ARON

(Aʹron).

En søn af Amram og Jokebed af Levis stamme, født i Ægypten i 1597 f.v.t. Oldebarn af Levi. (2Mo 6:13, 16-20) Hans søster Mirjam var ældre end han, og hans broder Moses tre år yngre end han. (2Mo 2:1-4; 7:7) Han giftede sig med Elisjeba, Amminadabs datter, og fik fire sønner, Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar. (2Mo 6:23) Han døde i 1474 f.v.t., i en alder af 123 år. — 4Mo 33:39.

Da Moses tøvede fordi det faldt ham svært at tale flydende, udpegede Jehova Aron til at tale på hans vegne over for Farao idet han sagde: „Jeg ved at han virkelig kan tale.“ Aron gik ud for at møde Moses ved Sinaj Bjerg og blev oplyst om alt det der nu efter Guds vilje skulle ske i forbindelse med Israel og Ægypten, hvorefter de to brødre rejste tilbage til Ægypten. — 2Mo 4:14-16, 27-30.

Aron begyndte nu at tjene som „mund“ for Moses idet han talte for ham til Israels ældste og gjorde mirakuløse tegn som bevis på at deres budskaber var fra Gud. Så kom tiden da de skulle træde frem for Farao, og den 83-årige Aron måtte som Moses’ talerør se denne hovmodige hersker i øjnene. Jehova sagde derefter til Moses: „Se, jeg har gjort dig til Gud for Farao, og din broder Aron skal være din profet.“ (2Mo 7:1, 7) Det var Aron der gjorde det første mirakuløse tegn foran Farao og hans magere; og senere var det Aron der på Moses’ befaling rakte Moses’ stav ud og gav tegn til at de ti plager skulle begynde. (2Mo 7:9-12, 19, 20) Han fortsatte med at arbejde nært sammen med Moses og at adlyde Gud under de efterfølgende plager indtil udfrielsen endelig kom. Herved satte han et godt eksempel for kristne, der tjener som „ambassadører på Kristi vegne, som om Gud fremsatte indtrængende anmodninger gennem [dem]“. — 2Mo 7:6; 2Kor 5:20.

Arons tjeneste som Moses’ talerør aftog åbenbart under de 40 års ørkenvandring, for det lader til at Moses selv i højere grad begyndte at føre ordet. (2Mo 32:26-30; 34:31-34; 35:1, 4) Desuden var staven igen i Moses’ hånd efter den tredje plage. Under kampen mod amalekitterne tjente Aron blot på den måde at han sammen med Hur holdt Moses’ arme oppe. (2Mo 9:23; 17:9, 12) Jehova fortsatte dog med i almindelighed at henvende sig til både Aron og Moses når han gav anvisninger, og ifølge beretningen optrådte de sammen helt frem til tiden for Arons død. — 4Mo 20:6-12.

Som den underordnede ledsagede Aron ikke Moses op til toppen af Sinaj Bjerg for at modtage Lovpagten, men sammen med to af sine sønner og 70 af folkets ældste fik han lov at nærme sig bjerget og se et storslået syn af Guds herlighed. (2Mo 24:9-15) I Lovpagten blev Aron og hans hus rosende omtalt, og Gud udpegede Aron til at beklæde stillingen som ypperstepræst. — 2Mo 28:1-3.

Ypperstepræst. Ved en ceremoni der varede syv dage, blev Aron indsat i sit hellige embede af Moses, der handlede på Guds vegne, og hans fire sønner blev samtidig indsat som underpræster. Moses iførte Aron en smuk klædning som var tilvirket af guld, blåt garn, purpurfarvet uld og karmoisinrødt garn. Dragten indbefattede to skulderstykker og et brystskjold med kostbare sten i forskellige farver. På hans hoved blev sat en turban af fint linned. Hertil var der fastgjort en plade af rent guld som var indgraveret med ordene: „Hellighed tilhører Jehova.“ (3Mo 8:7-9; 2Mo 28) Så blev han salvet på den måde der beskrives i Salme 133:2, og kunne derefter kaldes masjīʹach eller messias (christosʹ, LXX), dvs. „den salvede“. — 3Mo 4:5, 16; 6:22.

Aron blev ikke alene sat over præsteskabet, men blev også af Gud udpeget til at være stamfader til den slægt eller det hus hvorfra alle fremtidige ypperstepræster skulle tages. Aron havde imidlertid ikke selv fået præstedømmet i arv, og derfor kunne apostelen Paulus sige om ham: „Et menneske tiltager sig ikke selv denne ære, men kaldes af Gud, ligesom Aron. Således herliggjorde Messias heller ikke sig selv ved at blive ypperstepræst, men blev herliggjort af den som med henblik på ham sagde: ’Du er min søn; jeg er i dag blevet din fader.’“ (He 5:4, 5) Paulus beskriver derefter hvordan præsteembedet, som Aron var den første til at beklæde, var et forbillede på det embede Kristus Jesus beklæder som en højere og himmelsk ypperstepræst. I betragtning heraf får Arons præstelige funktioner i embedet som ypperstepræst en særlig betydning for os. — He 8:1-6; 9:6-14, 23-28.

Som ypperstepræst havde Aron ansvaret for at lede alle dele af tilbedelsen ved teltboligen og at føre tilsyn med de tusinder af levitter som gjorde tjeneste der. (4Mo 3:5-10) På den årlige forsoningsdag frembar han syndofre for præsteskabet og levitterne og for Israels folk, og han måtte som den eneste gå ind i Det Allerhelligste i teltboligen med dyrenes offerblod. (3Mo 16) Mange dele af tilbedelsen, for eksempel frembæringen af det daglige røgelsesoffer og af førstegrøden af kornhøsten, måtte kun udføres af Aron og hans sønner, præsterne. (2Mo 30:7, 8; Lu 1:8-11; 3Mo 23:4-11) Ved sin salvelse blev Aron imidlertid ikke kun helliget til at bringe ofre for folket, men også til at udføre andre pligter. Han havde ansvaret for undervisningen af folket i Guds ord. (3Mo 10:8-11; 5Mo 24:8; Mal 2:7) Han og hans efterfølgere tjente som øverste myndighed under Jehova, Kongen. Ved højtiderne bar han den kostbare klædning og den „skinnende plade“ af guld på linnedturbanen. Han bar også brystskjoldet med Urim og Tummim, der satte ham i stand til at modtage Jehovas „ja“ eller „nej“ til spørgsmål vedrørende folket — en ordning der dog ikke synes at være brugt meget i den tid Moses levede og virkede som mellemmand. — 2Mo 28:4, 29, 30, 36; se YPPERSTEPRÆST.

Arons hengivenhed for den rene tilbedelse blev tidligt sat på prøve. Hans sønner Nadab og Abihu vanhelligede deres præstegerning og blev henrettet af Gud. Det hedder i beretningen at „Aron forholdt sig tavs“. Da han og hans to overlevende sønner fik besked om ikke at sørge over de døde overtrædere, „handlede de efter Moses’ ord“. — 3Mo 10:1-11.

I næsten 40 år repræsenterede Aron de 12 stammer over for Jehova i sin egenskab af ypperstepræst. Under ørkenvandringen rejste der sig et alvorligt oprør mod Moses og Aron. Det blev anført af en levit ved navn Kora og af rubenitterne Datan, Abiram og On, som gjorde indsigelse mod Moses’ og Arons myndighed og førerskab. Jehova lod jorden åbne sig under Koras, Datans og Abirams telte, så de og deres husstande blev opslugt, mens Kora selv og 250 af hans medsammensvorne blev fortæret af ild. (4Mo 16:1-35) Nu begyndte menigheden at knurre mod Moses og Aron, og under den plage der fulgte, lagde Aron en stærk tro og et stort mod for dagen, idet han lydigt gik ud med sit ildbækken og skaffede folket soning mens han „blev stående mellem de døde og de levende“ indtil plagen var standset. — 4Mo 16:46-50.

Gud påbød nu at 12 stave, én for hver af de 12 stammer, skulle lægges i teltboligen, og på staven for Levis stamme blev Arons navn skrevet. (4Mo 17:1-4) Dagen efter gik Moses ind i Vidnesbyrdets telt og så at Arons stav havde sat knopper, blomstrede og bar modne mandler. (4Mo 17:8) Hermed var det ubestrideligt blevet bevist at Jehova blandt levitterne havde udvalgt Arons sønner til at tjene som præster og havde bemyndiget Aron til at tjene som ypperstepræst. Derefter blev Arons hus’ ret til præstedømmet ikke længere draget alvorligt i tvivl. Arons blomstrende stav blev anbragt i pagtens ark som „et tegn for de opsætsige sønner“. Efter at disse opsætsige israelitter var døde og folket var kommet ind i det forjættede land, ser det imidlertid ud til at staven blev fjernet eftersom den havde tjent sit formål. — 4Mo 17:10; He 9:4; 2Kr 5:10; 1Kg 8:9.

Hvorfor blev Aron ikke straffet for at lave guldkalven?

Trods sin privilegerede stilling begik Aron flere fejltrin. Under Moses’ første 40 dage lange ophold på Sinaj Bjerg samlede folket sig om Aron og sagde til ham: „Kom, lav os en gud som kan gå foran os, for denne Moses — manden som førte os op fra Ægyptens land — ham ved vi ikke hvad der er sket med.“ (2Mo 32:1) Aron føjede dem og lavede sammen med dem en kalv af guld. (2Mo 32:2-6) Da han senere blev afkrævet en forklaring af Moses, havde han kun en svag undskyldning at fremføre. (2Mo 32:22-24) Jehova udpegede dog ikke Aron som hovedmanden, men sagde til Moses: „Lad mig derfor nu være, så min vrede kan blusse op imod dem og jeg kan gøre det af med dem.“ (2Mo 32:10) Moses lod det komme til et opgør idet han råbte: „Hvem er for Jehova? Kom hen til mig!“ (2Mo 32:26) Alle Levis sønner, heriblandt uden tvivl Aron, efterkom opfordringen. Tre tusind afgudsdyrkere, sandsynligvis hovedmændene bag oprøret, blev dræbt af dem. (2Mo 32:28) Dagen efter mindede Moses imidlertid de øvrige af folket om at de også var skyldige. (2Mo 32:30) Aron var således ikke den eneste der blev genstand for Guds barmhjertighed. Hans efterfølgende handlinger vidner om at han ikke af hjertet havde sluttet sig til det afguderiske oprør, men at han blot havde givet efter for pres fra oprørernes side. (2Mo 32:35) Jehova viste at Aron havde opnået hans tilgivelse ved at lade Arons udnævnelse til ypperstepræst stå ved magt. — 2Mo 40:12, 13.

Efter at Aron loyalt havde støttet sin yngre broder i mange vanskelige sager, og kort efter at han var blevet indsat som ypperstepræst af Moses, der handlede på Guds vegne, stillede han sig tåbeligt på sin søster Mirjams side. Sammen kritiserede de Moses for hans ægteskab med en kusjitisk kvinde og betvivlede at Moses havde en særlig stilling hos, og et særligt forhold til, Jehova Gud idet de sagde: „Har Jehova kun talt ved Moses? Har han ikke også talt ved os?“ (4Mo 12:1, 2) Jehova greb hurtigt ind. Alle tre fik besked på at gå ud til mødeteltet, hvor Jehova steg ned og revsede Aron og Mirjam strengt for deres mangel på respekt for udnævnelsen fra Gud. At det kun var Mirjam der blev slået med spedalskhed, kan tyde på at hun var ophav til kritikken, og at Aron igen havde vist svaghed og havde ladet sig overtale til at følge hende. Hvis Aron også var blevet slået med spedalskhed, ville det på den anden side, ifølge Guds lov, have betydet at han ikke længere kunne tjene som ypperstepræst. (3Mo 21:21-23) Hans rette hjerteindstilling kom til udtryk ved at han straks indrømmede deres dårskab og bad om undskyldning og tryglede Moses om at gå i forbøn for den spedalske Mirjam. — 4Mo 12:10-13.

Aron blev igen medskyldig i en uret handling da han sammen med Moses undlod at hellige og ære Gud over for menigheden da der skulle skaffes vand ved Meriba i Kadesj. På grund af denne handling bestemte Gud at ingen af dem ville få den forret at føre folket ind i det forjættede land. — 4Mo 20:9-13.

På den første dag i ab måned, i det 40. år efter udgangen af Ægypten, lå israelitterne lejret foran bjerget Hor, ved grænsen til Edom. Få måneder senere ville de gå over Jordan, men ikke den 123-årige Aron. På Jehovas befaling gik Aron, hans søn Eleazar og Moses i hele lejrens påsyn op på toppen af bjerget Hor. Dér afførte Moses Aron hans præsteklæder og gav hans søn og efterfølger i ypperstepræsteembedet, Eleazar, dem på. Derefter døde Aron. Han blev uden tvivl begravet deroppe af sin broder og sin søn, og i 30 dage sørgede Israel over hans død. — 4Mo 20:24-29.

Det er værd at bemærke at Aron i ingen af de tre tilfælde hvor han begik alvorlige fejltrin, lader til at have været initiativtageren, men snarere synes at have ladet sig føre på afveje af andres påvirkning og af det pres omstændighederne har øvet. Navnlig første gang kunne han i højere grad have fulgt princippet i befalingen: „Du må ikke følge mængden i slette forehavender.“ (2Mo 23:2) Ikke desto mindre benyttes hans navn derefter på en ærefuld måde i Bibelen, og da Guds søn var på jorden, anerkendte han retmæssigheden af det aronitiske præstedømme. — Sl 115:10, 12; 118:3; 133:1, 2; 135:19; Mt 5:17-19; 8:4.

Arons præstelige efterkommere. I King James-oversættelsen og i Moffatts oversættelse forekommer udtrykket „aronitter“ i 1 Krønikebog 12:27 og 27:17. (I den masoretiske tekst på hebraisk står der blot Aron. LXX [Lagardes udgave, i 1Kr 12:27] har „Arons sønner“.) Det er tydeligt at ordet „Aron“ her bruges kollektivt, ligesom det ofte er tilfældet med navnet Israel, og betegner Arons hus eller hans mandlige efterkommere på Davids tid, som var af Levis stamme og tjente som præster. (1Kr 6:48-53) I Ny Verden-Oversættelsen står der: „Og Jojada var fører for Aron[s sønner], og sammen med ham var der tre tusind og syv hundrede.“ (1Kr 12:27) Klammerne angiver en tilføjelse til grundteksten.