BILEAM
(Biʹleam) [muligvis: opsluger].
1. Beors søn; levede i det 15. århundrede f.v.t. i den aramaiske by Petor i den øvre Eufratdal nær ved Sajurfloden. Selv om Bileam ikke var israelit, havde han nogen viden om Jehova og anerkendte ham som den sande Gud idet han ved en lejlighed omtalte ham som ’Jehova min Gud’. (4Mo 22:5, 18) Dette kan skyldes at nidkære tilbedere af Jehova (Abraham, Lot og Jakob) tidligere havde boet i nærheden af Karan, ikke så langt fra Petor. — 1Mo 12:4, 5; 24:10; 28:5; 31:18, 38.
Bileam afslog moabitterkongen Balaks udsendinges første tilbud om „spådomsløn“ med ordene: „Jehova har nægtet at lade mig gå med jer.“ (4Mo 22:5-14) Da der derefter ankom en delegation af „flere og mere ansete“ fyrster (4Mo 22:15), og Bileam igen bad Gud om lov til at gå med dem, sagde Jehova: „Bryd op, gå med dem. Men kun det jeg siger dig, må du gøre.“ — 4Mo 22:16-21; Mik 6:5.
Tre gange spærrede Jehovas engel vejen for Bileam, så hans æsel først bøjede af fra vejen og gik ind på en mark, derefter trykkede Bileams fod imod en mur, og endelig lagde sig ned. Tre gange slog Bileam dyret, som derefter ved et mirakel fik mæle så det kunne protestere. (4Mo 22:22-30) Til sidst så Bileam selv Jehovas engel, som sagde til ham: „Jeg er selv gået ud for at stå dig imod, fordi du er gået direkte imod min vilje.“ Alligevel tillod Jehova Bileam at fortsætte ad den vej han havde valgt. — 4Mo 22:31-35.
Gud misbilligede fra begyndelsen enhver forbandelse af Israel og holdt fast ved at hvis Bileam gik med fyrsterne, skulle han velsigne og ikke forbande. (Jos 24:9, 10) Men han tillod ham at gå. Det var som i tilfældet med Kain, over for hvem Jehova også gav udtryk for sin misbilligelse, men alligevel lod ham selv vælge enten at forlade sin onde vej eller at fortsætte på den. (1Mo 4:6-8) Ligesom Kain lod Bileam stædigt hånt om Jehovas vilje, fast besluttet på at nå sit eget selviske mål. Hans begær efter lønnen gjorde ham blind for hvor forkert han bar sig ad. Som Judas skriver: ’Bileam styrtede sig i vildfarelse for løn.’ Apostelen Peter siger om Bileam at han „elskede lønnen for at øve uret men fik en retledning for sin krænkelse af hvad der var ret. Et umælende lastdyr ytrede sig med et menneskes stemme og hindrede profetens vanvid.“ — Jud 11; 2Pe 2:15, 16.
Efter at Bileam var ankommet til Moab og havde mødt kong Balak ved Arnonflodens bred, gik han straks næste dag i gang med sit forehavende til gavn for disse fjender af Jehovas folk. Sammen med Balak bragte han ofre, hvorefter han trak sig tilbage i håb om at få et varsel (4Mo 23:3; 24:1), men det eneste budskab han modtog, var en velsignelse af Israel fra Jehova. Derefter fulgtes samme fremgangsmåde på toppen af Pisga, men der var stadig „intet varsel mod Jakob“, kun en velsignelse. Til sidst gentog man det hele på toppen af Peor, og atter — nu for tredje gang — ’ændrede Gud forbandelsen til en velsignelse’. — 4Mo 22:41–24:9; Ne 13:2.
Da det var kommet så vidt, „blussede Balaks vrede op mod Bileam“, og han slog hænderne sammen i raseri og råbte: „Jeg tilkaldte dig for at du skulle udtale en forbandelse over mine fjender, men se, du har vedholdende velsignet dem tre gange nu. Og nu, forføj dig bort til dit sted. Jeg havde sagt til mig selv at jeg visselig ville vise dig ære, men nu har Jehova unddraget dig denne ære.“ (4Mo 24:10, 11) Bileam prøvede at undskylde sig med at det var Jehovas skyld at han ikke kunne forbande Israel og ikke kunne „overtræde Jehovas befaling“. Han måtte sige „hvad Jehova siger“. Efter endnu nogle fyndige udsagn mod Israels fjender „brød Bileam op og begav sig på vej og vendte tilbage til sit sted“. — 4Mo 24:12-25.
Når det siges at Bileam „vendte tilbage til sit sted“, betyder det ikke nødvendigvis at han tog tilbage til sit hjem i Petor. Ordene siger ikke andet end at Bileam forlod bjerget Peor. Cooks Commentary siger om 4 Mosebog 24:25: „Vendte tilbage til sit sted . . . Ikke til sit eget land, for han blev blandt midjanitterne for at lægge nye råd op mod Guds folk og for at dø i sin synd. . . . Udtrykket, der ofte bruges (se fx 1Mo xviii 33, xxxi 55; 1Sa xxvi 25; 2Sa xix 39), er en talemåde der kun betyder at Bileam gik derhen hvor han ville.“
Bileam håbede stadig på at få den store løn som han var rejst så langt efter, og som han havde arbejdet så hårdt for. Hvis han ikke kunne forbande Israel, tænkte han, kunne han måske få Gud til selv at gøre det hvis bare han kunne forføre folket til at være med i den utugtige dyrkelse af Ba’al-Peor. Det førte til at Bileam „lærte Balak at lægge en snublesten for Israels sønner, nemlig den at spise noget der var ofret til afguder og at begå utugt“. (Åb 2:14) „På Bileams ord“ forledte Moabs og Midjans døtre „Israels sønner til at handle troløst mod Jehova i sagen med Peor, så plagen kom over Jehovas forsamling“. (4Mo 31:16) Som følge heraf døde 24.000 israelitiske mænd for deres synd. (4Mo 25:1-9) Heller ikke midjanitterne eller Bileam undgik Guds straf. Jehova befalede at alle midjanitiske mænd, kvinder og drengebørn skulle henrettes. Kun jomfruer blev skånet. „Og de dræbte Bileam, Beors søn, med sværdet.“ (4Mo 25:16-18; 31:1-18) Hvad moabitterne angik, måtte de end ikke „i tiende generation“ komme ind i Jehovas menighed. — 5Mo 23:3-6.
2. En by der blev tildelt levitterne af Kehats slægt. Den tilhørte ellers Manasses halve stamme vest for Jordan. (1Kr 6:70; LXX: „Jeblaam“) Bileam er ikke taget med i fortegnelsen over levitbyerne i Josua 21:11-39, men mange forskere mener at det skyldes en afskriverfejl hvorved Gat-Rimmon er blevet gentaget i vers 25 i stedet for Bileam. Bileam ser ud til at være en anden stavemåde af det hyppigere anvendte navn Jibleam.