Vis andre ære
„Gå foran med at vise hinanden ære.“ — ROMERNE 12:10.
1, 2. (a) Hvad må vi gøre for at vise ydmyghed? (b) Hvordan anvender Bibelen ofte ordet „ære“, og hvem har lettest ved at vise denne egenskab?
DEN foregående artikel behandlede følgende vejledning i Guds ord: „I skal alle iføre jer ydmyghed over for hinanden, for Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ (1 Peter 5:5) En måde hvorpå vi kan iføre os ydmyghed, er ved at vise andre ære.
2 Ordet „ære“ bruges ofte i Bibelen for at angive den respekt og agtelse og det hensyn vi bør vise andre. Vi ærer andre ved at være venlige over for dem, ved at respektere deres værdighed, ved at lytte til deres synspunkter og ved at være villige til at efterkomme deres ønsker, så vidt det er muligt. De der er ydmyge, synes som regel ikke at dette er så vanskeligt. Men de der har en stolt indstilling, kan have svært ved at ære andre og prøver måske i stedet at opnå privilegier og fordele ved hjælp af hyklerisk smiger.
Jehova ærer mennesker
3, 4. Hvordan viste Jehova Abraham ære, og hvorfor?
3 Jehova sætter selv eksemplet med hensyn til at vise andre ære. Han skabte menneskene med en fri vilje, og han behandler dem ikke som robotter. (1 Peter 2:16) Da han for eksempel fortalte Abraham at byen Sodoma ville blive udslettet på grund af dens store ondskab, spurgte Abraham: „Vil du virkelig rive de retfærdige bort sammen med de ugudelige? Sæt der er halvtreds retfærdige inde i byen. Vil du virkelig rive dem bort og ikke tilgive stedet for de halvtreds retfærdiges skyld?“ Jehova svarede at han ville skåne byen for de 50 retfærdiges skyld. Abraham fortsatte ydmygt med at bønfalde Jehova. Hvad nu hvis der kun var 45? 40? 30? 20? 10? Jehova forsikrede Abraham om at han ikke ville udslette Sodoma hvis blot der var ti retfærdige i byen. — 1 Mosebog 18:20-33.
4 Jehova vidste at der ikke var ti retfærdige i Sodoma, men han ærede Abraham ved at lytte til hans syn på tingene og ved at behandle ham med respekt. Hvorfor? Fordi Abraham „troede på Jehova“ og Jehova ’tilregnede ham det som retfærdighed’. Abraham blev kaldt „Jehovas ven“. (1 Mosebog 15:6; Jakob 2:23) Jehova lagde desuden mærke til at Abraham viste andre ære. Da der opstod stridigheder mellem hans og hans nevø Lots hyrder angående græsningsområderne, ærede Abraham Lot ved at lade ham vælge område først. Lot valgte hvad han syntes var de bedste græsgange, og Abraham flyttede til et andet sted. — 1 Mosebog 13:5-11.
5. Hvordan ærede Jehova Lot?
5 Jehova ærede også den retfærdige Lot. Før Sodoma blev udslettet, gav han Lot besked på at flygte til bjergene. Men Lot sagde at han ikke havde lyst til at rejse dertil. Han ville hellere flygte til den nærliggende by Zoar, skønt den lå i det område der ville blive udslettet. Jehova sagde til Lot: „Se, også i denne sag tager jeg hensyn til dig ved at jeg ikke omstyrter den by som du har talt om.“ Jehova viste den trofaste Lot ære ved at efterkomme hans ønske. — 1 Mosebog 19:15-22; 2 Peter 2:6-9.
6. Hvordan ærede Jehova Moses?
6 Da Jehova sendte Moses tilbage til Ægypten for at udfri israelitterne fra trældom og for at tale med Farao om at lade Hans folk rejse, sagde Moses: „Undskyld, Jehova, men jeg er ikke nogen veltalende mand.“ Jehova gav derfor Moses denne forsikring: „Jeg vil selv være med din mund og lære dig hvad du skal sige.“ Men Moses var stadig usikker, så Jehova opmuntrede ham og sørgede for at hans broder Aron blev hans talerør. — 2 Mosebog 4:10-16.
7. Hvorfor var Jehova villig til at ære andre?
7 I alle disse tilfælde viste Jehova at han var villig til at ære andre, især dem der tjente ham. Selv om det de bad om, måske afveg fra Jehovas oprindelige hensigt, overvejede han deres ønsker og imødekom dem så længe de ikke var i modstrid med hans hensigt.
Jesus ærede andre
8. På hvilken måde ærede Jesus en kvinde der var meget syg?
8 Jesus efterlignede Jehova med hensyn til at ære andre. Engang søgte en kvinde der i 12 år havde lidt af stadige blødninger, efter Jesus i en folkemængde. Lægerne havde ikke været i stand til at helbrede hende. Ifølge Moseloven var hun ceremonielt uren, så hun burde ikke have opholdt sig der. Kvinden gik bag om Jesus, rørte ved hans klædning og blev helbredt. Jesus stod ikke pedantisk fast på Lovens bogstav, og han skældte hende ikke ud for det hun havde gjort. Han tog hendes omstændigheder i betragtning og ærede hende ved at sige: „Datter, din tro har gjort dig rask. Gå med fred, og vær ved godt helbred efter din alvorlige lidelse.“ — Markus 5:25-34; 3 Mosebog 15:25-27.
9. Hvordan viste Jesus en ikkejøde ære?
9 Ved en anden lejlighed sagde en fønikisk kvinde til Jesus: „Hav barmhjertighed med mig, Herre, Davids søn. Min datter er slemt dæmonbesat.“ Da Jesus vidste at han var blevet sendt til Israels nation og ikke til hedningerne, sagde han: „Det er ikke rigtigt at tage børnenes [israelitternes] brød og kaste det til de små hunde [hedningerne].“ Kvinden svarede: „Men de små hunde æder dog smulerne der falder fra deres herrers bord.“ Da sagde Jesus: „Kvinde, stor er din tro; lad det gå dig som du ønsker.“ Hendes datter blev helbredt. Jesus viste denne ikkejøde ære på grund af hendes tro. Ved at bruge udtrykket „små hunde“ i stedet for vilde hunde viste han sin imødekommenhed og medfølelse. — Mattæus 15:21-28.
10. Hvilken magtfuld lektion lærte Jesus sine disciple, og hvorfor havde de behov for det?
10 Jesus blev ved med at undervise sine disciple om nødvendigheden af at være ydmyg og at ære andre eftersom der stadig rådede kappestrid mellem dem. Engang efter at de havde skændtes indbyrdes, spurgte Jesus dem: „Hvad diskuterede I?“ De tav, for de havde „diskuteret med hinanden hvem der var størst“. (Markus 9:33, 34) Selv aftenen før Jesus døde ’opstod der også en heftig diskussion iblandt dem om hvem af dem der syntes at være den største’. (Lukas 22:24) Under påskemåltidet ’kom Jesus derfor vand i vaskefadet og begyndte at vaske disciplenes fødder’. Det var en magtfuld lektion. Jesus var Guds søn; han indtog den næsthøjeste stilling i universet, kun underlagt Jehova. Alligevel lærte han sine disciple en vigtig lektion ved at vaske deres fødder. Han sagde: „Jeg har . . . givet jer et forbillede, for at I også skal gøre som jeg har gjort ved jer.“ — Johannes 13:5-15.
Paulus viste andre ære
11, 12. Hvad lærte Paulus efter at han var blevet kristen, og hvordan kom det til udtryk i forbindelse med hans forhold til Filemon?
11 Som en efterligner af Kristus viste Paulus andre ære. (1 Korinther 11:1) Han sagde: „Vi har heller ikke søgt ære fra mennesker . . . Tværtimod, vi optrådte med nænsomhed i jeres midte, som når en ammende moder plejer sine børn.“ (1 Thessaloniker 2:6, 7) En ammende mor har omsorg for sit barn. Da Paulus blev kristen, lærte han at være ydmyg, og han viste sine trosfæller ære ved at behandle dem nænsomt. Han respekterede også deres frie vilje, hvilket fremgår af en begivenhed der fandt sted da han sad fængslet i Rom.
12 En bortløben træl ved navn Onesimus havde hørt Paulus forkynde og var som følge deraf blevet en kristen og Paulus’ ven. Slavens ejer, Filemon, boede i Lilleasien og var også kristen. I et brev til Filemon omtalte Paulus hvor stor en hjælp Onesimus havde været for ham og sagde: „Jeg havde lyst til at beholde ham for mig selv.“ Alligevel sendte Paulus Onesimus tilbage til sin herre. Han skrev: „Uden dit samtykke ønsker jeg ikke at gøre noget, således at din gode gerning ikke skal være af tvang men af fri vilje.“ Paulus udnyttede ikke sin stilling som apostel, men ærede Filemon ved ikke at bede ham om at lade Onesimus blive i Rom. Paulus tilskyndede desuden Filemon til at ære Onesimus ved at behandle ham „som mere end en træl, som en elsket broder“. — Filemon 13-16.
Hvordan vi kan vise andre ære
13. Hvad tilskynder Romerbrevet 12:10 os til at gøre?
13 Guds ord giver denne vejledning: „Gå foran med at vise hinanden ære.“ (Romerne 12:10) Det betyder at vi ikke skal vente på at andre viser os ære først, men at vi selv tager initiativet. „Lad ingen søge sit eget, men medmenneskets bedste.“ (1 Korinther 10:24; 1 Peter 3:8, 9) Det er grunden til at Jehovas tjenere spejder efter lejligheder til at ære andre, både i familien og når det gælder deres trosfæller i menigheden og folk uden for menigheden.
14. Hvordan kan mand og hustru vise hinanden ære?
14 I Bibelen står der: „Hver mands hoved er Messias; og en kvindes hoved er manden.“ (1 Korinther 11:3) Manden er over for Jehova forpligtet til at behandle sin hustru ligesom Kristus behandlede menigheden. I Første Petersbrev 3:7 får manden påbud om at ’vise sin hustru ære som det svagere kar, det kvindelige’. Det kan han gøre ved at være villig til at lytte til hende og tage hendes forslag i betragtning når han træffer afgørelser. (1 Mosebog 21:12) Han lader måske hendes ønsker være afgørende når det ikke går imod Bibelens principper, og han er hjælpsom og kærlig over for hende. Hustruen opfordres til at „have dyb respekt for sin mand“. (Efeserne 5:33) Hun lytter til ham og insisterer ikke altid på at få sin vilje. Hun afholder sig også fra at forklejne og plage ham. En kristen hustru viser ydmyghed ved ikke at forsøge at dominere sin mand, også selv om hun har større evner på visse områder.
15. Hvordan bør vi betragte de ældre i menigheden, og hvordan bør de reagere?
15 Inden for menigheden er der nogle som er særlig værdige til at blive æret, deriblandt vore ældre. „Du skal rejse dig for de grå hår, og du skal tage hensyn til en gammel mand [eller kvinde] som er til stede.“ (3 Mosebog 19:32) Det gælder især dem der har tjent Jehova trofast i mange år, da „grå hår er en hæderskrone når de findes på retfærdigheds vej“. (Ordsprogene 16:31) Tilsynsmænd bør sætte eksemplet ved at vise behørig respekt for trosfæller der er ældre end dem selv. De ældre bør naturligvis også have en respektfuld holdning over for deres yngre trosfæller, især dem der har til opgave at være hyrder for hjorden. — 1 Peter 5:2, 3.
16. Hvordan kan forældre og børn vise hinanden ære?
16 Børn bør ligeledes ære deres forældre: „I børn, vær lydige mod jeres forældre i samhørighed med Herren, for dette er ret. ’Ær din fader og moder’, hvilket er det første bud med et løfte: ’For at det kan gå dig godt og du må leve lang tid på jorden.’“ Forældre må også vise deres børn ære. De får denne formaning: „Irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ — Efeserne 6:1-4; 2 Mosebog 20:12.
17. Hvem er værdige til „dobbelt ære“?
17 De der gør en ihærdig indsats for at betjene deres trosfæller i menigheden, bør også vises ære. „Lad de ældste som præsiderer på en god måde, blive anset for værdige til dobbelt ære, især dem som slider i det med tale og undervisning.“ (1 Timoteus 5:17) En måde hvorpå vi kan vise dem en sådan ære, er ved at følge det der står i Hebræerbrevet 13:17: „Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær føjelige.“
18. Hvordan bør vi være over for folk uden for menigheden?
18 Bør vi også vise dem der er uden for menigheden, ære? Ja. Bibelen giver os følgende påbud: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder.“ (Romerne 13:1) Her tales der om de politiske herskere som Jehova tillader at udøve myndighed indtil hans rige erstatter dem. (Daniel 2:44) Det er derfor vi ’giver alle hvad der tilkommer dem, ham der kræver skat, skat; ham der kræver afgift, afgift; ham der kræver frygt, frygt; ham der kræver ære, ære’. (Romerne 13:7) Vi bør ’ære alle slags mennesker’. — 1 Peter 2:17.
19. Hvordan kan vi „gøre det der er godt“ mod andre og vise dem ære?
19 Vi skal ganske vist vise dem uden for menigheden ære, men læg mærke til hvad Guds ord understreger: „Så længe vi har tiden til det, lad os da gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen.“ (Galaterne 6:10) Den bedste måde hvorpå vi kan „gøre det der er godt“ mod andre, er ved at fremelske og dække deres åndelige behov. (Mattæus 5:3) Det kan vi gøre ved at følge apostelen Paulus’ opfordring: „Gør dit yderste for at fremstille dig for Gud som godkendt, som en arbejder der intet har at skamme sig over, som behandler sandhedens ord på rette måde.“ Når vi taktfuldt benytter enhver lejlighed til at aflægge et vidnesbyrd idet vi ’fuldfører vores tjeneste’, gør vi ikke alene godt mod alle, men viser dem også ære. — 2 Timoteus 2:15; 4:5.
Vi må ære Jehova
20. Hvad skete der med Farao og hans hær, og hvorfor?
20 Jehova ærer sine skabninger. Det er derfor kun rimeligt at vi også viser ham ære. (Ordsprogene 3:9; Åbenbaringen 4:11) Jehovas ord siger: „Dem der ærer mig, vil jeg ære, og de der foragter mig, vil være uden betydning.“ (1 Samuel 2:30) Da Farao i Ægypten fik befaling til at lade Guds folk rejse, sagde han arrogant: „Hvem er Jehova, at jeg skulle adlyde hans røst?“ (2 Mosebog 5:2) Da Farao sendte sin hær af sted for at udslette israelitterne, delte Jehova Det Røde Havs vande foran Israel. Men da ægypterne fulgte efter, fik Jehova vandene til at vende tilbage. „Faraos vogne og hans styrker har [Jehova] kastet i havet.“ (2 Mosebog 14:26-28; 15:4) At Farao stolt nægtede at ære Jehova fik katastrofale følger for ham. — Salme 136:15.
21. Hvorfor var Jehova imod Belsazzar, og hvad medførte det?
21 En anden der nægtede at ære Jehova, var kong Belsazzar af Babylon. Under et drikkelag spottede han Jehova ved at drikke vin af de hellige kar af guld og sølv som man havde fjernet fra templet i Jerusalem. Og mens han gjorde dette, priste han sine falske guder. Men Jehovas tjener Daniel sagde til ham: „Du . . . har ikke ydmyget dit hjerte . . . Du har tværtimod hovmodet dig imod himmelens Herre.“ Selv samme nat blev Belsazzar dræbt, og hans rige blev taget fra ham. — Daniel 5:22-31.
22. (a) Hvorfor kom Jehovas vrede over Israels ledere og deres folk? (b) Hvem var det Jehova begunstigede, og med hvilket resultat?
22 Da kong Herodes i det første århundrede holdt en tale til folket, begyndte tilhørerne at råbe: „En guds røst, og ikke et menneskes!“ Den selvoptagne konge gjorde ikke indsigelser eftersom han ønskede at blive æret. Da „slog Jehovas engel ham, fordi han ikke gav Gud æren“. (Apostelgerninger 12:21-23) Herodes ærede sig selv, ikke Jehova, og blev derfor ramt af døden. Datidens religiøse ledere vanærede Gud ved at lægge råd op om at dræbe hans søn, Jesus. Nogle af lederne vidste at Jesus forkyndte sandheden, men de ville ikke følge ham, „for de elskede ære fra mennesker mere end selv ære fra Gud“. (Johannes 11:47-53; 12:42, 43) Israelitterne som folk betragtet ærede hverken Jehova eller Jesus, der var udsendt af ham. Jehova holdt derfor op med at ære dem, og han overlod dem og deres tempel til ødelæggelse. Men dem der viste ham og hans søn ære, bevarede han i live. — Mattæus 23:38; Lukas 21:20-22.
23. Hvad må vi gøre for at komme til at leve i Guds nye verden? (Salme 37:9-11; Mattæus 5:5)
23 Alle der ønsker at leve i Guds nye verden efter at denne tingenes ordning er blevet ødelagt, må vise Gud og hans søn, Kristus Jesus, ære og adlyde dem. (Johannes 5:22, 23; Filipperne 2:9-11) De der ikke viser en sådan ære, „skal udryddes fra jorden“. Men de retskafne der ærer og adlyder Gud og Kristus, „skal bo på jorden“. — Ordsprogene 2:21, 22.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvad vil det sige at ære andre, og hvilket eksempel har Jehova sat i den forbindelse?
◻ Hvordan viste Jesus og Paulus andre ære?
◻ Hvem fortjener at blive æret?
◻ Hvorfor bør vi ære Jehova og Jesus?
[Illustration på side 17]
Jehova viste Abraham ære ved at tage hans anmodning i betragtning
[Illustration på side 18]
I et lykkeligt ægteskab viser mand og hustru hinanden ære