GØDNING, SKARN

Menneske- og dyreekskrementer benævnes med forskellige ord på de bibelske sprog. De bruges ofte i billedlig betydning i bibelteksten.

De israelitiske soldater forrettede deres nødtørft „et afsides sted“ uden for militærlejren, og de dækkede deres afføring til. (5Mo 23:12-14) Derved blev lejren bevaret ren for Jehova, og det medvirkede til at hindre spredning af infektionssygdomme som overførtes af fluer.

En af Jerusalems porte, „Askedyngeporten“, kaldes også „Møgporten“. (Ne 2:13; 3:13, 14; 12:31; NV, DA92) Den lå tusind alen (445 m) øst for Dalporten og således syd for Zions Bjerg. Dens navn skyldes sandsynligvis at den førte ud til Hinnoms Dal, der blev brugt som losseplads; byens affald blev muligvis bragt ud gennem denne port.

Nogle af nomadefolkene brugte måske gødning som brændsel. Da Ezekiel skulle udføre en profetisk billedhandling om Jerusalems belejring, gjorde han indvendinger mod at skulle bruge menneskeekskrementer som brændsel for at bage brød. Gud viste ham da det hensyn at lade ham bruge kvæggødning i stedet for. (Ez 4:12-17) Dette kunne tyde på at det ikke var den normale praksis i Israel.

Ekskrementer blev også brugt som gødning i haver og på marker. Det lader til at man blandede gødningen med halm på en mødding, og at halmen blev trådt ned i den af husdyr. (Es 25:10) Et figentræ blev gødet ved at man ’gravede rundt om det og gav det gødning’. — Lu 13:8.

Ekskrementer blev i almindelighed regnet for at være ækelt affald, noget som skulle skaffes af vejen. Forestillingen om noget frastødende som skulle ryddes bort, understreges af følgende ord af Jehova angående kong Jeroboam af Israels egenrådige hus: „Jeg vil feje rent efter Jeroboams hus som når man fejer gødning væk, indtil det er helt skaffet af vejen.“ — 1Kg 14:10.

At gøre en mands hus til et offentligt nødtørftssted var en straf som indebar den største hån eller foragt. (Ezr 6:11; Da 2:5; 3:29) Under styrkeprøven på Karmel spottede Elias den passive Ba’als profeter med ordene: „Han er nok optaget af noget, eller han er trængende og har måttet gå afsides.“ (1Kg 18:27) Jehu lod senere ba’alshuset rive ned, og man „gjorde det til nødtørftssteder“. — 2Kg 10:27.

Gødning nævnes også billedligt som symbol på en persons eller en nations forsmædelige endeligt. (2Kg 9:36, 37; Sl 83:10; Jer 8:1, 2; 9:22; 16:4) Gud forudsagde at der under hans retstrætte med nationerne ikke skulle holdes klage over hans slagne, og at de ikke skulle samles eller begraves, men blive til „gødning på jordens flade“. — Jer 25:31-33; jf. Zef 1:14-18.

Under Moseloven måtte præsten ikke spise et dyr der var bragt som syndoffer, og hvis blod var bragt ind i helligdommen for at skaffe soning. Dets krop og dets skarn skulle brændes på et rent sted uden for lejren. (3Mo 4:11, 12; 6:30; 16:27) Grunden hertil var at ingen del af dyret måtte bruges på anden vis eller have lov til at forrådne. Det var „rent“, det vil sige helliget Jehova, og skulle derfor brændes på et sted der var rent. — Jf. He 13:11-13.

Paulus, der påskønnede det åndelige og værdsatte sit håb i forbindelse med Kristus, erklærede: „På grund af ham har jeg lidt tab på alt og anser det for en bunke affald, for at jeg kan vinde Kristus og findes i samhørighed med ham.“ (Flp 3:8, 9) Det græske ord der her er gengivet med „affald“ (skyʹbalon), betegner enten ekskrementer eller noget som er blevet tilovers efter et festmåltid, og som kastes ud. Selv om apostelen måske blot tænkte på det sidste, understreger dét at han bedømte „alt“ som „affald“, hvor højt han satte dét at vinde Kristus og blive fundet i samhørighed med ham. — Se også DUEGØDNING.

Udtrykket „uhumske guder“ er en gengivelse af det hebraiske gillulīmʹ, som menes at være afledt af et ord der betyder „ekskrementknolde“. — Se AFGUDSDYRKELSE (Hvordan Guds tjenere har betragtet afgudsdyrkelse).