NASIRÆER

[en der er udtaget, en der er indviet, en der holder sig adskilt].

Der fandtes to slags nasiræere: de der meldte sig frivilligt, og de der blev udpeget til det af Gud. Den frivillige nasiræerordning er beskrevet i Fjerde Mosebogs 6. kapitel. En mand eller en kvinde kunne aflægge et særligt løfte til Jehova om at leve som nasiræer i en bestemt periode. Imidlertid kunne en fader annullere sin datters løfte hvis han hørte om det og ikke billigede det, og på samme måde kunne en ægtemand annullere sin hustrus løfte. — 4Mo 30:1-8.

De der aflagde et nasiræerløfte, underkastede sig tre grundlæggende begrænsninger: (1) De måtte ikke indtage stærke drikke eller nyde vinstokkens frugt i øvrigt, hverken umodne, modne eller tørrede druer eller druernes saft, hvad enten den var frisk, gæret eller blevet til eddike; (2) de måtte ikke lade deres hovedhår klippe; (3) de måtte ikke røre ved noget lig, end ikke liget af en nær slægtning — fader, moder, broder eller søster. — 4Mo 6:1-7.

Særlige løfter. Den der aflagde dette særlige løfte, skulle „leve som nasiræer [dvs. indviet, adskilt] for Jehova“, ikke for ved askese at vinde menneskers bifald. Så længe hans nasiræerstand varede, var han „hellig for Jehova“. — 4Mo 6:2, 8; jf. 1Mo 49:26, fdn.

De krav der stilledes til nasiræerne, var derfor krav som havde en særlig betydning i forbindelse med tilbedelsen af Jehova. Ligesom ypperstepræsten, der på grund af sit hellige embede ikke måtte røre ved noget lig, ikke engang liget af sine nærmeste slægtninge, måtte nasiræeren det heller ikke. Og både ypperstepræsten og underpræsterne skulle, på grund af deres ansvarsfulde embede, afholde sig fra at drikke vin eller stærke drikke når de forrettede deres hellige pligter for Jehova. — 3Mo 10:8-11; 21:10, 11.

Desuden skulle nasiræeren [hebr.: nazīrʹ] „være hellig ved at lade sit hovedhårs lokker vokse“ så det for alle kunne tjene som et tegn på hans hellige nasiræerstand. (4Mo 6:5) Det samme hebraiske ord, nazīrʹ, blev brugt om de „ubeskårne“ vinstokke der fandtes i vingårdene i de hellige sabbatsår og jubelår. (3Mo 25:5, 11) Det er også interessant i denne forbindelse at guldpladen foran på ypperstepræstens turban, med indskriften „Hellighed tilhører Jehova“, blev kaldt „det hellige indvielsestegn [hebr.: neʹzær, der kommer af den samme rod som nazīrʹ]“. (2Mo 39:30, 31) Det officielle hovedtøj, eller diadem, som blev båret af Israels salvede konger, blev også kaldt neʹzær. (2Sa 1:10; 2Kg 11:12; se INDVIELSE; KRONE.) Apostelen Paulus siger at i den kristne menighed er en kvindes lange hår givet hende i stedet for en hovedbeklædning. Det er en naturlig påmindelse til hende om at hun er anderledes stillet end manden; hun bør huske på sin underordnede stilling i Guds ordning. De krav der blev stillet til nasiræeren — at han ikke måtte klippe sit hår (noget som var unaturligt for manden), at han fuldstændig skulle afholde sig fra vin, og at han måtte bevare sig selv ren og ubesmittet — indskærpede ham således betydningen af selvfornægtelse og fuld underkastelse under Jehovas vilje. — 1Kor 11:2-16; se HOVED (Om at tildække hovedet); HÅR; NATUR.

Hvis en nasiræer blev uren. Hvis en nasiræer kom i berøring med et lig, ville han — selv om det skete ved et ulykkestilfælde som han ikke havde nogen indflydelse på, og han uforvarende kom til at røre ved en der døde ved siden af ham — være uren i syv dage. På den syvende dag skulle han barbere sit hoved og lade sig rense, og dagen efter skulle han bringe to turtelduer eller to dueunger til præsten, den ene som et syndoffer og den anden som et brændoffer, og så skulle han bringe et vædderlam som et skyldoffer. Derefter måtte han begynde forfra med at indfri sit nasiræerløfte det antal dage der var bestemt fra begyndelsen. — 4Mo 6:8-12.

Når nasiræerløftet var indfriet. Når den fastsatte tid var udløbet, fremstillede nasiræeren sig for præsterne ved indgangen til mødeteltet medbringende de foreskrevne offergaver: et vædderlam som brændoffer, et hunlam som syndoffer og en vædder som fællesskabsoffer. Han skulle også medbringe en kurv med usyrede kager og usyrede fladbrød der var smurt med olie, sammen med de tilhørende korn- og drikofre. Foruden disse nødvendige offergaver medbragte nasiræeren andre ofre til helligdommen, alt efter hvad han havde råd til. (4Mo 6:13-17, 21) Derefter lod nasiræeren sit lange hår barbere af og lagde det på ilden under fællesskabsofferet, og den tjenstgørende præst lagde stykker af offergaverne på hans hænder og svang dem frem og tilbage som et svingningsoffer for Jehovas ansigt. — 4Mo 6:18-20.

Det ser ud til at jøderne senere åbnede mulighed for at velhavende personer, som en form for godgørenhed, kunne stille de nødvendige offergaver til rådighed for mindrebemidlede som gerne ville aflægge et nasiræerløfte.

Det var åbenbart en sådan almindelig praksis apostelen Paulus benyttede sig af da han kom til Jerusalem efter sin tredje missionsrejse. For at aflive nogle falske rygter om at Paulus havde ’lært alle jøderne blandt nationerne ikke at gå efter de skikke’ som det var påbudt jødefolket at overholde, sagde hans kristne brødre til ham: „Vi har fire mænd med et løfte på sig. Tag disse mænd med og rens dig ceremonielt sammen med dem og dæk deres udgifter, så de kan få hovedet raget.“ — Apg 21:20-26.

Den der aflagde nasiræerløftet, bestemte selv hvor længe det skulle gælde. Ifølge den jødiske overlevering (ikke Bibelen) kunne det ikke gælde i mindre end 30 dage ud fra den betragtning at en kortere varighed ville svække alvoren i løftet og gøre det til noget dagligdags.

Nasiræere for livstid. De der blev udvalgt af Jehova til en særlig tjeneste og blev bestemt til at være nasiræere for livstid, aflagde ikke noget løfte og var ikke bundet af nogen bestemt periode (som skulle begynde forfra hvis løftet blev brudt før det var fuldt indfriet). Af disse grunde stillede Jehova ikke nøjagtig de samme krav til dem som til de frivillige nasiræere. En af dem der blev udpeget af Gud til at være nasiræere for livstid, var Samson. Han blev udpeget allerede før sin undfangelse, og selv hans moder var i visse henseender ikke frit stillet. Eftersom hendes søn skulle være nasiræer, fik hun af engelen besked på at overholde særlige forskrifter — hun måtte ikke drikke vin eller stærke drikke eller spise noget som helst urent under svangerskabet. — Dom 13:2-14; 16:17.

For Samson gjaldt det at ’ingen ragekniv måtte komme på hans hoved’. (Dom 13:5) Men han fik ikke noget forbud mod at røre ved lig eller døde kroppe. Derfor vanhelligede han ikke sin nasiræerstand ved at dræbe en løve eller ved at slå 30 filistre ihjel og trække tøjet af dem. Ved en anden lejlighed dræbte han med Guds godkendelse tusind fjender „med en æselkæbe — én dynge, to dynger!“ — Dom 14:6, 19; 15:14-16.

I Samuels tilfælde var det hans moder, Hanna, der aflagde nasiræerløftet og satte sit barn, som endnu ikke var undfanget, til side til Jehovas tjeneste. Hun sagde i sin bøn til Gud: „Hvis du blot ville . . . give din trælkvinde et drengebarn, så vil jeg give ham til Jehova alle hans levedage [„og han skal ikke drikke vin eller stærk drik,“ 1Kg 1:11, LXX], og ingen ragekniv skal komme på hans hoved.“ (1Sa 1:9-11, 22, 28) Johannes Døber måtte ’ikke drikke vin og stærk drik’. Ud over dette siges der ikke meget om hans nasiræertjeneste, bortset fra at han også var udpeget dertil af Gud fra fødselen. — Lu 1:11-15; jf. Mt 3:4; 11:18.

Johannes Døber var blandt de nasiræere som Jehova selv oprejste, sådan som han siger ved profeten Amos: „Jeg oprejste nogle af jeres sønner som profeter og nogle af jeres unge mænd som nasiræere.“ De blev dog ikke altid anerkendt eller respekteret, og de genstridige israelitter prøvede endda at få dem til at bryde deres uangribelighed over for Jehova. (Am 2:11, 12) Da israelitterne havde gjort deres synders mål fuldt og Jehova i 607 f.v.t. fjernede sin forbilledlige nation, undgik de troløse nasiræere i Jerusalem heller ikke deres skæbne. Jeremias beskriver hvordan de engang så sunde og stærke nasiræere blev sorte fordi huden tørrede ind på deres knogler på grund af den frygtelige hungersnød. — Kl 4:7-9.