KUNST

Kunst — som i denne sammenhæng vil sige malerkunst, billedhuggerkunst og design — behandles ikke særlig indgående i Bibelen. Menneskene blev imidlertid ikke skabt på en gold mark, men i en have, i et paradis med træer der ikke blot var ’gode at spise af’, men også „indbydende at se på“. (1Mo 2:9) Vi er skabt til at sætte pris på skønhed, og den uovertrufne skønhed, den kunstneriske dygtighed og den fuldendte formgivning der præger skaberværket — blomster, træer, bjerge, dale, søer, vandfald, de mange forskellige dyr og mennesket selv — er til pris for Gud, Skaberen. (Sl 139:14; Præ 3:11; Høj 2:1-3, 9, 13, 14; 4:1-5, 12-15; 5:11-15; Ro 1:20) Kunsten, som den behandles her, omfatter i det væsentlige afbildninger af naturen ved anvendelse af forskellige materialer, former og udtryksmåder.

Allerede på Abrahams tid hører man, ifølge Bibelen, om gaver i form af „en guldnæsering“, guldarmbånd og andre sølv- og guldting. (1Mo 24:22, 53) I kongegravene i Ur, den by Abraham på et tidspunkt boede i, er der fundet mange udsøgte prydgenstande udført med stor kunstnerisk dygtighed. Mange af de kunstgenstande man har fundet ved arkæologiske udgravninger i Irak, Israel, Ægypten og tilstødende områder, har imidlertid tilknytning til afguderiske hedenske religioner eller stolte politiske herskere, hvilket viser at kunsten tidligt blev taget i anvendelse til et uret formål.

Forskellige materialer. Det ser ud til at ægypterne, og måske også fønikierne, fremstillede glas allerede i det 2. årtusind f.v.t. Imidlertid stammer glaskunsten øjensynlig fra Mesopotamien, hvor man har fundet stykker af velforarbejdet glas der menes at stamme helt fra det 3. årtusind f.v.t. Job (ca. 1600 f.v.t.) omtalte glas som noget meget kostbart. (Job 28:17) Man fremstillede dyrefigurer, parfumebeholdere, halskæder og andre smykker af glas, der dengang var uigennemsigtigt. Romerne var blandt de første der fremstillede gennemsigtigt glas. — Jf. Åb 4:6; se GLAS.

Oldtidens kunstnere arbejdede med et betragteligt antal forskellige materialer, deriblandt ler, terrakotta, træ, bronze eller kobber, jern, guld, sølv, ædelsten og halvædelsten, glas, elfenben, kalksten og marmor. — Se SEGL II.

Hebraisk kunst. Der er ikke fundet mange genstande som kan give et klart billede af den hebraiske kunst, men det fremgår tydeligt af den bibelske beretning at hebræerne værdsatte kunst. Da de drog ud af Ægypten, medbragte de guld- og sølvting som de havde fået af ægypterne. (2Mo 12:35) De gav med glæde sådanne ting som bidrag til udsmykningen af teltboligen i ørkenen. (2Mo 35:21-24) Arbejdet med at fremstille teltboligen med dens udsmykning og udstyr gav dem lejlighed til at bruge deres kunstneriske evner ved at brodere, arbejde i træ og metal, og udskære og indfatte kostbare sten. Bezalel og Oholiab førte an og underviste andre. Det er bemærkelsesværdigt at æren for deres kunstneriske færdigheder tilskrives Jehova. — 2Mo 35:30-35; 36:1, 2.

Før opførelsen af teltboligen anvendte Aron sine kunstneriske evner på en uret måde idet han med en mejsel lavede et støbt billede af en kalv som israelitterne kunne tilbede. (2Mo 32:3, 4) Senere viste Moses (eller en han udpegede) også sådanne evner, men anvendt på den rigtige måde, ved fremstillingen af kobberslangen. (4Mo 21:9) Moseloven, der forbød fremstilling af billeder som blev gjort til genstand for tilbedelse (men ikke forbød al virkelighedsgengivende kunst), begrænsede uden tvivl udøvelsen af maler- og billedhuggerkunst blandt hebræerne. (2Mo 20:4, 5) På grund af den grove afgudsdyrkelse der var så udbredt blandt de ikkejødiske folk, og den omfattende anvendelse af kunst i den forbindelse, er det indlysende at malerier og udskårne figurer af mennesker eller dyr ville blive betragtet med skepsis af dem der overholdt Loven, og af dem der skulle håndhæve den. (5Mo 4:15-19; 7:25, 26) Selv keruberne i teltboligen blev under flytninger tildækket med et klæde så de var skjult for folkets blikke (4Mo 4:5, 6, 19, 20), og keruberne i det senere tempel blev kun set af ypperstepræsten én dag om året. (1Kg 6:23-28; He 9:6, 7) Efter at israelitterne havde bosat sig i det forjættede land, hovedsagelig som landbrugere, levnede deres tilværelse dem sjældent fritid og midler til at de i større udstrækning kunne beskæftige sig med kunst.

Den eneste form for kunstværker der omtales fra dommertiden, havde at gøre med falske religiøse skikke. — Dom 2:13; 6:25; 8:24-27; 17:3-6; 18:14.

Kunsten i kongetiden. Skønt fortidens Israel ikke i dag er kendt for sine kunstværker, er der vidnesbyrd om at israelitterne, når lejlighed bød sig, var i stand til at fremstille værker af en kunstnerisk kvalitet der vakte opmærksomhed og beundring viden om. Profeten Ezekiel beskriver hvordan Jehova smykkede og forskønnede Jerusalem så byens navn ’kom ud blandt nationerne på grund af dens skønhed, for den var fuldendt som følge af Jehovas pragt som han havde lagt på den’. (Ez 16:8-14) De følgende vers (15-18, 25) viser at denne skønhed blev anvendt på en uret måde, idet Jerusalem bedrev utugt med de omgivende politiske nationer. Jeremias skriver at de der betragtede Jerusalem efter at den var blevet indtaget af Babylon, sagde: „Er dette byen hvorom man plejede at sige: ’Fuldendt i skønhed, hele jordens glæde’?“ (Kl 2:15; jf. Sl 48:2; 50:2; Es 52:1.) Salomons tempel var åbenbart et kunstværk af fuldendt skønhed og blev kaldt „vort hellige og smukke hus“. — Es 64:11, fdn.; 60:13, fdn.

I forbindelse med opførelsen af templet på kong Salomons tid er israelitternes formodede mangel på kunstnerisk dygtighed blevet flittigt kommenteret i opslagsværker, endda i en sådan grad at man har givet fønikierne praktisk taget hele æren. Den bibelske beretning viser imidlertid at Salomon kun anmodede om én fønikisk kunsthåndværker, foruden stenhuggerne og dem der arbejdede i kong Hirams egne skove i Libanon. (1Kg 5:6, 18; 2Kr 2:7-10) Denne kunsthåndværker, der også hed Hiram, var af israelitisk-fønikisk afstamning og var dygtig til at væve, gravere og arbejde i kostbare metaller. Men Salomons egne kyndige folk nævnes også i beretningen, og kong Hiram omtalte både dem og Salomons fader Davids kyndige folk. (2Kr 2:13, 14) David gav Salomon tegningerne til templet og dets udstyr; alt var ’skrevet ned ved at Jehovas hånd havde været over ham’, idet Jehova havde givet ham „indsigt i alle planens enkelte arbejder“. (1Kr 28:11-19) I modsætning hertil blev den utro kong Akaz så betaget af det hedenske alter i Damaskus at han sendte præsten Urija „en tegning af alteret og en model af dets konstruktion i alle detaljer“, så han kunne lave en kopi af det. — 2Kg 16:1-12.

Kong Salomon lavede også en stor elfenbenstrone beklædt med guld og enestående i sin art, med løvefigurer stående ved armlænene og langs trappens seks trin. (1Kg 10:18-20) I Salme 45:8 hentydes der til den omfattende anvendelse af elfenben i kongens palads. På kong Akabs tid og derefter var udskårne elfenbensarbejder på møbler, paneler og kunstgenstande åbenbart populære i nordriget Israel og dets hovedstad, Samaria. (1Kg 22:39; Am 3:12, 15; 6:4) Ved arkæologiske udgravninger dér hvor paladset menes at have ligget, har man fundet store mængder elfenbensstykker, -plader og -paneler. I nogle stykker var der indlagt guld, lapis lazuli og glas. I Megiddo har man fundet omkring 400 elfenbensstykker, deriblandt smukt udskårne paneler, spillebrætter og æsker med indlagt elfenbensarbejde, der anslås at stamme fra tiden omkring det 12. århundrede f.v.t.

Ezekiel så i et syn udskårne billeder af forskellige dyr, krybdyr og afguder på en mur i tempelområdet i det frafaldne Jerusalem (Ez 8:10), og om Oholiba (et symbol på det utro Jerusalem) siges der at hun så billeder af kaldæerne indristet i en mur og malet med cinnober, et stærkt rødt farvestof. — Ez 23:14; jf. Jer 22:14.

Forhold til kristendommen. I Athen så Paulus med egne øjne den kunstneriske pragt som udfoldede sig omkring dyrkelsen af de græske guder og gudinder, og i sin tale forklarede han hvor ulogisk det er hvis mennesker, som skylder den sande Gud og Skaber deres eksistens, forestiller sig „at Det Guddommelige Væsen er som guld eller sølv eller sten, som noget der er tildannet ved et menneskes kunst og opfindsomhed“. (Apg 17:29) Han påpegede således at kunstnerisk skønhed, hvor imponerende eller tiltalende den end måtte være, ikke i sig selv vidner om at en religion er sand. — Jf. Joh 4:23, 24.

Der findes ingen beretninger eller eksisterende vidnesbyrd om at de kristne der levede i det 1. århundrede, fremstillede kunstgenstande som havde forbindelse med gudsdyrkelsen. De tidligste vidnesbyrd — i form af nogle malerier og skulpturer i katakomberne som tilskrives de navnkristne — stammer fra det 2. og 3. århundrede. Efter foreningen af kirke og stat i det 4. århundrede begyndte kunsten imidlertid at indtage en mere fremtrædende plads og kom med tiden på højde med den plads den indtog i de hedenske religioner, som den ofte havde forbindelse med eller var en direkte efterligning af, i både form og symbolik. Louis Réau, tidligere professor i kunsthistorie ved Sorbonne-universitetet i Frankrig, viser i sit værk Iconographie de l’art chrétien (Paris 1955, bd. I, s. 10) at dette hedenskab længe har været erkendt af kunsthistorikere, og at ansvaret for det ikke var kunstnernes alene, men måtte søges i den politik kirken selv fulgte. Han påpeger (på s. 50) at kirken, i stedet for at omvende hedningerne fra deres gamle skikke og tilbedelsesformer, valgte at respektere „de fædrene skikke og videreføre dem under et andet navn“.

Det er derfor ikke overraskende at dyrekredsens tegn, der var så fremtrædende i det gamle Babylon, kan ses på kirker og katedraler, for eksempel Notre Dame-katedralen i Paris, hvor de findes over den venstre indgangsportal og omkring Maria i det store, centralt placerede rosevindue. (Jf. Es 47:12-15.) I en rejsehåndbog siges der ligeledes om katedralen i Auxerre (også i Frankrig) at skulpturen i midterportalen forestiller „visse hedenske helte: en nøgen, sovende eros [en græsk kærlighedsgud] . . . en herkules og en satyr [en af grækernes halvguder]! Billedrækken nederst til højre skildrer lignelsen om den fortabte søn“.

Ved indgangen til Peterskirken i Rom findes der ikke blot relieffer af Kristus og „Jomfru Maria“, men også af Ganymedes „som bortføres af ørnen“ for at blive mundskænk for Zeus, gudernes konge, og af „Leda [der fødte Castor og Pollux] som befrugtes af svanen“, Zeus. Om denne påvirkning fra hedenskabet spørger Réau: „Men hvad skal man så sige om Dommedag i Det Sixtinske Kapel, Vatikanets vigtigste kapel, hvor man ser Michelangelos nøgne Kristus udslynge et lyn som en tordnende Jupiter [ifølge romersk opfattelse gudernes fader] og de fortabte krydse Styx [den flod som grækerne mente at de døde blev færget over] i Karons båd?“ Som han siger: „Et eksempel der kom så højt oppefra [dvs. var godkendt af paven selv], kunne ikke undgå at blive fulgt.“

Som det fremgår af det foregående, indtog billedkunsten i forbindelse med gudsdyrkelsen ikke nogen fremtrædende plads for israelitterne, og der findes bogstavelig talt ingen skriftlige vidnesbyrd fra det 1. århundrede om dens betydning for de første kristne. På det litterære område, derimod, blev der hos jøderne og de første kristne ved guddommelig inspiration frembragt et værk af uovertruffen skønhed, ikke blot i form, men også, og især, i indhold: Bibelen. De inspirerede skrifter er „som guldæbler i ornamenter af sølv“. De indeholder sandheder af en sådan klarhed og glans at de smukkeste ædelsten ikke kommer på højde med dem, og ordbilleder der beskriver syner og optrin af en storhed og skønhed som ingen jordiske kunstnere formår at skildre. — Ord 25:11; 3:13-15; 4:7-9; 8:9, 10.