STENBRUD

En åben udgravning eller grube hvor der brydes forskellige stenarter, som for eksempel kalksten og marmor, der ligger tæt ved overfladen. Et stort område i nærheden af den nuværende Damaskusport i Jerusalem menes at være et tidligere stenbrud. Første gang et sådant sted nævnes i Bibelen, er i Josua 7:4, 5, hvor det siges at omkring 3000 israelitter flygtede fra Aj til Sjebarim, der betyder „stenbrud“. Da Salomon forberedte bygningen af templet, befalede han at der skulle brydes store sten til grundsten i Libanons bjerge, og titusinder af mænd blev udskrevet til at udføre arbejdet. (1Kg 5:13-18; 6:7) Da det på kong Joasj’ tid var nødvendigt at reparere templet, blev der ansat stenhuggere og andre håndværkere til at udføre arbejdet. (2Kg 12:11, 12) Den grav Jesus blev lagt i, var hugget ud i en klippe. — Mt 27:59, 60; Mr 15:46.

I Esajas’ profeti benyttede Jehova et stenbrud og den virksomhed der udføres dér, som et talende billede. (Es 51:1) Som det fremgår af det efterfølgende vers, var „klippen“ øjensynlig Abraham, nationens menneskelige ophav, og „grubens hule“ var Sara, af hvis moderliv Israels forfader Isak blev født. (Es 51:2) Men eftersom Isak blev født ved Guds kraft og mirakuløse indgriben, kan det billedlige stenbrud også have en højere, åndelig betydning. I 5 Mosebog 32:18 kaldes Jehova således „Klippen som avlede“ Israel, den som „bragte [Israel] til verden under fødselsveer [samme udsagnsord som det der i Esajas 51:2 bruges om Sara]“.

Undertiden blev det hebraiske ord for „stenbrud“ også brugt om produktet fra dem. Det hebraiske ord pesīlīmʹ, der i Dommerne 3:19, 26 gengives med „stenbruddene“, oversættes således andre steder med „billedstøtter“. (5Mo 7:5; Sl 78:58; Es 10:10) Af den grund mener nogle at det var ved en lund med hedenske gudebilleder, produkter fra et stenbrud, at Ehud vendte om for at gå tilbage og besøge Eglon privat. De fleste oversættere har dog valgt gengivelsen „stenbruddene“.

Gamle stenbrud hvor der var efterladt halvfærdigt arbejde, har kastet lys over de arbejdsmetoder stenhuggerne brugte i fortiden. Man huggede smalle fordybninger i klippen og drev tørt træ ind, som derefter blev gennemvædet med vand så det udvidede sig og sprængte klippen langs dens spalteflader. De gamle romere huggede sten ud som vejede helt op til fem og ti tons. De blev transporteret på ruller eller slæder, og store hære af slaver leverede arbejdskraften.