Efterlign Jehovas retfærdighed og barmhjertighed
“Døm med sandhedens dom og vis hinanden loyal hengivenhed og barmhjertighed.” – ZAK. 7:9.
1, 2. (a) Hvordan havde Jesus det med Guds lov? (b) Hvordan fordrejede de skriftlærde og farisæerne Loven?
JESUS elskede Moseloven. Det er der ikke noget at sige til, for Loven kom fra den vigtigste person i Jesus’ liv – hans Far, Jehova. Ordene i Salme 40:8 er en profetisk beskrivelse af hvordan Jesus havde det med Guds lov. Der står: “At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.” I ord og handling viste Jesus at Guds lov var fuldkommen, gavnlig og med sikkerhed ville blive opfyldt. – Matt. 5:17-19.
2 Hvor må det derfor have pint Jesus at se hvordan de skriftlærde og farisæerne fordrejede hans Fars lov! Jesus anerkendte at disse mænd var meget omhyggelige med at overholde nogle af buddene ned til mindste detalje, men der var alligevel et alvorligt problem. Han sagde: “I giver tiende af jeres mynte og dild og kommen, men har undladt det der er vigtigere i loven, nemlig ret og barmhjertighed og trofasthed.” (Matt. 23:23) Til forskel fra disse selvretfærdige ledere forstod Jesus ånden i Loven og vidste at hvert enkelt bud afspejlede Jehovas egenskaber.
3. Hvad vil vi se på i denne artikel?
3 Som kristne er vi ikke underlagt Moseloven. (Rom. 7:6) Ikke desto mindre har Jehova sørget for at den er en del af hans ord, Bibelen. Hvorfor? Ikke for at vi skal fortabe os i detaljerne, men for at vi skal forstå og anvende “det der er vigtigere” i Loven, nemlig de ophøjede principper som den bygger på. Hvilke principper kan vi for eksempel udlede af ordningen med tilflugtsbyer? I den foregående artikel så vi på hvad vi kan lære af det som en der uforsætligt havde slået en anden ihjel, måtte gøre. Men ordningen lærer os også meget om Jehova og om hvordan vi kan efterligne hans egenskaber. I denne artikel vil vi derfor se på tre spørgsmål: Hvad lærer ordningen med tilflugtsbyer os om Jehovas barmhjertighed? Hvad lærer ordningen os om Jehovas syn på liv? Og hvordan afspejler ordningen Jehovas fuldkomne retfærdighed? Vær under gennemgangen opmærksom på hvordan du kan efterligne din himmelske Far på disse tre områder. – Læs Efeserne 5:1.
“BYER SOM LIGGER BEKVEMT FOR JER” – ET UDTRYK FOR BARMHJERTIGHED
4, 5. (a) Hvorfor og hvordan var det gjort let at nå frem til en tilflugtsby? (b) Hvad lærer det os om Jehova?
4 De seks tilflugtsbyer var lette at nå frem til. Jehova havde givet anvisninger om at israelitterne skulle vælge byer der lå bekvemt, og at byerne skulle være jævnt fordelt på hver side af Jordanfloden. På den måde ville en der uforsætligt havde slået en anden ihjel, hurtigt kunne nå frem til en tilflugtsby. (4 Mos. 35:11-14) Vejene til disse byer blev holdt i god stand. (5 Mos. 19:3) Og ifølge den jødiske overlevering var der skilte langs vejene der ledte de flygtende til tilflugtsbyerne. Fordi disse tilflugtsbyer fandtes, behøvede en der ved et uheld havde slået en anden ihjel, ikke at flygte til et fremmed land, hvor han kunne blive forledt til at dyrke afguder.
5 Tænk over dette: Jehova – der havde besluttet at der skulle være ubetinget dødsstraf for overlagt mord – gjorde det let for enhver der uforsætligt havde taget et andet menneskes liv, at finde barmhjertighed og beskyttelse. “Det hele var gjort så enkelt, let og ligetil som muligt,” står der i en bibelkommentar. “Så nådig er Gud.” Jehova er ikke en kold og kynisk dommer der er på udkig efter muligheder for at straffe sine tjenere. Nej, han er “rig på barmhjertighed”. – Ef. 2:4.
6. Hvordan stod farisæernes indstilling i skærende kontrast til Guds barmhjertighed?
6 Farisæerne, derimod, var ikke meget for at vise barmhjertighed. Ifølge overleveringen ville de for eksempel ikke tilgive en der havde begået den samme fejl mere end tre gange. Jesus fremhævede hvordan de så på nogle der havde begået fejl, ved at fortælle en lignelse om en farisæer der bad i nærheden af en angerfuld skatteopkræver. Farisæeren bad med disse ord: “Gud, jeg takker dig fordi jeg ikke er ligesom de andre mennesker, udsugere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, ja, eller som denne skatteopkræver.” Hvorfor var farisæerne så ubarmhjertige? Bibelen siger at de ‘regnede andre for intet’. – Luk. 18:9-14.
7, 8. (a) Hvordan kan vi efterligne Jehovas barmhjertighed? (b) Hvilken sammenhæng er der mellem ydmyghed og det at tilgive?
7 Efterlign Jehova, ikke farisæerne! Vis barmhjertighed og medfølelse. (Læs Kolossenserne 3:13). Det kan du blandt andet gøre ved at gøre det let for andre at henvende sig til dig for at sige undskyld. (Luk. 17:3, 4) Spørg dig selv: ‘Er jeg hurtig til at tilgive andre, selv hvis de har skuffet mig flere gange? Er jeg ivrig efter at slutte fred med en der har fornærmet eller såret mig?’
8 Om vi er gode til at tilgive, viser i virkeligheden hvordan det står til med vores ydmyghed. Farisæerne følte sig bedre end andre og var derfor ikke villige til at tilgive. Men som kristne må vi ydmygt ‘agte andre højere end os selv’ og betragte dem som fuldt ud værdige til vores tilgivelse. (Fil. 2:3) Efterligner du Jehova og viser ydmyghed? Sørg for at “vejen” til din tilgivelse er åben og i god stand! Vær hurtig til at vise barmhjertighed og langsom til at blive fornærmet. – Præd. 7:8, 9.
VIS RESPEKT FOR LIV SÅ DER IKKE KOMMER TIL AT “HVILE BLODSKYLD PÅ DIG”
9. Hvordan understregede Jehova over for israelitterne at livet er helligt?
9 Et af hovedformålene med tilflugtsbyerne var at beskytte israelitterne mod at udgyde uskyldigt blod og derved pådrage sig blodskyld. (5 Mos. 19:10) Jehova elsker liv, og han hader mord. (Ordsp. 6:16, 17) Eftersom Jehova er retfærdig og hellig, kan han ikke ignorere at et menneske bliver slået ihjel, heller ikke hvis det er sket ved et uheld. Det er rigtigt at en der uforsætligt havde taget en andens liv, blev vist barmhjertighed. Men han skulle stadig fremføre sin sag for de ældste, og hvis de vurderede at drabet var sket ved et uheld, skulle han blive i tilflugtsbyen indtil ypperstepræsten døde. Det kunne betyde at han måtte tilbringe resten af sit liv der. Disse alvorlige konsekvenser understregede over for israelitterne at livet er helligt. For at ære Jehova, der er kilden til alt liv, måtte de sørge for ikke at bringe andres liv i fare.
10. Hvordan viste farisæerne og de skriftlærde at de var ligeglade med andres liv?
10 Til forskel fra Jehova var farisæerne og de skriftlærde ligeglade med andre menneskers liv. Hvordan ved vi det? Jesus sagde: “I har taget kundskabens nøgle; selv er I ikke gået ind, og dem der var ved at gå ind, har I hindret!” (Luk. 11:52) Disse religiøse ledere burde have åbnet Guds ord for andre så de forstod det, og hjulpet dem til at vandre på vejen til evigt liv. Men i stedet forsøgte de at holde folk væk fra Jesus, “livets hovedformidler”, og førte dem ind på en vej der kunne føre til evig udslettelse. (Apg. 3:15) Andres liv og lykke betød absolut intet for disse stolte og selviske mænd!
11. (a) Hvordan viste Paulus at han havde Guds syn på liv? (b) Hvad vil hjælpe os til at være flittige og grundige i forkyndelsen?
11 Hvordan kan vi efterligne Jehova og vise at vi ikke har samme indstilling som farisæerne og de skriftlærde? Ved at vise respekt for livet og betragte det som værdifuldt. Det gjorde apostlen Paulus ved at være flittig og grundig i forkyndelsen. Af den grund kunne han sige: “Jeg er ren for alles blod.” (Læs Apostelgerninger 20:26, 27). Det var ikke pligt- eller skyldfølelse der motiverede Paulus til at forkynde. Han forkyndte fordi han elskede mennesker og betragtede deres liv som noget dyrebart. (1 Kor. 9:19-23) Ligesom ham må vi betragte livet på samme måde som Jehova gør. Jehova ønsker at “alle skal nå til en sindsændring”. (2 Pet. 3:9) Gør du også det? En barmhjertig indstilling vil motivere dig til at gøre dit yderste i forkyndelsen og vil øge din glæde i tjenesten.
12. Hvorfor prioriterer Guds folk sikkerhed højt?
12 Vi kan også vise at vi betragter livet på samme måde som Jehova, ved at have den rigtige indstilling til sikkerhed. For eksempel må vi altid køre sikkert – også når vi er på vej til eller fra åndelige sammenkomster. Og vi må altid prioritere sikkerhed højt når vi arbejder – også når det drejer sig om byggeri eller vedligeholdelse af et af vores tilbedelsessteder. Effektivitet, økonomi og tidsplaner må aldrig sættes over sikkerhed og helbred. Jehova Gud gør altid det der er rigtigt, og vi vil gerne efterligne ham. Ældste må i særlig grad være opmærksomme på sikkerhed – både deres egen og andres. (Ordsp. 22:3) Hvis en ældste minder dig om en sikkerhedsregel, så følg hans anvisninger. (Gal. 6:1) Betragt livet som Jehova gør, så der ikke kommer til at “hvile blodskyld på dig”.
‘DØM EFTER DISSE RETSBESTEMMELSER’
13, 14. Hvad måtte Israels ældste gøre for at følge Jehovas norm for retfærdighed?
13 Jehova påbød Israels ældste at følge hans høje norm for retfærdighed. For at kunne afgøre om en drabsmand skulle vises barmhjertighed, måtte de ældste først finde frem til sagens kendsgerninger. Dernæst måtte de omhyggeligt vurdere om drabsmanden havde et motiv, og hvordan hans indstilling og tidligere adfærd var. Det var vigtigt at de ældste fandt frem til om han havde handlet “i had” og “i ond hensigt”. (Læs 4 Mosebog 35:20-24; se fodnote til vers 20). Hvis vidneudsagn skulle kunne føre til domfældelse, måtte der være mindst to vidner. – 4 Mos. 35:30.
14 Efter at have fastslået kendsgerningerne måtte de ældste altså se på personen, ikke kun handlingen. Det krævede at de havde indsigt, evnen til at se bag om tingene. Men frem for alt havde de brug for hellig ånd, der ville hjælpe dem til at genspejle Jehovas visdom, barmhjertighed og retfærdighed. – 2 Mos. 34:6, 7.
15. Hvordan adskilte Jesus’ syn på syndere sig fra farisæernes?
15 Farisæerne fokuserede udelukkende på folks handlinger og ikke deres hjerte. Da nogle farisæere så at Jesus spiste hjemme hos Mattæus, spurgte de disciplene: “Hvordan kan det være at jeres lærer spiser sammen med skatteopkrævere og syndere?” Jesus hørte det og svarede: “De raske trænger ikke til læge, men det gør de syge. Gå derfor hen og lær hvad dette betyder: ‘Jeg ønsker barmhjertighed, og ikke slagtoffer.’ Jeg er nemlig ikke kommet for at indbyde retfærdige, men syndere.” (Matt. 9:9-13) Så Jesus gennem fingre med de alvorlige synder som disse mennesker havde begået? På ingen måde. Han ønskede tværtimod at folk skulle angre deres synder – det var en vigtig del af det budskab han forkyndte. (Matt. 4:17) Jesus vidste imidlertid at nogle af de skatteopkrævere og syndere han var sammen med i Mattæus’ hjem, ikke var der for at få et måltid mad, men fordi de gerne ville ændre sig og blive hans disciple. (Mark. 2:15) Desværre havde langt de fleste af farisæerne et helt andet syn på folk end Jesus havde. De påstod ganske vist at de tjente Gud, men i stedet for at efterligne hans retfærdighed og barmhjertighed, fordømte de andre og betragtede dem som uforbederlige syndere.
16. Hvad forsøger et dømmende udvalg at finde frem til?
16 Ældste i dag må gøre deres bedste for at efterligne Jehova, der “elsker ret”. (Sl. 37:28) For at finde ud af om der er blevet begået en synd, må de “omhyggeligt undersøge sagen, efterforske og udspørge”. Hvis de når frem til at der er tale om en synd, vil de behandle sagen ud fra de bibelske retningslinjer. (5 Mos. 13:12-14) Når ældste er med i et dømmende udvalg, må de foretage en grundig vurdering af om den der har begået en alvorlig synd, angrer. Det er ikke altid let at afgøre. Indstilling, tankegang og hjertetilstand er alt sammen noget der spiller ind. (Åb. 3:3) Ægte anger er en forudsætning for at der kan vises barmhjertighed.a
17, 18. Hvad kan hjælpe ældste til at afgøre om der er tale om ægte anger? (Se indledningsbilledet).
17 Til forskel fra Jehova og Jesus kan ældste ikke se hvad der bor i et menneskes hjerte. Så hvad kan hjælpe dig hvis du er ældste, til at vurdere om en person virkelig har angret sin overtrædelse? For det første må du bede Jehova om visdom og dømmekraft. (1 Kong. 3:9) For det andet må du sætte dig godt ind i hvad Bibelen og publikationerne fra den trofaste træl siger om forskellen på “verdens bedrøvelse” og “bedrøvelse på en måde som Gud vil det”, altså ægte anger. (2 Kor. 7:10, 11) Læg mærke til hvordan Guds ord beskriver nogle der angrede, og nogle der ikke gjorde. Analysér deres følelser, indstilling og adfærd.
18 For det tredje må du forsøge at se hele personen – vedkommendes baggrund, motiver og begrænsninger. Om Jesus, den kristne menigheds hoved, forudsagde Bibelen: “Han dømmer ikke blot efter hvad hans øjne ser, og retleder ikke blot efter hvad hans ører hører. Men med retfærdighed dømmer han de ringe, og med retskaffenhed retleder han til gavn for de sagtmodige på jorden.” (Es. 11:3, 4) I ældste har af Jesus fået til opgave at tage jer af menigheden, og han vil hjælpe jer til at dømme som han selv ville have dømt. (Matt. 18:18-20) Er vi ikke dybt taknemmelige for at vi har omsorgsfulde ældste der tager deres opgave alvorligt og gør deres bedste for at fremme retfærdighed og barmhjertighed i menigheden?
19. Hvad har ordningen med tilflugtsbyer lært dig som du vil bruge i dit eget liv?
19 Moseloven giver et indblik i “kundskaben og sandheden” om Jehova og hans retfærdige principper. (Rom. 2:20) For eksempel viser ordningen med tilflugtsbyer hvordan ældste kan dømme retfærdigt, eller “med sandhedens dom”, og hvordan vi alle kan vise hinanden “loyal hengivenhed og barmhjertighed”. (Zak. 7:9) I dag er vi ikke underlagt Moseloven. Men Jehova forandrer sig ikke; han lægger stadig stor vægt på retfærdighed og barmhjertighed. Så lad os alle vise værdsættelse af det privilegium det er at tjene en sådan Gud, ved at efterligne hans fantastiske egenskaber og søge tilflugt hos ham.
a Se “Spørgsmål fra læserne” i Vagttårnet for 15. september 2006, s. 30.