KNÆ, KNÆLE

Da knæet er vigtigt for at holde kroppen oprejst, er vaklende eller svage knæ et udtryk for svaghed, og knæ der slår mod hinanden, et udtryk for frygt. — Job 4:4; Sl 109:24; Es 35:3; Da 5:6; He 12:12.

Af Gideons 10.000 mand lagde alle på nær 300 sig på knæ for at drikke, idet de åbenbart holdt ansigtet helt ned mod vandet. I denne stilling kunne de ikke være vagtsomme og klar til at forsvare sig i tilfælde af et overraskelsesangreb. De var mere optaget af at slukke deres tørst end af den sag det drejede sig om. De resterende 300 mand lagde sig derimod ikke på knæ, men drak („labbede“) ved at føre hånden til munden. De var agtpågivende, forberedte på enhver eventualitet. De 9700 uopmærksomme blev sendt hjem. — Dom 7:3, 5-8.

Et barn kunne i billedlig forstand være ’født på en andens knæ’ end moderens. Det betød at det nød den pågældendes gunst og omsorg og blev anerkendt som barn eller efterkommer af vedkommende. Bilhas søn blev således regnet for at være Rakels. — 1Mo 30:3-6; jf. 1Mo 50:23.

Da Jehova forudsagde at israelitterne ville blive genrejst, sammenlignede han dem med børn af Zion eller Jerusalem der ville ’sidde på knæet og blive kærtegnet’, det vil sige at de på ny ville opnå hans gunst, og at der ville blive sørget godt for dem. — Es 66:12, 13.

At knæle. Det hebraiske ord for „at knæle“ (barakhʹ) har muligvis samme verbalrod som ordet for „at velsigne“, hvilket kunne tyde på at man i det mindste i nogle tilfælde knælede når man modtog en velsignelse.

Når man anmodede om en gunst. Man kunne også knæle for at vise respekt eller for at anmode om en gunst, som da en af kong Ahazjas „øverster over halvtreds“ faldt på knæ foran Elias for at bønfalde profeten om at skåne hans og hans mænds liv. (2Kg 1:13, 14) Da en spedalsk bønfaldt Jesus om at måtte blive helbredt, knælede han også. — Mr 1:40-42; se også 10:17-22.

Under bøn. Guds sande tjenere knælede ofte når de bad, da denne stilling var et passende udtryk for deres ydmyghed. (Ezr 9:5; Apg 9:36, 40; 21:3-6) Salomon knælede foran Israels menighed da han bad bønnen ved templets indvielse. (2Kr 6:13) På trods af et kongeligt dekret om at der i 30 dage ikke måtte bedes til andre end kong Darius, faldt Daniel på knæ i bøn til Jehova tre gange om dagen med vinduerne i sit tagkammer åbne mod Jerusalem. (Da 6:6-11) Jesus Kristus selv satte et eksempel da han knælede i bøn til Jehova. I Getsemane Have, den nat han blev forrådt, ’lagde han sig på knæ og begyndte at bede’. — Lu 22:41.

De der dyrkede falske guder, knælede foran deres gudebilleder. Men på Elias’ tid var der endnu 7000 trofaste i Israel ’som ikke havde bøjet knæ for Ba’al’. — 1Kg 19:18; Ro 11:4.

Hyldest eller anerkendelse af en andens høje stilling. At knæle kunne også være et udtryk for hyldest over for en anden eller anerkendelse af den høje stilling en anden indtog. Soldaterne knælede foran Jesus og hyldede ham, ganske vist for at spotte ham. — Mt 27:27-31; Mr 15:16-20.

Jehova har tildelt den trofaste opstandne Jesus Kristus en højere stilling og et navn der er over ethvert andet navn, „så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden“. Alle der opnår liv, må bøje deres knæ i tilbedelsen af Jehova i Jesu Kristi navn og anerkende ham som Herre til ære for Gud. Dette gælder også dem „under jorden“, hvilket åbenbart viser at de der oprejses fra graven, må gøre det samme. — Flp 2:9-11; Joh 5:28, 29; Ef 1:9, 10.

De der ønsker at opnå Guds gunst, må først og fremmest anerkende Jehovas overhøjhed og suverænitet. Jehova har erklæret: „Ved mig selv har jeg svoret . . . at for mig vil hvert knæ bøje sig.“ (Es 45:23; Ro 14:10-12) Det var derfor meget passende at salmisten rettede denne indtrængende opfordring til sine landsmænd: „Gå ind, lad os tilbede, og lad os bøje os; lad os knæle for Jehova, der frembragte os.“ — Sl 95:6; se KROPSLIGE UDTRYKSMIDLER.