Sikem — Byen i dalen

DYBT inde i det land som Gud havde udvalgt til sit folk, klemt inde mellem Ebals Bjerg og Garizims Bjerg, lå byen Sikem. Det var her Jehova for næsten fire tusind år siden lovede Abraham: „Dit afkom giver jeg dette land.“ — 1 Mosebog 12:6, 7.

I overensstemmelse med dette løfte slog Abrahams barnebarn Jakob lejr ved Sikem og byggede et alter som han kaldte „Gud er Israels Gud“. Jakob gravede sandsynligvis en brønd i dette område så han kunne skaffe vand til sin familie og sine hjorde; brønden blev århundreder senere kendt som „Jakobs Kilde“. — 1 Mosebog 33:18-20, fodnote; Johannes 4:5, 6, 12.

Det var imidlertid ikke alle i Jakobs familie der var nidkære for den sande tilbedelse. Hans datter, Dina, søgte venner blandt de kana’anæiske piger i Sikem. Dina, som stadig var ung, forlod trygheden i sin families telte og begyndte at knytte venskaber i den nærliggende by.

Hvordan betragtede byens unge mænd denne jomfru som regelmæssigt besøgte byen, tilsyneladende på egen hånd? En høvdingesøn „fik hende at se, og han tog hende da og lå hos hende og krænkede hende“. Hvorfor udsatte Dina sig for den fare at søge selskab med de umoralske kana’anæere? Savnede hun at være i selskab med piger på hendes egen alder? Var hun lige så stædig og uafhængig som visse af sine brødre? Læs beretningen i Første Mosebog, og prøv at forstå den fortvivlelse og skam Jakob og Lea må have følt på grund af de tragiske konsekvenser af Dinas besøg i Sikem. — 1 Mosebog 34:1-31; 49:5-7; se også Vagttårnet for 15. oktober 1985, side 30 og 31.

Næsten 300 år senere blev følgerne af at lade hånt om de teokratiske retningslinjer igen bragt i forgrunden. Ved Sikem arrangerede Josua et af de mest uforglemmelige stævner i Israels historie. Forestil dig situationen i dalen: Mere end en million mænd, kvinder og børn fra seks af Israels stammer stod samlet foran bjerget Garizim. I den modsatte side af dalen, foran bjerget Ebal, befandt et lignende antal fra de andre seks stammer sig.a I dalen mellem dem, ved siden af pagtens ark og mellem de to skarer, stod præsterne og Josua. Hvilket storslået sceneri! — Josua 8:30-33.

De to bjerge der hævede sig op på hver side af den enorme folkemængde, udgjorde en slående kontrast til hinanden af noget smukt og noget goldt. Garizims øverste skråninger er grønne og frugtbare, mens Ebals hovedsagelig er grå og nøgne. Kan du fornemme den spændte stemning der rådede mens israelitterne ventede på at Josua skulle tage ordet? Hver en lyd kunne høres i dette naturskabte teater.

Folket var ikke passivt i de fire til seks timer det tog Josua at oplæse det „der stod skrevet i lovbogen“. (Josua 8:34, 35) Det ser ud til at de israelitter der stod foran Garizim, svarede amen efter hver velsignelse, mens de der stod foran Ebal, understregede hver forbandelse med et amen. Måske har Ebals golde fremtoning mindet folket om de katastrofale følger af ulydighed.

„Forbandet er den der behandler sin fader eller moder med foragt,“ læste Josua. I forening svarede mere end en million stemmer: „Amen!“ Josua ventede til lyden af dette tordnende svar havde lagt sig, og sagde så: „Forbandet er den der flytter sin næstes markskel.“ Igen svarede de seks stammer, sammen med mange fastboende udlændinge: „Amen!“ (5 Mosebog 27:16, 17) Hvis du havde overværet denne sammenkomst der blev holdt mellem de to bjerge, tror du så at du nogen sinde ville kunne glemme det? Ville nødvendigheden af at være lydig ikke stå uudsletteligt prentet i dit sind?

Omkring 20 år senere, kort før Josua døde, kaldte han igen nationen sammen ved Sikem for at styrke folket i dets beslutning. Han nævnte det valg som alle må træffe. „Vælg selv i dag hvem I vil tjene,“ sagde han. „Men jeg og mit hus, vi vil tjene Jehova.“ (Josua 24:1, 15) Disse trosstyrkende sammenkomster ved Sikem gjorde åbenbart indtryk. I mange år efter Josuas død efterlignede israelitterne Josuas trofaste eksempel. — Josua 24:31.

Omkring femten hundrede år senere udspandt der sig en interessant samtale her. Udkørt efter en lang rejse sad Jesus og hvilede sig i skyggen af Garizims Bjerg ved Jakobs Kilde da en samaritansk kvinde nærmede sig med en vandkrukke. Hun blev meget overrasket da Jesus bad hende om noget at drikke, eftersom jøder ikke talte med samaritanerne, og da slet ikke drak af deres kar. (Johannes 4:5-9) Jesu næste ord overraskede hende endnu mere.

„Enhver som drikker af dette vand vil blive tørstig igen. Den som drikker af det vand jeg giver ham, vil aldrig i evighed blive tørstig, men det vand jeg giver ham, vil i ham blive en kilde med vand der springer frem og skænker evigt liv.“ (Johannes 4:13, 14) Forestil dig kvindens interesse i dette løfte; det var nemlig et hårdt arbejde at hente vand fra denne dybe brønd. Jesus forklarede videre at hverken Jerusalem eller Garizim, trods deres historiske betydning, var særlige religiøse steder hvorfra man kunne nærme sig Gud. Hjerteindstilling og adfærd, ikke et geografisk sted, var det der havde betydning. „De sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed,“ sagde han, „det er sådanne tilbedere Faderen søger.“ (Johannes 4:23) Hvor må disse ord have været trøstende. Endnu engang var denne dal et sted hvor folk blev opfordret til at tjene Jehova.

I dag ligger byen Nablus ikke så langt fra ruinerne af det gamle Sikem. Garizim og Ebal behersker stadig dalen og står som tavse vidner til fortidige begivenheder. Man kan stadig besøge Jakobs Kilde, der befinder sig ved foden af disse bjerge. Når vi grunder over de begivenheder der fandt sted her, mindes vi om vigtigheden af at holde fast ved den sande tilbedelse, ligesom Josua og Jesus lærte os. — Jævnfør Esajas 2:2, 3.

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 31]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.