsvundet på grund af deres forgængelighed.

Skulle man lave en god kvalitet, krævedes der megen tid til at pulverisere farvestoffet og opløse det i den flydende substans. Blækket blev derefter som regel opbevaret i form af tørrede blokke eller stænger, som skriveren under arbejdet fugtede med sin pensel eller rørpen. — Se også SKRIVESÆT.

Kineserne havde længe ry for at lave blæk med den dybeste farvetone og den største holdbarhed. Dokumenter som var skrevet med dette blæk, kunne ligge i vand i adskillige uger uden at blækket vaskedes ud. Der fandtes imidlertid også blæk der kunne viskes ud med en våd svamp eller en fugtig klud. Dette ligger måske til grund for at Jehova symbolsk kunne sige: „Den der har syndet mod mig, ham vil jeg slette af min bog.“ — 2Mo 32:33; se også 4Mo 5:23; Sl 109:13, 14.