KENITTER

Et folk der boede i eller i nærheden af Kana’an på Abrahams tid. Bibelen oplyser ikke noget præcist om deres afstamning. — 1Mo 15:18-21.

Nogle lærde mener at ordet „kenit“, på grund af lighed med et aramaisk ord, betyder „smed“, men dette er uvist. Bibelen omtaler ikke kenitterne som smede; derimod ser det ud til at i hvert fald nogle af dem var kvægavlere. (Jf. 2Mo 2:15, 16; 3:1; Dom 1:16.) Ifølge en anden teori skal ordet „kenit“ forbindes med et hebraisk ord der betyder „rede“, hvilket ville passe med at kenitternes bolig, eller „rede“, var „anbragt på klippen“. — 4Mo 24:21.

Da Moses flygtede fra Ægypten til Midjans land, giftede han sig ind i en kenitisk familie som boede dér. I skildringer af begivenheder i forbindelse med denne families ophold i Midjan kaldes dens medlemmer midjanitter; ellers omtales de som kenitter. Dette kunne tyde på at Moses’ svigerfader, Jetro, „præsten i Midjan“, og hans svoger, Hobab, blot var midjanitter i geografisk forstand. (2Mo 2:15, 16; 3:1; 18:1; 4Mo 10:29, 30; Dom 1:16) Hvis de på den anden side virkelig stammede fra Midjan, kan de være blevet kaldt kenitter fordi de hørte til en kenitisk gren, eller slægt, af det midjanitiske folk, og de var således ikke beslægtede med de kenitter der fandtes på Abrahams tid, før Midjan blev født.

Da israelitterne var ved at bryde op fra området ved Sinaj Bjerg, bad Moses den stedkendte Hobab om at tage med dem og „være som øjne“ for dem, det vil sige tjene som vejviser for dem. Hobab afslog det først, men det lader til at han alligevel tog med, for der siges senere at kenitterne bosatte sig i Judas Ørken syd for Arad. — 4Mo 10:29-32; Dom 1:16.

Senere skilte kenitten Heber sig ud fra de øvrige kenitter og slog sit telt op ved Kedesj. (Dom 4:11; se KEDESJ, 3.) Da de kana’anæiske styrker blev slået af Barak, flygtede hærføreren Sisera til fods „til kenitten Hebers hustru Jaels telt, for der var fred mellem Jabin, Hazors konge, og kenitten Hebers husstand“. Jael dræbte imidlertid Sisera i sit telt. — Dom 4:17-21; 5:24-27.

På kong Sauls tid boede der nogle kenitter blandt amalekitterne. Inden Saul førte krig mod amalekitterne, opfordrede han kenitterne til at skille sig ud fra dem for at undgå ulykke. Denne godhed blev vist dem fordi kenitterne selv havde ’handlet loyalt mod alle Israels sønner da de drog op fra Ægypten’. (1Sa 15:5, 6; jf. 2Mo 18:8, 9; 4Mo 10:29-33.) Senere fortalte David filisterkongen Akisj at han havde gjort indfald „blandt kenitterne mod syd“. (1Sa 27:10) Det var imidlertid en list. Kenitterne stod i virkeligheden på venskabelig fod med israelitterne. David sendte således noget af det bytte han havde taget fra amalekitterne, „til dem i kenitternes byer“, sandsynligvis i bjerglandet i det sydlige Juda. — 1Sa 30:29.

I Jabez boede slægter af skriftlærde som var kenitter der „kom fra Hammat, Rekabs hus’ fader“. (1Kr 2:55) De omtales i forbindelse med Judas efterkommere. — 1Kr 2:3.

Den omstændighed at kenitterne til forskellige tider og på forskellige steder boede sammen med forskellige folkeslag, tyder på at dette nomade- eller halvnomadefolk ikke blev fuldstændig assimileret i noget andet folk eller nogen anden stamme.

Bibelen siger ikke direkte hvordan det til sidst gik kenitterne. Da Bileam fremsatte sit fyndige udsagn, omtalte han kenitterne som „Kain“ og stillede spørgsmålet: „Hvor længe vil det vare før Assyrien fører dig i fangenskab?“ (4Mo 24:21, 22) Det er således muligt at nogle kenitter boede i nordriget Israel og de omliggende områder og blev ført i fangenskab til Assyrien sammen med israelitterne. — 2Kg 15:29; 17:6.