Scener fra det forjættede land
Sejrrigt angreb fra Tabor
PRØV at forestille dig at du befandt dig i et tårn hvorfra du kunne betragte en historisk korsvej! Det ville næsten være som om du selv var øjenvidne til de begivenheder der havde udspillet sig dér.
Ved den bibelske by Megiddo på Jizre’elsletten var der en sådan korsvej, idet vigtige handels- og militærruter krydsede hinanden her. På den anden side af Jizre’elsletten rejser Tabors Bjerg sig. Herfra har man kunnet spejde ned på Via Maris, den berømte karavanevej som førte til byerne i Den Frugtbare Halvmåne.a
Tabors Bjerg tager sig imponerende ud næsten uanset hvorfra i omegnen man betragter det. (Jævnfør Jeremias 46:18.) Bjerget hæver sig i ensom majestæt over omgivelserne, og dets kegleformede kontur kan ses vidt omkring. Det knejser over den frugtbare Jizre’elslette mod syd som forbinder kystlandet med Jordandalen.
Fra Tabors runde top kan man mod syd se byen Jizre’el, hvilket minder én om Jehus vilde kørsel op til Akabs kongebolig og Jesabels beskæmmende endeligt. (1 Kongebog 21:1; 2 Kongebog 9:16-33) I nærheden ligger Megiddo. Mod vest kan man se Karmels Bjerg hvor Elias holdt ildprøven. (1 Kongebog, kapitel 18) Fra Tabor kan man også se Kisjonbækken, og godt otte kilometer i retningen vestnordvest, i Nedre Galilæas højland, ligger Nazaret.
Hvilken bibelsk beretning forbinder du Tabors Bjerg med? Sikkert beretningen om Debora og Barak. På deres tid havde kana’anæerne under kong Jabin af Hazor undertrykt Israel i 20 år. Men profetinden Debora vakte Barak til dåd. Han rekrutterede ti tusind israelitter, de fleste fra Naftalis og Zebulons stammer i Galilæa, og lod dem opmarchere på Tabors Bjerg. Deres udrustning var elendig, for der fandtes ikke så meget som et skjold eller en lanse i Israel. — Dommerne 5:7-17.
En frygtindgydende krigsmaskine rykkede imod dem. Jabins hærfører Sisera førte sine sværtbevæbnede kana’anæiske soldater til Jizre’elsletten. De har sikkert lignet de bevæbnede mænd på det ægyptiske vægrelief der er gengivet øverst til højre på modstående side. Krigsudrustningen i Ægypten var et forbillede for den i Kana’an, og dette gjaldt også for den mest skrækindjagende del af Siseras krigsmateriel — de 900 stridsvogne!
Disse kana’anæiske stridsvogne var faktisk mobile skydestillinger. Vognføreren kunne have tøjlerne viklet rundt om livet så han havde hænderne fri til at håndtere våbnene. Eller han kunne koncentrere sig om at styre hestene mens en våbenfælle tog sig af den militære side af sagen. Vognene var forsynede med jernleer som stak ud fra hjulenes nav. For Baraks mænd oppe på Tabors Bjerg må det vældige regiment af stridsvogne have set ud som det var uovervindeligt og umuligt at standse.
Men Jehova havde lovet Barak: „Jeg vil trække Jabins hærfører Sisera og hans stridsvogne og hans horder hen til dig i Kisjons Regnflodsdal.“ Lige i rette øjeblik strømmede de tapre israelitter ned ad Taborbjergets sider. — Dommerne 4:1-14.
Af større værdi end den taktiske fordel ved overraskelsesangrebet var imidlertid den hjælp Israel fik fra deres mægtige Gud i himmelen. Debora sang senere: „Fra himmelen kæmpede stjernerne; fra deres baner kæmpede de mod Sisera. Kisjons regnflod skyllede dem bort . . . Du trådte styrke under fode, min sjæl.“ (Dommerne 5:20, 21) Ja, selv om de letbevæbnede men modige israelitter jagede de veludrustede kana’anæere på flugt, var det Gud der afgjorde kampens udfald. Han sørgede for at den tørre flodseng pludselig blev fyldt med en rivende vandstrøm, så de frygtindgydende stridsvogne kørte fast.
Herunder ser du et parti fra Kisjonbækken. I regntiden kan den gå over sine bredder og forvandle området til en sump. Prøv for dit indre øje at se de kana’anæiske stridsvogne kæmpe for at komme fri af mudderet. Den rivende strøm førte nogle af de flygtende soldater og deres stridsvogne med sig. Endog hærføreren Sisera fik Israels sejr at føle, da han efter at have forladt sin vogn flygtede bort fra slagmarken til fods og søgte tilflugt i kvinden Jaels telt. Jael slog imidlertid denne fjende ihjel da hun fik lejlighed til det. — Dommerne 4:17-22.
Et vigtigt og sejrrigt kapitel i Israels historie blev således skrevet mens Debora og muligvis andre så til fra deres førsteparket på Tabors Bjerg.
[Fodnote]
a Se kortet og fotografiet af Tabors Bjerg på Jehovas Vidners kalender 1990.
[Kildeangivelse på side 16]
Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.
[Kildeangivelser på side 17]
Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.
Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.
Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.