“Kampen tilhører Jehova”

DAVID tog mod til sig mens soldaterne masede sig forbi ham. Deres øjne var fulde af frygt idet de løb væk fra frontlinjen. Hvorfor var de så skrækslagne? David har sikkert hørt dem nervøst fremstamme det samme ord igen og igen. Det var navnet på en mand. Og dér stod han hovmodigt i lavningen. Han var måske den højeste mand David nogensinde havde set.

Goliat! David kunne godt se hvorfor soldaterne var bange for ham. Han var ufatteligt stor. Selv uden sin frygtindgydende rustning har han nok vejet mere end to store mænd tilsammen. Men denne umådeligt stærke og erfarne kriger var bevæbnet til tænderne. Goliat udfordrede israelitterne. Forestil dig hvordan hans dybe, kraftige stemme har givet ekko på bjergsiderne da han hånede Israels hær og deres konge, Saul. Han udfordrede dem til at finde en mand der turde træde frem og kæmpe mod ham, så krigen kunne blive afgjort i en tvekamp. – 1 Samuel 17:4-10.

Israelitterne var bange. Og det var kong Saul også. David fandt ud af at situationen havde været sådan i over en måned. Filistrene og israelitterne stod afventende over for hinanden mens Goliat fortsatte med at håne sine modstandere dag efter dag. David var frustreret. Hvor ydmygende at Israels konge og hans soldater, deriblandt tre af Davids ældre brødre, var så lammet af frygt. I Davids øjne gjorde Goliat langt mere end bare at håne Israels hær. Denne hedning fornærmede Israels Gud, Jehova! Men hvad kunne David, som stadig var ret ung, gøre? Og hvad kan vi lære af Davids tro? – 1 Samuel 17:11-14.

Lad os tage et kig tilbage i tiden og se hvad der skete mange måneder tidligere. Aftenen var ved at falde på mens David passede sin fars får på en bakkeskråning nær Betlehem. Han var en ung mand, måske sidst i teenageårene. Han så godt ud, var rødmosset og havde et tiltalende, intelligent blik. Når der var stille stunder, brugte David tid på at spille på lyre. Skønheden i Jehovas skaberværk gjorde dybt indtryk på ham, og hans musikalske færdigheder udviklede sig i takt med de mange skønne timer han øvede sig. Men på denne aften blev David tilkaldt af sin far, som ønskede at se ham med det samme. – 1 Samuel 16:12.

Han kom hen til sin far, Isaj, der talte med en meget gammel mand. Det var den trofaste profet Samuel. Jehova havde sendt ham for at salve en af Isajs sønner som Israels næste konge. Samuel havde allerede set Davids syv ældre brødre, men Jehova havde gjort det klart for Samuel at det ikke var en af dem han havde valgt. Men da David kom, sagde Jehova til Samuel: “Salv ham, for det er ham.” For øjnene af Davids storebrødre åbnede Samuel et udhulet horn fyldt med en særlig olie og hældte noget af den ud over hans hoved. Det ændrede Davids liv fuldstændigt. “Jehovas ånd virkede på David fra og med den dag,” står der i Bibelen. – 1 Samuel 16:1, 5-13.

Begyndte David nu at stræbe efter kongemagten? Nej, han ventede med glæde på at Jehovas ånd ville gøre det klart for ham hvornår tiden var inde til at påtage sig større ansvarsopgaver. I mellemtiden fortsatte han sit ydmyge arbejde som hyrde. Det var en opgave han udførte med alvor og stort mod. Hans fars fåreflokke blev ved to lejligheder udsat for angreb, én gang af en løve og en anden gang af en bjørn. David prøvede ikke bare at jage rovdyrene væk mens han holdt sig på lang afstand. Nej, på egen hånd slog han de vilde dyr ihjel for at redde de forsvarsløse får. – 1 Samuel 17:34-36; Esajas 31:4.

Efter noget tid blev David igen tilkaldt. Hans omdømme var kommet kong Saul for øre. Saul var stadig en magtfuld kriger, men han havde mistet Jehovas godkendelse fordi han var ulydig. Jehovas ånd virkede ikke længere på Saul, og han blev nu påvirket af en dårlig ånd, sine egne onde tendenser, hvilket kom til udtryk i at han ofte var opfarende, mistænksom og voldelig. Når han havde det sådan, var musik noget der kunne berolige ham. Nogle af Sauls mænd havde hørt om Davids evner som musiker og kriger. David blev tilkaldt, og snart stod han i tjeneste hos Saul som musiker og våbendrager. – 1 Samuel 15:26-29; 16:14-23.

Især unge kan lære meget af Davids tro. Læg mærke til at han brugte sin fritid på noget der knyttede ham nærmere til Jehova. Og han arbejdede tålmodigt på at udvikle praktiske færdigheder der gjorde det lettere for ham at få et arbejde. Men vigtigst af alt lod han sig lede af Jehovas ånd. Det er bestemt noget vi alle kan lære af. – Prædikeren 12:1.

Mens David tjente hos Saul, tog han ofte hjem for at tage sig af fårene, nogle gange i længere perioder. Det var tilfældet da Isaj sendte David afsted for at se hvordan det gik med hans tre ældste brødre, som tjente i Sauls hær. Med rigelige forsyninger til sine brødre tog David villigt afsted til lavningen ved Ela. Da han ankom, blev han oprørt over at se de to passive hære, som beskrevet i indledningen. De stod over for hinanden på hver deres side af den brede dal. – 1 Samuel 17:1-3, 15-19.

David var forarget over situationen. Hvordan kunne Israels hær, der tjente den levende Gud, Jehova, flygte af frygt for et menneske, og så endda en hedning? For David var Goliats hån en direkte fornærmelse mod Jehova. Derfor begyndte han ivrigt at tale med soldaterne om at nedkæmpe Goliat. Inden længe hørte hans ældste bror, Eliab, hvad David talte om. Han irettesatte sin lillebror strengt og anklagede ham for kun at være kommet for at se en blodig kamp. Men David svarede: “Hvad har jeg nu gjort? Det var jo bare et spørgsmål, ikke?” Og så fortsatte han med at tale om at nedkæmpe Goliat. Hans ord nåede kong Saul, og David blev derefter tilkaldt af kongen. – 1 Samuel 17:23-31.

David kom med opmuntrende ord til kongen om situationen og sagde: “Lad ikke hjertet synke hos noget menneske.” Saul og hans mænd havde virkelig mistet modet på grund af Goliat. Måske havde de begået den menneskelige fejl at sammenligne sig selv med denne kæmpe. De så nok for sig at de kun nåede ham til livet, og forestillede sig hvor nemt han kunne gøre det af med dem. Men sådan tænkte David ikke. Som vi kommer ind på, så han situationen fra en helt anden vinkel. Så han tilbød selv at kæmpe mod Goliat. – 1 Samuel 17:32.

Saul sagde: “Du kan ikke gå mod filisteren dér og kæmpe mod ham, for du er kun en dreng, mens han har været stridsmand fra sin ungdom af.” Var David virkelig kun en dreng? Nej, men han var stadig for ung til at være i hæren, og han har måske også set ret ung ud. Men David har nok været sidst i teenageårene og var allerede kendt for sit store mod. – 1 Samuel 16:18; 17:33.

For at overbevise Saul fortalte David hvordan han havde slået de vilde dyr ihjel. Pralede han? Nej, for David vidste godt hvordan det var gået til. Han sagde: “Jehova, som har udfriet mig af løvens vold og bjørnens vold, han vil også udfri mig af denne filisters vold.” Saul gav efter og svarede: “Gå, og må Jehova være med dig.” – 1 Samuel 17:37.

Vil du gerne have en lige så stærk tro som David? Bemærk at Davids tro ikke var baseret på urealistiske forestillinger eller ønsketænkning. Nej, hans tro var baseret på viden og erfaring. Han vidste at Jehova kunne beskytte ham, og at han ville holde sine løfter. Hvis vi ønsker at få en lige så stærk tro, må vi blive ved med at lære om Jehova. De gode resultater der kommer af at vi lever efter det vi lærer, vil styrke vores tro. – Hebræerne 11:1.

Først fik David Sauls rustning på. Ligesom Goliats var den lavet af kobber, og den bestod nok blandt andet af en brynje, eller panserskjorte, sammensat af små overlappende metalplader. Men da David forsøgte at gå rundt i den tunge rustning, blev det tydeligt at det ikke fungerede for ham. Han var ikke soldat og derfor ikke vant til at bære rustning, og da slet ikke den rustning som blev båret af Saul, der var den højeste mand i hele Israel! (1 Samuel 9:2) Han tog rustningen af og tog sin sædvanlige klædning på – en som passede til en fårehyrde. – 1 Samuel 17:38-40.

David havde sin hyrdestav, taske og slynge med sig. En slynge lyder måske ikke som noget særligt, men det var faktisk et effektivt våben og ideelt for en hyrde. Den bestod af et stykke læder eller stof for enden af to lange læderremme. Man placerede en sten i slyngen, svingede den over hovedet og slap den ene rem så stenen fløj gennem luften med høj hastighed og stor præcision. Dette våben var så effektivt at der i nogle hære var hele afdelinger af slyngekastere.

Med denne simple udrustning skyndte David sig hen for at møde sin fjende. Forestil dig hvor inderligt han må have bedt til Jehova da han bukkede sig ned ved det udtørrede flodleje for at samle fem små, glatte sten op. Derefter begav David sig hen til det sted hvor slaget skulle udkæmpes, og han ikke bare gik men løb derhen.

Hvad tænkte Goliat da han så sin modstander? Beretningen fortæller: ‘Han ringeagtede ham, for han var en ung mand og rødmosset, smuk at se til.’ Goliat tordnede: “Er jeg en hund, siden du kommer imod mig med stave?” Han så tydeligvis Davids stav, men han lagde ikke mærke til slyngen. Han forbandede David ved filistrenes guder og svor at han ville fodre fuglene og de vilde dyr med denne usle fjendes lig. – 1 Samuel 17:41-44.

I dag er det svar David kom med, stadig et bemærkelsesværdigt udtryk for tro. Prøv at se for dig hvordan den unge mand råbte til Goliat: “Du kommer imod mig med sværd og spyd og kastespyd, men jeg kommer imod dig i Hærstyrkers Jehovas, Israels slagrækkers Guds, navn, ham som du har smædet.” David vidste at det ikke var menneskelig styrke og våben der betød noget. Goliat havde vist respektløshed over for Jehova Gud, og Jehova skulle nok gøre noget ved det. Som David sagde: “Kampen tilhører Jehova.” – 1 Samuel 17:45-47.

David kunne selvfølgelig godt se Goliats størrelse og hans våben. Men David nægtede at lade sig skræmme. Han begik ikke samme fejl som Saul og soldaterne i hans hær. David sammenlignede ikke sig selv med Goliat. Nej, han sammenlignede i stedet Goliat med Jehova. Med en højde på 2,9 meter tårnede han op over andre mænd, men hvor stor var han egentlig i sammenligning med universets Suveræn? Ligesom alle andre mennesker var han kun som et insekt i forhold til Jehova – og i dette tilfælde et han havde tænkt sig at udrydde.

David løb mod sin fjende mens han fandt en sten frem fra sin taske. Han placerede stenen i slyngen og svingede den rundt over sit hoved indtil den gav en høj, susende lyd. Goliat gik hen mod David, sandsynligvis lige bag ved den soldat der bar hans store skjold. Her var Goliats enorme højde sikkert en ulempe for ham, for en soldat af normal størrelse ville have svært ved at løfte skjoldet højt nok op til at beskytte kæmpens hoved. Og det var lige netop det David sigtede efter. – 1 Samuel 17:41.

David slyngede stenen afsted. Forestil dig stilheden mens den fløj mod sit mål. Jehova har helt sikkert sørget for at David ikke fik brug for flere forsøg. Stenen ramte plet og borede sig ind i Goliats pande. Giganten styrtede omkuld med ansigtet mod jorden. Soldaten der bar skjoldet, løb sikkert skrækslagen bort. David kom nærmere, tog Goliats eget sværd og huggede kæmpens hoved af. – 1 Samuel 17:48-51.

Endelig fik Saul og hans soldater modet tilbage. Med et højt krigsråb stormede de mod filistrene. Kampen endte præcis som David havde sagt til Goliat: “Jehova ... vil give jer i vores hånd.” – 1 Samuel 17:47, 52, 53.

I dag deltager Jehovas tjenere ikke i bogstavelige krige. Den tid er forbi. (Mattæus 26:52) Men vi har stadig brug for at efterligne Davids tro. Jehova må være lige så virkelig for os som han var for David. Han er den eneste Gud vi skal ære og tjene. Vi kan nogle gange føle os magtesløse når vi står over for store problemer, men for Jehova, som har ubegrænset magt, er de i virkeligheden meget små. Hvis vi vælger Jehova som vores Gud og stoler på ham som David gjorde, kan vi bevare modet uanset hvilke udfordringer og problemer vi kommer ud for. Der er intet som Jehovas kraft ikke kan sejre over.