RUT

En moabitterinde der giftede sig med israelitten Malon efter at hans fader, Elimelek, var død og mens Malon boede i Moab sammen med sin moder, No’omi, og sin broder, Kiljon. En hungersnød havde fået familien til at forlade fødehjemmet i Betlehem i Juda. Ruts svoger, Kiljon, giftede sig med moabitterinden Orpa. Senere døde de to brødre uden at efterlade sig børn. Da No’omi derefter hørte at Jehova igen havde vendt sin opmærksomhed mod Israel, besluttede hun at vende tilbage til Juda, og hendes to svigerdøtre tog med hende. — Rut 1:1-7; 4:9, 10.

Hendes loyale kærlighed. Mens Orpa på No’omis opfordring vendte tilbage til sit folk, blev Rut hos sin svigermoder. Hendes dybe kærlighed til No’omi og hendes oprigtige ønske om at tjene Jehova sammen med hans folk fik hende til at forlade sine forældre og sit fødeland, med ringe udsigt til at opnå den tryghed der var at finde i et ægteskab. (Rut 1:8-17; 2:11) Hendes kærlighed til svigermoderen var så stærk at andre senere kunne sige at hun var mere værd for No’omi end syv sønner. — Rut 4:15.

Efter at de var ankommet til Betlehem ved begyndelsen af byghøsten, gik Rut ud for at finde føde til sig selv og No’omi. Tilfældigvis kom hun til den mark der tilhørte Boaz, som var i familie med Elimelek, og bad manden der var sat over høstfolkene, om lov til at sanke aks. Hendes flid må have været iøjnefaldende, for manden omtalte hende rosende over for Boaz. — Rut 1:22–2:7.

Da Boaz behandlede hende venligt, gav hun udtryk for sin taknemmelighed og sagde ydmygt at hun var ringere end hans tjenestepiger. Ved spisetid gav han hende ristet korn i en sådan mængde at hun kunne levne noget til No’omi. (Rut 2:8-14, 18) Selv om Boaz arrangerede det sådan at det blev lettere for hende at sanke, holdt hun ikke tidligt op, men fortsatte til aften, „hvorpå hun håndtærskede det hun havde sanket, og det blev til omkring en efa [22 l] byg“. Da Boaz havde opfordret hende til at fortsætte med at sanke på hans mark, gjorde hun dette under resten af byghøsten og videre under hvedehøsten. — Rut 2:15-23.

Beder Boaz om at være genløser. For at skaffe sin svigerdatter „et trygt hjem“ anviste No’omi hende hvordan hun kunne bede Boaz om at genløse hende. Rut gik da ned til Boaz’ tærskeplads, og efter at Boaz havde lagt sig til at sove, gik hun ubemærket hen og afdækkede pladsen ved hans fødder og lagde sig dér. Ved midnat vågnede han ved en skælven og bøjede sig frem. Da han ikke genkendte hende i mørket, spurgte han: „Hvem er du?“ hvortil hun svarede: „Jeg er Rut, din trælkvinde, og du må brede din kappeflig ud over din trælkvinde, for du er genløser.“ — Rut 3:1-9.

Den måde Rut handlede på efter No’omis anvisninger, må have svaret til den almindelige fremgangsmåde kvinder fulgte når de gjorde brug af deres ret til at kræve svogerægteskab. Herom siger bibelkommentatoren Paulus Cassel: „Denne symbolske måde at kræve den mest prekære af alle rettigheder på forudsætter utvivlsomt patriarkalske sæder som troskyldighed og dyd. Kvindens tillid er grundet på mandens æresfølelse. Men det var en fremgangsmåde som ikke var let at følge, for enhver forudviden om retskravet eller forudgående antydning af det ville have draget den blufærdige anmoder frem fra tavshedens og anonymitetens skjul. Men når anmodningen først var fremsat, kunne den ikke afvises uden vanære for enten kvinden eller manden. Vi kan derfor være forvissede om at No’omi ikke sendte sin svigerdatter ud i dette ærinde uden at nære den fuldeste forvisning om at forehavendet ville lykkes. For det er givet at der i den foreliggende sag var én vanskelighed i tillæg til alle de øvrige: den at Boaz, som Rut selv siger, nok var en goel [en genløser], men ikke den eneste goel. Boaz’ svar lader også formode at en sådan anmodning ikke kom helt bag på ham. Ikke sådan at forstå at han havde en aftale med No’omi, og at han af den grund var alene på tærskepladsen; den kendsgerning at han vågnede ved en skælven, viser at han ikke var forberedt på dette natlige besøg. Men den tanke at Rut på et tidspunkt ville gøre krav på sine rettigheder over for ham, har måske ikke været fremmed for ham. Men selv denne formodning om hvad der muligvis eller sandsynligvis ville ske, kunne ikke fritage Rut for selv at vise sin frie vilje ved at udføre denne symbolske handling.“ — J. P. Langes Commentary on the Holy Scriptures, oversat og redigeret af P. Schaff, 1976, s. 42.

At Boaz anså Ruts handling for at være helt igennem dydig, fremgår af hans reaktion. Han sagde: „Måtte du blive velsignet af Jehova, min datter. I dette sidste tilfælde har du vist din loyale hengivenhed endnu bedre end i det første, ved at du ikke er gået efter de unge mænd, hverken dem der er ringe stillet eller dem der er rige.“ Rut valgte uselvisk den langt ældre Boaz fordi han var genløser, så hun kunne rejse sin afdøde mand og sin svigermoder et navn. Da det ville have været naturligt for en ung kvinde som Rut at foretrække en yngre mand, betragtede Boaz dette som et endnu større udtryk for hendes loyale hengivenhed end det at hun havde valgt at blive hos sin aldrende svigermoder. — Rut 3:10.

Rut må have lydt lidt ængstelig, for Boaz forsikrede hende: „Nu, min datter, frygt ikke. Alt hvad du siger, vil jeg gøre for dig, for enhver i mit folks port ved at du er en dygtig kvinde.“ Da det var sent, sagde Boaz til Rut at hun skulle lægge sig igen. Men de stod begge op inden det blev lyst, øjensynlig for ikke at give anledning til et rygte som ville sætte dem begge i et dårligt lys. Boaz gav også Rut seks mål byg. Det kan have betydet at ligesom seks arbejdsdage efterfølges af en hviledag, var Ruts hviledag nu kommet, eftersom han ville sørge for at hun nu i overført betydning fandt hvile i „et trygt hjem“. — Rut 3:1, 11-15, 17, 18.

Da Rut kom tilbage, spurgte No’omi: „Hvem er du, min datter?“ Det kan være at hun ikke genkendte hende i mørket, eller måske spurgte hun til Ruts eventuelle nye identitet i forbindelse med den foreslåede genløsning. — Rut 3:16.

Da den nærmere slægtning afslog at indgå svogerægteskab, gjorde Boaz det uden tøven. Derved blev Rut moder til sønnen Obed og stammoder til både kong David og Jesus Kristus. — Rut 4:1-21; Mt 1:5, 16.