AGURK

[hebr.: qisjsju’ahʹ].

Blandt de fødemidler i Ægypten som de utilfredse israelitter og den sammenløbne hob gav udtryk for en stærk længsel efter, var agurker, der nævnes sammen med vandmeloner, porrer, løg og hvidløg. (4Mo 11:5) Nogle lærde har anført at agurken er for almindeligt et fødemiddel til at fremkalde en sådan længsel, og foreslår den almindelige melon (Cucumis melo) som en sandsynlig identifikation. Vidnesbyrd fra sprog som er beslægtede med hebraisk, samt tidlige oversættelser af den hebraiske tekst, peger imidlertid på agurken.

Den almindelige agurk (Cucumis sativus) er en lang, krybende eller klatrende plante med gule eller hvidlige blomster. Frugten har en glat, grøn eller blågrøn skal og et grønlighvidt, kernefyldt frugtkød. Nilens vandrige bredder og Palæstinas dugvædede jord bød i forening med solens varme på ideelle vækstbetingelser for agurken, der blev dyrket meget i disse lande.

Det var almindeligt at man i køkkenhaverne eller vingårdene byggede en hytte som læskur for den der vogtede afgrøderne mod tyve og dyr som kom for at plyndre. Hvis disse hytter var som dem der bruges i nutiden, var de af en temmelig skrøbelig konstruktion, idet fire lodrette pæle var rammet ned i jorden og forbundet med tværstykker. Væggene og taget bestod af grene der undertiden var flettet ind i hinanden, mens bygningens vigtigste sammenføjninger var bundet sammen med vidjer. Når dyrkningssæsonen sluttede, blev hytterne forladt, og når efterårsstormene og regnen satte ind, faldt de snart helt sammen. I en malende beskrivelse af det ødelagte Zion siger Esajas derfor at det er „levnet som en hytte i en vingård, som et vagtskur i en agurkemark“. — Es 1:8.

Man rejste også pæle, stolper eller andre indretninger for at skræmme dyrene væk. Profeten Jeremias sammenlignede nationernes afguder med et sådant stumt og livløst „fugleskræmsel på en agurkemark“. — Jer 10:5.