Mens Rut står over for No’omi på den øde vej, er hun ikke i tvivl om hvad hun vil gøre. Hendes hjerte strømmer over af kærlighed til No’omi — og til den Gud No’omi tjener. Derfor siger hun: „Du må ikke bede mig om at forlade dig, om at vende tilbage og ikke følge dig; for dér hvor du går hen, vil jeg gå hen, og dér hvor du overnatter, vil jeg overnatte. Dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud. Dér hvor du dør, vil jeg dø, og dér vil jeg begraves. Måtte Jehova gøre således mod mig og føje mere til, hvis noget andet end døden skulle skille mig fra dig.“ — Rut 1:16, 17.

Ruts ord er bemærkelsesværdige, og efter hendes død har de givet ekko i omkring 3000 år. De er udtryk for en dyrebar egenskab, loyal hengivenhed. Så stærk var Ruts kærlighed og loyalitet at hun ønskede at forblive sammen med No’omi uanset hvor hun tog hen. Det var kun døden der kunne skille dem. No’omis folk ville blive Ruts folk, for hun var parat til at forlade alt hvad hun kendte til fra Moab — også moabitternes guder. I modsætning til Orpa kunne Rut af hele sit hjerte sige at hun ønskede at No’omis Gud, Jehova, også skulle være hendes Gud.b