„En dygtig kvinde“

RUT knælede ned foran den dynge bygaks hun havde samlet i løbet af dagen. Skumringen var ved at sænke sig over markerne rundt om Betlehem, og mange arbejdere var allerede på vej mod porten til den lille by der lå på det nærliggende højdedrag. Ruts ømme muskler vidnede om en hård dags arbejde. Hun havde arbejdet uafbrudt siden daggry. Alligevel blev hun ved med at svinge plejlen og slå den mod aksene for at løsne kernerne. Trods alt havde det været en god dag, bedre end hun kunne have forventet.

Var situationen omsider ved at lysne for den unge enke? Hun var fulgt med sin svigermor, No’omi, og havde højtideligt lovet at blive hos hende og gøre No’omis Gud, Jehova, til sin egen Gud. Sammen var de to kvinder, som begge havde mistet deres ægtemænd, kommet til Betlehem fra Moab, og moabitterinden Rut blev snart klar over at Jehovas lov indeholdt gode og praktiske bestemmelser til gavn for de fattige og for de fremmede i Israel.a Og nu opdagede hun at nogle i Jehovas folk, som levede under Moseloven og var oplært af den, viste en venlighed og omsorg der virkede lægende på hendes bedrøvede hjerte.

En af dem var Boaz, en velstillet ældre mand på hvis marker hun sankede aks. I dag havde han vist en faderlig interesse for hende. Hun kunne ikke lade være med at smile indvendig når hun tænkte på hans venlige ord om hvordan hun havde taget sig af den aldrende No’omi og havde valgt at søge tilflugt under den sande Guds, Jehovas, vinger. — Rut 2:11-13.

Rut har sikkert spekuleret på hvilket liv der lå foran hende. Hvordan skulle hun, en fattig udlænding, uden mand og barn, kunne forsørge sig selv og No’omi i de kommende år? Ville hun kunne klare sig med at sanke aks? Og hvem ville tage sig af hende når hun blev gammel? Det er forståeligt hvis hun havde sådanne bekymringer. I de svære økonomiske tider vi oplever nu, har mange det på samme måde. Når vi ser nærmere på hvordan Ruts tro hjalp hende, vil vi finde meget som vi kan efterligne.

Da Rut var færdig med at tærske det hun havde sanket, og samlet kernerne sammen, var det blevet til omkring en efa, eller 22 liter, byg. Den byrde hun måtte bære, kan have vejet omkring 14 kilo! Hun samlede kornet i en dynge oven på et klæde, lavede en bylt og løftede den op på hovedet, hvorefter hun begav sig på vej til Betlehem i det tiltagende mørke. — Rut 2:17.

No’omi var glad for at se sin elskede svigerdatter, og måske undslap der hende et udbrud af forbavselse da hun fik øje på den tunge bylt som Rut bar på. Rut havde også taget den mad med hun havde levnet efter det måltid Boaz havde sørget for til arbejderne, og de spiste nu det enkle måltid sammen. No’omi spurgte: „Hvor har du sanket i dag, og hvor har du arbejdet? Måtte den der ville kendes ved dig blive velsignet.“ (Rut 2:19) No’omi var skarpsindig. Hun så i den tunge bylt af korn som Rut bar på, at der var nogen som havde bemærket den unge enke og havde behandlet hende venligt.

Under den følgende samtale fortalte Rut om Boaz’ venlighed. Rørt over at høre dette svarede No’omi: „Måtte han blive velsignet af Jehova, som ikke har svigtet sin loyale hengivenhed mod de levende og de døde.“ (Rut 2:19, 20) Hun betragtede Boaz’ venlighed som noget der kom fra Jehova, idet han tilskynder sine tjenere til at være gavmilde og vil gengælde sit folk den venlighed de viser andre.b — Ordsprogene 19:17.

No’omi opfordrede Rut til at tage imod Boaz’ tilbud om at sanke på hans marker og holde sig til de unge kvinder fra hans hus, så hun undgik at blive forulempet af høstfolkene. Det råd fulgte Rut. Desuden ’blev hun boende hos sin svigermor’. (Rut 2:22, 23) Her ser vi endnu en gang det der især kendetegnede Rut — hendes loyale kærlighed. Det kunne få os til at spørge os selv om vi respekterer familiebåndene ved at vi loyalt støtter medlemmerne af vores familie og tilbyder at hjælpe dem når de har behov for det. En sådan loyalitet vil ikke undgå Jehovas opmærksomhed.

Udgjorde No’omi og Rut virkelig en familie? I nogle kulturer har man den opfattelse at hvis man skal tale om en „virkelig“ familie, skal der være ét familiemedlem som udfylder hver plads i familien — ægtemand, hustru, søn, datter, bedstefar eller -mor og så videre. Men No’omi og Rut minder os om at de der tjener Jehova, kan åbne deres hjerte og få selv den mindste og mest handicappede familie til at udstråle varme, venlighed og kærlighed. Værdsætter du den familie du har? Jesus mindede sine disciple om at selve den kristne menighed kan være som en familie for dem der ingen har. — Markus 10:29, 30.

Rut blev ved med at sanke aks på Boaz’ marker fra byghøsten omkring april og indtil hvedehøsten i juni. Efterhånden som ugerne gik, tænkte No’omi uden tvivl en del på hvad hun kunne gøre for sin elskede svigerdatter. I Moab havde No’omi været overbevist om at hun aldrig ville kunne hjælpe Rut med at finde en anden ægtemand. (Rut 1:11-13) Nu var hun imidlertid begyndt at tænke anderledes. Hun sagde til Rut: „Min datter, bør jeg ikke søge et trygt hjem til dig, så du kan få det godt?“ (Rut 3:1) Det var skik på den tid at forældrene fandt en ægtefælle til deres børn, og Rut var blevet som en datter for No’omi. Hun ville finde „et trygt hjem“ til Rut, idet hun tænkte på den tryghed og beskyttelse et hjem og en ægtemand kunne give. Men hvad kunne No’omi gøre?

Da Rut nævnte Boaz første gang, havde No’omi sagt: „Manden er nært beslægtet med os. Han er en af vore genløsere.“ (Rut 2:20) Hvad betød det? I Guds lov til Israel var der bestemmelser som omsorgsfuldt trådte i kraft for familier der var kommet i vanskeligheder som følge af fattigdom eller dødsfald. Hvis en kvinde var blevet enke uden endnu at have fået børn, var hun meget dårligt stillet fordi hendes mands navn og hans slægtslinje var blevet afbrudt og der ingen efterkommere ville være efter ham. Imidlertid tillod Guds lov mandens bror at gifte sig med enken så hun kunne føde en arving der kunne føre den afdøde mands navn videre og overtage familiens arvelod.c — 5 Mosebog 25:5-7.

No’omi fortalte hvordan de skulle gribe sagen an. Vi kan forestille os at den unge kvinde spærrede øjnene op mens hendes svigermor skitserede planen. Åbenbart var Israels lov stadig ny for Rut, og mange af dens skikke var uden tvivl stadig fremmede for hende. Alligevel respekterede hun No’omi så meget at hun lyttede opmærksomt til hvert eneste ord fra hende. Det No’omi sagde hun skulle gøre, har sikkert forekommet hende både mærkeligt og pinligt — for ikke at sige ydmygende — men Rut gik alligevel ind på at gøre det. Hun sagde lydigt: „Alt hvad du siger til mig, vil jeg gøre.“ — Rut 3:5.

Undertiden er det svært for unge mennesker at følge de råd de får af ældre og mere erfarne. Det er så let at tro at de ældre ikke rigtig forstår de problemer og udfordringer som de unge står over for. Ruts eksempel minder os om at det lønner sig at lytte til de ældres visdom, for de elsker os og har vore bedste interesser på sinde. Men hvordan lød No’omis råd, og gavnede det Rut at lytte til hvad hun sagde?

Den aften begav Rut sig ud til tærskepladsen — et fladt, hårdtstampet stykke jord hvor flere landmænd tog deres korn med ud for at tærske og rense det. Tærskepladsen lå som regel højt, for eksempel på en bakketop, hvor der var en stærk brise sidst på eftermiddagen eller først på aftenen. For at løsne kernerne fra strået og avnerne brugte man store forke eller kasteskovle hvormed kornet blev kastet op mod vinden, der førte avnerne, som var lette, bort, hvorimod kernerne, som var tungere, faldt til jorden.

Rut så til i stilhed mens arbejdet efterhånden standsede hen imod aften. Boaz havde overvåget at hans korn var blevet renset, og efterhånden var der en stor dynge kerner. Efter at have spist lagde han sig ned ved den ene side af dyngen. Det var åbenbart almindelig praksis; måske gjorde man det for at beskytte den dyrebare høst mod tyve og røverbander. Rut så Boaz lægge sig til at sove. Tiden var inde til at bringe No’omis plan til udførelse.

Rut krøb nærmere mens hjertet hamrede i livet på hende. Hun kunne konstatere at manden sov dybt. Som No’omi havde sagt hun skulle, krøb hun hen til hans fødder, fjernede kappen og lagde sig dér. Derpå gav hun sig til at vente. Tiden gik. Det må have forekommet Rut som en evighed. Endelig, omkring midnat, rørte Boaz på sig. Rystende af kulde bøjede han sig forover, sikkert for at dække fødderne til igen. Men han mærkede at der lå nogen. Der siges i beretningen: „Se, der lå en kvinde ved hans fødder!“ — Rut 3:8.

„Hvem er du?“ spurgte han. Rut svarede, måske med skælvende stemme: „Jeg er Rut, din trælkvinde, og du må brede din kappeflig ud over din trælkvinde, for du er genløser.“ (Rut 3:9) Nogle moderne fortolkere har villet antyde at Ruts ord og handling var seksuelt betonet, men de overser to kendsgerninger. For det første handlede Rut i overensstemmelse med den tids skik og brug, og meget af kendskabet hertil er for længst gået tabt for os. Det vil derfor være en stor fejl at betragte hendes handling på baggrund af vore dages anløbne moralnormer. For det andet viser Boaz’ svar at han opfattede Ruts handlemåde som moralsk ren og i høj grad rosværdig.

Så talte Boaz, og hans milde og venlige stemme har uden tvivl beroliget Rut. Han sagde: „Måtte du blive velsignet af Jehova, min datter. I dette sidste tilfælde har du vist din loyale hengivenhed endnu bedre end i det første, ved at du ikke er gået efter de unge mænd, hverken dem der er ringe stillet eller dem der er rige.“ (Rut 3:10) Med ’det første tilfælde’ mente Boaz den loyalitet og kærlighed Rut havde vist over for No’omi ved at følge hende tilbage til Israel og tage sig af hende. Det „sidste tilfælde“ var den nuværende situation. Boaz gjorde opmærksom på at en ung kvinde som Rut ville have været tilbøjelig til at søge sig en mand blandt nogle der var meget yngre end Boaz, rige såvel som fattige. Men hun ville gøre noget der var til gavn ikke alene for No’omi, men også for No’omis afdøde mand for at føre hans navn videre i hans hjemland. Det er ikke svært at se hvorfor Boaz var rørt over den unge kvindes uselviskhed.

Boaz fortsatte: „Og nu, min datter, frygt ikke. Alt hvad du siger, vil jeg gøre for dig, for enhver i mit folks port ved at du er en dygtig kvinde.“ (Rut 3:11) Han glædede sig ved tanken om at få Rut til hustru, og måske kom det ikke helt bag på ham at han blev bedt om at være genløser. Han var imidlertid en retfærdig mand og ville ikke handle udelukkende efter hvad der behagede ham selv. Han sagde til Rut at der var en anden genløser som var nærmere beslægtet med No’omis afdøde mands familie, og Boaz ville spørge denne først for at give ham lejlighed til at tage Rut til ægte.

Boaz opfordrede Rut til at lægge sig ned igen og hvile sig indtil det begyndte at lysne; så kunne hun liste ubemærket bort. Han ville beskytte både sit eget og hendes rygte, så ingen med urette troede at de havde gjort sig skyldige i noget umoralsk. Rut lagde sig ned ved hans fødder igen, måske noget lettere til mode nu efter at han havde svaret så venligt på hendes anmodning. Derpå fyldte Boaz, mens det endnu var mørkt, hendes slag med en rigelig portion byg som gave, og hun begav sig på vej tilbage til Betlehem.

Hvor må det have glædet Rut at tænke på dét Boaz havde sagt om at hun var kendt blandt folk for at være „en dygtig kvinde“! Uden tvivl skyldtes dette ry for en stor del hendes iver efter at lære Jehova at kende og at tjene ham. Hun havde også vist stor venlighed over for No’omi og hendes folk og haft en god fornemmelse for at tilpasse sig skik og brug i det nye land. Hvis vi efterligner Ruts tro, vil vi også behandle andre og deres skikke og levevis med dyb respekt og derved også vinde os et godt ry.

„Hvem er du, min datter?“ spurgte No’omi da Rut kom hjem. Måske var det stadig mørkt, og det var grunden til at hun stillede dette spørgsmål. På den anden side ville No’omi også gerne vide om Rut stadig var den samme fritstillede enke, eller om hun nu havde udsigt til at blive gift. Rut fortalte hurtigt sin svigermor alt hvad der var hændt mellem hende og Boaz. Hun gav hende også den gavmilde gave i form af byg som Boaz havde givet hende med til No’omi.d — Rut 3:16, 17.

Meget klogt opfordrede No’omi Rut til at blive hjemme den dag og ikke gå ud for at samle aks på marken. Hun sagde til Rut: „Manden vil ikke have ro på sig, medmindre han får sagen afsluttet endnu i dag.“ — Rut 3:18.

No’omi havde ret med hensyn til Boaz. Han tog hen i byporten, hvor byens ældste plejede at mødes, og ventede indtil den mand der var en nærmere slægtning, kom forbi. I vidners nærværelse tilbød Boaz manden muligheden for at træde til som genløser og tage Rut til ægte. Manden afslog imidlertid, idet han hævdede at han derved ville ødelægge sin egen arvelod. Over for vidnerne i byporten erklærede Boaz derpå at han ville træde ind som genløser og købe No’omis afdøde mands, Elimeleks, ejendom og gifte sig med Rut, enken efter Elimeleks søn Malon. Boaz gav udtryk for håbet om at han dermed ’rejste den afdødes navn på hans arvelod’. (Rut 4:1-10) Vi ser her at Boaz virkelig var en retskaffen og uselvisk mand.

Boaz tog Rut til ægte, hvorefter hun blev gravid og fødte en søn. Kvinderne i Betlehem velsignede No’omi og priste Rut idet de sagde at hun var bedre end syv sønner for No’omi. Senere får vi at vide at Ruts søn blev en af stamfædrene til den store kong David. (Rut 4:11-22) David blev derefter en af Jesu Kristi forfædre. — Mattæus 1:1.e

Rut blev i sandhed velsignet, ligesom No’omi, der hjalp med at opdrage barnet som var det hendes eget. Disse to kvinders livsløb er levende eksempler på at Jehova Gud lægger mærke til alle som ydmygt arbejder på at sørge for deres familie, og som tjener ham loyalt sammen med hans udvalgte folk. Han vil altid belønne dem der trofast tjener ham, og som har et godt omdømme hos ham ligesom Rut.