Da løvhyttefesten markerede afslutningen på størstedelen af det jødiske landbrugsår, var det en højtid som var præget af glæde og taknemmelighed over alle de velsignelser Jehova havde skænket i form af den indhøstede afgrøde. Eftersom forsoningsdagen var blevet fejret blot fem dage tidligere, havde folket tillige en følelse af fred med Jehova. Selv om kun de mandlige medlemmer af folket var forpligtede til at deltage, kom hele familier til Jerusalem. De skulle bo i løvhytter (hebr.: sukkōthʹ) de syv dage højtiden varede. Som regel havde hver familie en løvhytte. (2Mo 34:23; 3Mo 23:42) Man rejste dem på husenes gårdspladser, på hustagene, i templets forgårde, på torvene og langs vejene indtil en sabbatsrejse fra byen. Til hytterne skulle israelitterne bruge „frugt af prægtige træer“, palmeblade, og grene af træer med tætte grene og af popler. (3Mo 23:40) På Ezras tid byggede man disse midlertidige boliger af blade af oliven- og olietræer, myrteblade (meget aromatiske), palmeblade og blade af andre træer. Det at alle, rige såvel som fattige, boede i hytter og endog spiste deres måltider i dem i de syv dage, og at alle hytter var lavet af de samme materialer, som var taget fra landets bjerge og dale, understregede at under denne højtid var alle deltagere ligestillede. — Ne 8:14-16.

Jehova befalede israelitterne at bo i løvhytter i en uge „for at de kommende generationer hos jer kan vide at jeg lod Israels sønner bo i løvhytter da jeg førte dem ud af Ægyptens land. Jeg er Jehova jeres Gud.“ (3Mo 23:42, 43) De skulle med glæde og taknemmelighed tænke tilbage på den omsorg Gud havde vist dem i ørkenen da de blev beskyttet af ham ’som lod dem vandre gennem den store og frygtindgydende ørken med giftslanger og skorpioner og med tørstig jord hvor der ikke var vand; som bragte vand frem til dem af den flinthårde klippe; som i ørkenen gav dem manna at spise som deres fædre ikke kendte til’. (5Mo 8:15, 16) De havde således god grund til at glæde sig over Guds stadigt voksende og gavmilde omsorg for dem.