HONNING

Bihonning er en sød, tyktflydende væske der fremstilles af bier. Hvor ordet „honning“ forekommer i De Hebraiske Skrifter, er det oversat fra ordene noʹfæth (flydende honning eller bikagernes saft) eller devasjʹ. Sidstnævnte ord bruges ikke blot om bihonning, men også om tyktflydende saft eller sirup af frugter. (3Mo 2:11, fdn.) I De Kristne Græske Skrifter bruges ordet meʹli, der sammen med tillægsordet aʹgrios, „vild“, betegner vilde biers honning.

Bikagen. Bikagen er en forunderlig konstruktion som vidner om Skaberens visdom, da det er ham der har nedlagt det instinkt i honningbien som sætter den i stand til at konstruere dette underværk. Bikagen er formet som en lodret vokstavle der på hver side er fyldt med en serie sekskantede celler. Den sekskantede form giver den bedste materialeudnyttelse så der ved anvendelse af den mindst mulige mængde bivoks bliver plads til den størst mulige mængde honning. Når bierne bygger en bikage, udskiller de bivoks gennem nogle vokskirtler på bagkroppens underside. Vokset udskilles som små hvide flager, der med benene føres op til kæberne og gennemtygges og derefter anvendes som byggemateriale. Cellevæggene er kun en tredjedel millimeter tykke, men kan bære 30 gange deres egen vægt.

Honningbier bygger deres bo i træstammer, klippespalter eller andre hulrum. På dommeren Samsons tid byggede en bisværm endda sit bo i en løves døde krop, som åbenbart var blevet udtørret af solen så forrådnelsen var ophørt, og Samson spiste af den honning bierne havde indsamlet. — Dom 14:8, 9.

Honning. Bihonning er fremstillet af nektar fra blomster og frugter. Når nektaren indsamles og afgives i bikagen, tilføres den visse kemikalier fra biens krop. Noget af vandet fordamper fra nektaren, og kemikalierne omdanner den til honning. Honningens farve og smag afhænger af hvor nektaren kommer fra. Honning optages meget let af kroppen og omdannes hurtigt til energi.

Den honning der omtales i Bibelen, stammede i de fleste tilfælde fra vilde bier. Johannes Døber spiste for eksempel vild honning. (Mt 3:1, 4) Honning virker styrkende. Da kong Sauls søn Jonatan var blevet udmattet i krigen mod filistrene, spiste han noget honning, hvorpå „hans øjne fik glans“. (1Sa 14:25-30) Dette styrkende fødemiddel nævnes blandt de ting Gud tilvejebragte til sit folk i ørkenen. I dette træfattige område fik israelitterne honning at spise fra „et klippebjerg“, det vil sige fra de bikager bierne havde bygget i klipperne. — 5Mo 32:13.

Brugt billedligt. Ikke alene på grund af sin søde og gode smag, men også på grund af sine helbredende egenskaber sammenlignes honning med liflige ord og visdom. Ligesom honning er fysisk styrkende, er liflige ord åndeligt styrkende: „Liflige ord er en bikage med honning, søde for sjælen og lægedom for knoglerne.“ — Ord 16:24; 24:13, 14.

Nydelsen af honningens søde smag anvendes billedligt i hele Bibelen, som for eksempel i Ezekiel 3:2, 3 og Åbenbaringen 10:9. Med „flydende honning“ eller „bikagernes saft“ menes den friske honning direkte fra bikagen, som anses for at være sødere, mere velsmagende og mere nærende end honning der har stået i et stykke tid. For at beskrive hvor gode og behagelige sjulamittens ord var, sammenlignede hendes elskede hyrde dem med „flydende honning“ som dryppede fra hendes læber. (Høj 4:11) Jehovas domme er så gode, gavnlige og styrkende at de endog er „sødere end honning og bikagernes saft“. (Sl 19:9, 10) Hans ord er ’glattere for ganen end honning for munden’. — Sl 119:103.

Selv om honning er godt, kan man få kvalme hvis man spiser for meget (Ord 25:16), og at spise for meget honning sammenlignes med det at søge sin egen ære. — Ord 25:27.

I Ordsprogene, kapitel 5, bruges den flydende honnings sødme som et billede på den fristelse til at begå kønslig umoralitet som ’en fremmed kvinde’ kan udsætte en mand for ved hjælp af charme og glatte ord. Denne beskrivelse indeholder også en advarsel til kristne i dag. „For den fremmede kvindes læber drypper af flydende honning, og hendes gane er glattere end olie. Men eftervirkningen er bitter som malurt; den er skarp som et tveægget sværd. Hendes fødder stiger ned til døden,“ siger vismanden. Hendes glatte, honningsøde ord og handlinger fører manden direkte til den umoralske handling så han „pludselig går . . . efter hende som en okse der er på vej til slagtning“. — Ord 5:3-5; 7:21, 22.

Frugtsirup. Det hebraiske ord devasjʹ kan også sigte til den sukkerholdige saft eller sirup af figner, dadler eller andre frugter. Det fremgår som regel af sammenhængen om der er tale om bihonning eller frugtsirup. Den honning der ifølge 3 Mosebog 2:11 ikke måtte bringes som offer på alteret, var øjensynlig frugtsirup, da den kunne gære. At der ikke menes bihonning, fremgår af det efterfølgende vers, for her bliver den forbudte „honning“ henregnet til det der kan frembæres som en offergave af førstegrøden til Jehova. Da det meste af den honning israelitterne brugte, var vild honning, var den honning der blev bragt som førstegrødeoffer da Ezekias tilskyndede folket til at støtte præsteskabet, uden tvivl frugtsaft eller frugtsirup. — 2Kr 31:5.

Et land med mælk og honning. Beskrivelsen af Palæstina som „et land der flyder med mælk og honning“, en vending der ofte gentages i Bibelen, er meget rammende, for der fandtes ikke alene rigeligt med bihonning i landet, men der blev også fremstillet mængder af frugtsaft eller frugtsirup. (2Mo 3:8; 3Mo 20:24; 5Mo 11:9; Jos 5:6) Den honning der blev eksporteret i bytte for varer fra Tyrus, var øjensynlig frugtsirup. — Ez 27:2, 17; se BI.